KV21: Åbent brev til undervisningsministeren fra medlem

Et medlem af Landsforeningen Autisme har skrevet et åbent brev til undervisningsminister Pernille Rosenkrantz-Theil om manglende retssikkerhed for autistiske børn i grundskolen.  

Af Katrine Westphall, verificeret af Jane Jensen 

 Kære Pernille 

Vi har lovgivning om inklusion i folkeskolen og en folkeskolelov, der blandet andet siger, at der i Danmark er undervisningspligt for alle børn samt en undervisningsminister/dig, der arbejder for at: 

”Vores skole i Danmark skal kunne rumme dem alle. Motivere de dovne, inspirere de dygtige og give de udsatte børn stabilitet og bedre kort på hånden end dem, de er født med. 

En af mine vigtigste opgaver er at sikre, at det danske skolesystem også har plads til børn, der er ordblinde, børn der har et handicap, og børn, der har haft en svær start på livet.”  
Kilde: BT.dk, DEBAT den 29. juli 2019: ”Danmark skal være verdens bedste land at være barn i”  

Det er desværre ikke det, vi som forældre oplever. Vi ser det som et generelt symptom for flere skoler, og vi er derfor IKKE på jagt efter enkeltpersoner, der fejler. Vi er kun interesseret at løfte skolen og systemet. Derfor vi skriver til dig. 

Vi står som forældre til et barn med autisme i en aktuel og akut situation: 

• Skolen har egenhændigt besluttet, fra den ene dag til den anden, at den kun kan modtage vores datter i 2 lektionerdagligt.
• En pige der rystes, når hendes dagligdag ikke føles som den plejer, og som er uforstående over at blive forvist fra skolen, da hun gerne vil være sammen med sine venner.
• Vi ser et læringsmiljø af ledelse, lærer og pædagoger, der er opgivende og behandler vores diagnosticerede barn uden viden og indføling - og dermed er med til at udstøde hende fra læring og det sociale fællesskab.
• På 3.skoledag har vi holdt vores datter hjemme, da vi er utrygge ved at sende hende af sted, men har nu valgt til at sende hende af sted igen, med en klump i halsen.
• Skiftende skoleledere, der trods opmærksomhedpå mistrivsel ikke har indhentet viden, ikke har efterspurgt Pædagogisk Psykologisk Vurdering (PPV) eller søgt om specialundervisning.
• En skolepsykolog fra Pædagogisk Psykologisk Rådgivning (PPR), der ikke har reageret og ikke tager action, uden vi beder om det.

Vi ved ikke, hvad vi skal gøre!!!??? Er vi virkelig på et så lavt fagligt niveau i Danmark, at der kan træffes så store beslutninger hovedkulds og uden at: 

• Inddrage PPR 
• Inddrage eksterne specialister 
• Inddrage forældre 
• Skele til folkeskoleloven 

Vi undres og fortvivles over manglende viden, indsigt og ”laden-stå-til”. Vi reagerer på ledelsens negligering af vores datters diagnose, ledernes overraskende adfærd og manglende forståelse for vores autistiske barns behov for læring - såvel fagligt som socialt. 

I 3 år har vi forsøgt sammen med ledelsen og i alt 4 forskellige læreteams og skiftende støttepædagoger, at oprette et tilpasset og udviklende læringsmiljø. Vi har været vidner til en praksis, som har givet os anledning til forbløffelse, et blødende hjerte, agtpågivenhed og modløshed grundet manglende differentiering af undervisning og implementering af pædagogiske metoder til sårbare og diagnosticerede børn. Eksempelvis vores barn, der blot ekskluderes, fordi der ikke er viden eller tid, og som derved skal være helt alene i klasseværelset i de to lektioner, hvor resten af klassen har idræt.  

Vi er totalt uforstående over, at dette kan forgå i et videnssamfund som Danmark med alle muligheder for adgang til uanede mængder af viden og forskning. Har vi virkelig så dårlig økonomi og ressourcer til rådighed i skolerne, at der ikke er hænder, stærk faglighed og redskaber nok? Har seminarier ikke høje nok adgangskrav til deres studerende og uddanner de uforsvarligt? 
Kan det virkeligt passe, at vores børn (vores fremtids sikkerhed) mødes af uprofessionelle, inkompetente og uforberedte voksne, der reagerer uden overvejelse, er verbalt krænkende og som bruger unødvendigt/uhensigtsmæssigt magtanvendelser, fremfor evidente metoder og forberedelse? At vi, forældre, som følge heraf ikke trygt kan passe vores arbejde. Har vi råd til det? 

Vi tillader os her at henvise og tilslutte os til din udtalelse i indlægget ”Børn og unge skal have færre bekymringer”, Berlingske den 17. juli 2019: ”Og så må vi indse, at den slags ikke findes i discountafdelingen. Det koster. Men mon ikke de fleste af os kan blive enige om at investere i en ordentlig barndom?” 

Vi har som forældre deltaget i, koordineret og taget initiativ til adskillige møder, tilført viden, redskaber, metoder, bøger, lagt timer i klassen, hentet vores datter tidligere i lange perioder. At vi er blevet talt ned til og er for eksempel blevet mødt med følgende udtalelser fra skolepersonalets side: ”Nu orker vi ikke at høre mere om autisme, nu vil vi bare lære XXX at kende.”  
Vi har oplevet at vores datter har været låst ude af klassen i 0- klasse, har været overladt til sig selv i mange timer eller til en helt ny vikar, som var alene med klassen. At når klassen var delt i to, blev vores datter placeret uden hensyn til handicap i store, skiftende grupper eller alene. At hendes faglige kunnen kun er blevet målt op imod hendes normalt fungerende klasserammerater - at hun generelt bliver ”behandlet” som en ikke diagnosticeret pige, og at hun bliver målt op imod de regler/grænser, der gælder for normalt fungerende børn. 
Samtidig undrer vi os over og føler os utrygge over, at PPR ikke har reageret for længe siden på ovenstående. 

Vores datter har grundet et stabilt, kærligt og støttende familiemiljø, samt ved hjælp af hendes normale begavelse klaret sig. Hun har formået, på trods af al den omkringværende ”støj”, at kunnet motivere sig og bevaret sit drive for at gå i skole hver dag. Hun har selvstændigt kæmpet for sin plads i klassen og i det sociale fællesskab. Hun har indtil fornyelig ofte selv været initiativtager til legeaftaler (trods sine stresssårbarhedsreaktioner), været vellidt af næsten alle i klassen og dennes forældregruppe.  
Hvad sker med de børn, der ikke har disse muligheder og forudsætninger? 

Ja, vores datter har udfordringer – hun har en gennemgribende udviklingsforstyrrelse, det ved vi godt - og det vidste hendes skole også ved indskrivning af hende. Her sagde de, at de vidste af erfaring, at det var en ”gave at modtage et barn som vores”, da man var nødt til at forholde sig åbent, nysgerrigt og de talte om skelen til NEST med videre. Vi siger ikke, dette er nemt, men der må gøres noget! 

Vores input for at inklusion kan lykkedes: 

• Specialviden og uddannelse 
• En nødhjælpsplan, når skolen føler sig magtesløse 
• Et mere tydeligt og fleksibelt ”støtte-time-regelsæt” 
• Et PPR, der er opmærksom på skolelederens rolle og initiativer 
• At der oppe fra bliver ført tilsyn med om inklusionsreglerne bliver håndhævet 
• At det ikke er børn, der år efter år er gidsler i noget, der kører i forkert retning 

Vi er på det sidste kommet frem til den konklusion, at vi har levet i en falsk tryghed og været udsat for ’Kejserens nye klæder’. Både skolen og kommunen har udadtil givet indtryk af, at de ved noget om autisme og relevante strategier/ tilbud. Dette har så vist sig at være et ’skalkeskjul’ for deres manglende autismeviden (både teoretisk og i praksis), manglende opsøgning/ interesse for at tilegne sig denne viden samt usammenhængende og langsommelig sagsbehandling. 
Som forældre og borgere føler vi, at det er vores pligt at orientere dig om et skoleliv, der på ydersiden virker betryggende og kompetent, men som imidlertid ikke er det. 
Det er vi oprigtigt bekymrede over. 

Hvis vores datter i 3. klasse ekskluderes - en pige, der var tydeligt beskrevet og diagnosticeret inden skolestart, med ressourcestærke forældre og netværk - ikke kan rummes i folkeskolen, hvad sker der så ikke af uhensigtsmæssigheder i forhold til de andre børn, der ikke har disse forudsætninger, men er særligt udfordre? Hvordan når vi så tilnærmelsesvis i nærheden af, at Danmark er det bedste land at være barn i? 

Ser frem til at høre dit perspektiv på ’Dagens skole for alle’ i forhold til vores ovennævnte oplevelser og tanker. 

Venlig hilsen 
 
Katrine Westphall