Stefani’s dagbog: Corona-isolation (del 4)
Foto: Stefani føler sig som en skygge af sig selv (privatfoto)
Læs første del af Stefani's dagbog her.
Læs anden del her.
Læs tredje del af dagbogen her.
Dag 19 - 31/3 2020:
Jeg har haft det meget dårligt siden sidst og har ikke været i stand til at skrive. Meget af tiden er jeg ret usammenhængende, og min følelse af afmagt er enorm.
Jeg bliver emotionelt mindet alt for meget om tidligere traumatiske episoder og hændelser i mit liv, og min nuværende situation med mit støttetilbud, minder mig alt for meget om de 8 måneder i helvede, som jeg kalder mit opholde på et specialiseret autisme-botilbud i 2017.
Det var dengang, jeg gav op og havde utallige selvmordsforsøg.
Dag 22 - 3/4 2020:
Klokken er 4 om natten. Jeg har haft nogle meget dårlige dage. 1/4, dag 20, gik for en stor dele vedkommende i min seng, hvor min telefon igen var på “forstyr ikke”, fordi jeg ikke kunne forholde mig til kontakt med mennesker og i særdeleshed mit bostøttetilbud. Jeg røg ind og ud af den hjernetåge, som dissociationen nogle gange giver mig fred i, så jeg får en pause fra den virkelighed, jeg ikke kan holde ud at leve i.
Dagene er meget sammenflydende, og jeg kan ikke rigtig adskille dem fra hinanden eller huske, hvad jeg foretager mig.
Der er stadig ikke sket nogen ændringer i bostøttetilbuddet ift. mig, der gør, at jeg føler, jeg Jan holde ud at være i det.
Mine selvmordstankerne fylder efterhånden rigtig meget, og listen med argumenterne for imod har efterhånden mange punkter, der tæller for, at den eneste måde at kunne holde min situation ud, det er at jeg ikke længere eksisterer.
Jeg har ingen tillid til mit tilbud. Jeg har ingen tillid til, at de kan eller vil gøre det bedre for mig, for det er nogle intentioner de har udtrykt i flere uger sammen med bekymring for min tilstand, som jeg desværre ikke mærker handling bag.
På dag 18, 30/3 2020, mødte jeg den ny daglige leder for første gang nede på bostøttetilbuddets kontor. Jeg blev så panisk over den måde, jeg blev mødt på at daglig leder, at jeg på et tidspunkt bare skyndte mig ud på toilettet og efter at have været på toilet, flygtede jeg ud gennem vinduet.
Jeg slog mit knæ i processen, men det opdagede jeg først et par timer senere.
Så nu er jeg vågen. Jeg hader det. Det er fredag, og som det ser ud nu, går jeg weekenden og påskeugen i møde uden noget i sigte der fortæller mig, at jeg kommer til at kunne få det bedre nogensinde, fordi der på ingen måde bliver handlet rettidigt på den massive mistrivsel, der har været tiltagende for mig henover de seneste måneder, og som især er eskalerer i forbindelse med corona lockdown.
Jeg frygter for mit liv og min førlighed, og der bliver simpelthen ikke handlet tilstrækkeligt og hurtigt nok i mit tilbud og i Specialområde Autisme i det hele taget, som mit tilbud hører under.
Jeg er bange. Jeg er helt ekstremt bange. Overlever jeg det her, bliver realiteten en hverdag med er endnu lavere funktionsniveau end bare for 2 og 5 måneder siden, og jeg aner ikke, om jeg denne gang genvinder noget af mig funktionstab, men jeg ved, at jeg gennem mine i alt tre år i Specialområde Autisme har mistet enormt meget funktionsevne, og at det er lykkes mig at genvinde meget lidt af det.
Jeg er virkelig bange.