Stefani’s dagbog: Corona-isolation (del 1)

Få et dag til dag indblik i, hvordan Stefani med autisme har det i sin hjemme-isolation igennem Corona-tiden. Vi opdaterer med nyt indlæg i dagbogen hver dag.  

 

 

Dag 2 - 14/3 2020

I dag er det indtil videre gået meget bedre end i går. Det er faktisk gået rigtig godt. Det er eftermiddag nu og mellem dagens to bostøtter. Den næste er en helt ny vikar, som har sin første alene-bostøtte med mig.

Jeg er egentlig ret fortrøstningsfuld, selvom jeg ikke kender hende i aften. Hun har været i en enkelt intro sammen med en af de kendte bostøtter, og der havde jeg et godt indtryk af hende. Hun virker underlig på den måde, der fungerer hos mig. Jeg er ikke god til mennesker, der er alt for almindelige. Jeg ser frem til at lære hende at kende.

I dagbostøtten var der en af de kendte. Eller det vil sige, hun var i bostøtte via videoopkald. Hun havde hentet en bordopvaskemaskine for mig inde i byen, som jeg havde købt brugt. Hendes datter og dennes kæreste havde endda været så søde at hjælpe hende med at hente den.

Jeg har i nogle uger haft meget problemer med min spiseforstyrrelse i restriktiv retning, og jeg var egentlig begyndt at få styr på den igen, men så røg al den fysiske bostøtte, og det kollapsede igen. Kolapset skyldtes dog primært det praktiske problem, at bostøtterne ikke må komme og hjælpe mig med opvasken, og med en bordopvaskemaskine, er det lige pludseligt meget mere overskueligt, så nu spiser jeg igen. Dejligt!

Det var svært at sætte opvaskemaskinen til, for vandhanen i køkkenet var ikke den rigtige diameter, men det var den på badeværelset, så efter en masse praktiske udfordringer, så lykkedes det mig ved egen hjælp men med bostøtte på sidelinjen på facetime at få startet opvaskemaskinen og vasket op. Mens den stod på badeværelset. Jeg har taget badeværelsesdøren af, så der var nok plads, men jeg får jo alligevel ikke besøg de næste uger, så den har jeg ikke brug for. 

Det er nu ved at være sengetid. Aftenbostøtten med den nye vikar gik rigtig godt, synes jeg. Ligesom jeg egentlig havde forventet.

Jeg kan godt have lidt svært ved at forstå de sproglige vendinger, hun nogle gange bruger, men når jeg spørger, hvad det betyder eller siger, at jeg ikke forstår det, så er hun god til at sige det på en anden måde.

Den nye vikar går til vikingekamp i sin fritid, og eftersom hun var på FaceTime hjemme hos sig selv, kunne hun vise mig sine og mandens våben(rekvisitter) og det beskyttelsesudstyr, som de bruger. Det var meget interessant at høre om det, synes jeg.

Hun er underlig på den gode måde. Det skal nok blive godt fremadrettet, er jeg sikker på. Hvis altså hun ikke også vælger at stoppe efter et par gange, ligesom de sidste mange nye vikarer har gjort. Det har godt nok været hårdt! Der var et af de tilfælde så sent som i sidste uge. Eller måske var det den her uge, det kan jeg ikke huske. Det hele flyder sammen for mig.

Jeg havde taget både boller og bøffer op fra fryseren tidligere i dag, så jeg fik kyllingeburger til aftensmad. Jeg plejer at putte spidskål i, men jeg havde noget rødkål, der allerede var snittet, så det stegte jeg i olie med soya og sesamfrø. Det blev en god burger, og der er allerede vasket op, og mit køkkenbord er ryddet.

Jeg elsker at jeg kan vaske op selv, nu hvor jeg har en opvaskemaskine!

Jeg har taget min pn her til aften for at sikre mig, at jeg får sovet i nat, for så har jeg de bedste forudsætninger for også at få en god dag i morgen.

Jeg kan godt mærke, at underboen ikke kommer ud i disse dage, for der har været ulideligt røgfyldt i min lejlighed. Det påvirker mine lunger, så de gør ondt. Jeg glæder mig helt vildt meget til endelig at flytte fra det her helvede af en lejlighed om tre måneder! Jubii!

Nu er det sengetid.

 

Dag 3 - 15/3 2020

Det er eftermiddag, og om ikke så længe, er det tid til dagens anden bostøtte.

Jeg ligger i min rede under kugledynen og med stor uldtrøje, sokker og hue på. Jeg er træt, og jeg fryser.

Dagen har egentlig været ok. Jeg har lige afsluttet en times videoopkald med en veninde som er tilknyttet samme tilbud som jeg, og jeg som derfor heller har den sædvanlige bostøtte. Hun er dog så heldig, at hun stadig må få fysisk bostøtte af en regionsvikar, fordi vedkommende jo ikke har været i berøring med hverken den muligvis smittede borger eller de bostøtter og vikarer ansat direkte af tilbuddet.

Jeg er rigtig glad for, at hun har den mulighed, for det gør min bekymring for hende mindre, så den ikke fylder sådan. Jeg tror også, at det er afgørende for hende, at der stadig kommer en bare et par timer for hende.

Selvom jeg da selvfølgelig har tænkt den tanke, om det mon også kunne være en mulighed for mig med min regionsvikar, så har jeg valgt ikke at spørge om det. Det ville blive for forvirrende for mig, hvis jeg primært skulle forholde mig til bostøtte via videoopkald og så nogle ganske få gange i perioden ville få besøg, tror jeg. Hvis al bostøtte bare er videoopkald, så kan jeg ligesom bedre vænne mig til den her undtagelsestilstand og håndtere at være i den, selvom det er enormt svært.

Men indtil videre klarer jeg det, og jeg klarer det egentlig ret godt, synes jeg.

De praktiske ting, jeg ikke selv kan gøre, kan godt ligge og vente i to uger uden, at det har alvorlige konsekvenser, nu hvor jeg har den der bordopvaskemaskine.

Jeg har angst, ligesom jeg plejer, men i disse dage opfører den sig lidt anderledes. Der er ikke nødvendigvis så konkret en årsag til, at jeg begynder at få de meget velkendte symptomer på angst, det er mere bare en evigt tilstedeværende konsekvens af situationen pga. corona virus, som svinger i intensitet.

Jeg er bekymret for, hvordan jeg kommer til at reagere, når tingenes tilstand bliver mere normal igen, og jeg har bostøtte osv., som jeg plejer. Det er jeg fordi, jeg de seneste måneder jo er blevet tiltagende dårlig psykisk pga. den måde, tilbuddet er blevet ændret til det værre for mig.

Som situationen er nu, er der meget kort fra tanke til handling fra tilbuddets side, når der er noget, jeg beder om, som jeg har behov for. Ofte kan den enkelte bostøtte også tage beslutninger selvstændigt.

Jeg beder ikke om ting i tide og utide, for det er der jo ingen grund til. Jeg beder om de ting, der er nødvendige for mig for ar kunne fungere. Det er ikke spor anderledes, end det plejer, selvom behovene qua situationen selvfølgelig er lidt anderledes.

Det, der er anderledes, er, at jeg uden nogen videre diskussion og afvisninger får den støtte, jeg har brug for.

Det er ikke det, jeg er vant til. Det er mere det modsatte, jeg er vant til, og jeg kan ikke overskue at skulle tilbage til den normal, der havde en stor andel af skylden for min massive mistrivsel.

Det gør mig bange og meget angst.

Jeg blev nødt til at tage noget pn for et par timer siden. Noget angstdæmpende medicin.

Min angst går helt amok, hver gang jeg forsøger at snakke med bostøtterne om ting, der har med enten corona at gøre, eller ting der har at gøre med at skulle tilbage til normaltilstande og blive mødt, som jeg plejer og dermed få det værre igen.

Jeg er også bekymret for, at mine OCD-symptomer især i form af bakteriefobi kommer til at blive svær at få dæmpet igen, når alt det her corona er overstået. Det er eskaleret fuldstændig, og det var i forvejen noget, det krævede rigtig meget af mig i det daglige.

Der er faktisk mange ting, der bekymrer mig, men jeg glæder mig til, at jeg skal flytte fra det her helvede af en lejlighed om tre måneder.

Flytningen kommer til at tære hårdt på mig, men ger slipper endelig væk fra den her lorte-lejlighed, og det må jeg bare blive ved med at mine mig selv om.

Nu er der lige 25 minutter til at hvile i inden næste bostøtte.

Aftenen gik rimeligt, indtil jeg begyndte at blive mere og mere panisk mellem de to aftenbostøtter over, om jeg mon er skyld i en af bostøtternes sygemelding, fordi jeg har reageret rigtig voldsomt, mens hun har været her, de sidste gange, før hun blev sygemeldt.

Jeg ringede til telefonvagten som først afviste mig mange gange, indtil hun fattede, at klokken altså ikke var 20 endnu, så derfor havde jeg endnu ikke bostøtte, og dernæst var hun ikke i stand til at hjælpe med at dæmpe min angst, tværtimod eskalerede hun den yderligere med den måde, hun talte til mig.

Jeg lukkede efterfølgende fuldstændig ned, da jeg havde videoopkald med bostøtten, og jeg blev underlig igen.

Jeg har taget min medicin inkl. min angstdæmpende medicin, jeg kan tage ved behov. Den har effekt nu, så jeg kan tænke mere klart. Talekommunikation virker stadig ikke.

Det trækker ind fra de åbne udtrækskanaler i vinduerne, som jeg har åbnet for ikke at blive kvalt i røgen nede fra underboens lejlighed, og jeg fryser. Jeg er for træt til at rejse mig og lukke for dem. Jeg håber, jeg kan holde varmen.

Alting er for kaotisk og uforudsigeligt i disse dage, og min hjerne har rigtig svært ved at have kapacitet nok til at kunne håndtere det. Jeg er meget træt. Jeg håber, jeg kan sove nu.

 

Dag 4 - 16/3 2020

I’m having trouble coping now. My language is impaired as well as many other brain functions. My working memory is even worse than usual. That is why this is written in English.

I’m heading for a full mental breakdown due to the lack of support in my home and face to face in real lige. Since Friday I have had my daily hours of support via video call only.

I’m beginning to have serious problems coping with the situation. I am worried about my health and my mental health in particular.

I’m writing in English because I suddenly couldn’t access my Danish vocabulary.

It happens sometimes when I’m influenced by too much stress.

The psychologist who is making the psychological assesment I’m under has told me that it’s because the native language is situated in a different place in the brain than any other language a person may have learned.

This really sucks!

In 15 minutes the first bostøtte of the day will be calling me. I really don’t feel well.

Det er aften nu. Der en enkelt times bostøtte på videoopkald tilbage. Dagen har mildest talt været elendig. Jeg er i så stort et mentalt underskud, at jeg efterhånden er seriøst bekymret for mit helbred. Jeg er endnu ikke rigtig vågnet op endnu, til trods for at klokken er over 18. Der ligger en dyne henover min hjerne, og alting foregår nærmest i slowmotion. Jeg føler mig som en zombie.

Ved middagstid havde jeg et seriøst angstanfald, der hurtigt gik over i en nedsmeltning. Jeg ved faktisk ikke, hvor mange gange, jeg gik over i hyperventilation uden at kunne få det stoppet for lige at få lidt styr på det og kort tid efter igen hyperventilere.

Mine muskler nærmest krampede af den times tid, hvor jeg røg ind og ud af hyperventilation. Jeg havde en bostøtte med på telefonopkald og videoopkald. Videoen holdt pludseligt op med at virke på et tidspunkt.

Jeg kunne godt høre, at hun var… frustreret måske, fordi hun var så magtesløs, når hun var så langt væk fra mig. Hun forsøgte at guide mig verbalt til at falde til ro.

Jeg kunne ikke engang hente den angstdæmpende medicin i køkkenet, som jeg kan tage ved behov, for jeg lå bare fuldstændig krympet sammen inde i min stue i min midlertidige base på en madras på gulvet.

Jeg bruger ikke mit soveværelse i disse dage. Det føles lidt mindre skræmmende bare at skulle forholde mig til et enkelt rum, når alt er så kaotisk.

Det her har bare været en lortedag. Jeg er på randen af et mentalt sammenbrud. Jeg havde så godt og grundigt bildt mig selv ind de seneste par dage, at jeg godt kunne håndtere situationen, og at jeg på det nærmeste endda havde det godt. Indtil det store kollaps i aftes.

Dagen har budt på meget nedsat mental kapacitet. Min fysiske tilstand er også begyndt at blive påvirket, fordi jeg ikke kommer udenfor og får mig bevæget. I forvejen var jeg ikke i den bedste forfatning fysisk, og min muskelmasse kunne have været i meget bedre stand, og nu kommer det her så oveni. Det går stærkt med tab af yderligere muskelmasse.

Fra i morgen må jeg få fysisk bostøtte en time om aftenen. De resterende 6 timer vil stadig foregå pr. video- eller telefonopkald.

Min lejlighed er et gigantisk rod. Det er lidt svært at komme rundt, og jeg skal træde hen over ting og zigzagge mig rundt.

Mit badeværelse trænger meget til at bliver gjort rent, for det var allerede blevet udskudt noget til inden alt det har corona lukkede en stor del af samfundet ned på grund af manglende overskud. Mit køkken er efterhånden også ved at være temmeligt beskidt.

Jeg har jo den der OCD, som gør det svært for mig med bakterier sådan under helt normale tilstande uden corona virus. Det bliver så endnu værre.

En del af den sædvanlige problematik ved den bakteriefobi er at gøre rent. Især badeværelset og køkkenet. I mit hoved er alle karklude fyldt med bakterier inkl. dem, der lige er taget fra skuffen med rene karklude og blev skyllet op med rent vand fra hanen.

Bakteriefobien er eksploderet i omfang.

Nåh ja. Og min opvaskemaskine står jo pt på badeværelset, fordi jeg ellers ikke kunne få den tilsluttet vand og jeg har et lille bitte badeværelse, så det der med at komme i bad, er da lige blevet endnu mere uoverskueligt end sædvanligt. Det er ellers i forvejen uoverskueligt.

Jeg kan ikke forestille mig, hvordan den ene time skal kunne gøre den store forskel, når jeg har behov for både at holde mit hjem bare nogenlunde hygiejnisk, få orden i bare lidt af de kæmpe rod i lejligheden og samtidig også få støtte til at få forberedt dagens måltider.

Jeg er fuldstændig færdig, og jeg er meget bekymret for mit helbred. Jeg er bange for, at jeg får varige mén af den manglende støtte, som i forvejen faktisk ikke helt dækkede mit reelle behov. Jeg var i forvejen massivt overbelastet og i massiv mistrivsel.

Hvor store skader, skal jeg forvente denne gang, fordi jeg ikke får det, der bare ligner den støtte, der er nødvendig for at kunne overleve i længden?

Jeg er klar over, at hele samfundet oplever en gigantisk omvæltning, og at det virkelig ér en nødsituation, vi står i. De fleste er heldigvis også i stand til at klare sig igennem, fordi de til dagligt klarer sig selv og ike er afhængig af (massiv) støtte hver eneste dag året rundt.

Det er sikkert svært at sætte sig ind i, hvor slemt det egentlig opleves, for jeg er da sikker på, at alle er meget berørte af situationen og oplever det  som meget indgribende i deres liv, som de kender det.

Jeg ved godt, jeg har astma, og det også er for at passe så godt som muligt på mig, så jeg ikke bliver smittet og risikerer at blive meget syg, men jeg ved samtidig også, at min læge for kun knap tre uger siden henviste mig til en psykiatrisk indlæggelse, fordi han vurderede, at jeg var til fare for mig selv, hvor jeg igen blev afvist og ingen hjælp fik.

Jeg ville sikkert blive meget ramt, hvis jeg blev smittet af corona, men jeg har også tiltro til, at det danske sundhedsvæsen stadig ville have kapacitet til at behandle mig, nu hvor der er taget de her ret omfattende og indgribende tiltage for at bremse smittespredningen.

Jeg ved med sikkerhed, at jeg psykisk ER meget ramt nu, og at jeg kan være meget hurtigt på vej hen imod det punkt, hvor jeg igen er til fare for mig selv. Denne gang er jeg dog meget alene med det, for jeg har ikke den nødvendige fysiske bosætte, der kan hjælpe mig med at bremse det i tide.

Jeg er meget bange og meget utryg. Lidt for corona virus men allermest for mig selv, sådan som min tilstand har udviklet sig de sidste par dage.

Jeg her på baggrund af mine mange års erfaringer som borger med behov for støtte i varierende omfang ingen videre tiltro til, at jeg får bevilget den nødvendige ekstra støtte og psykiatriske/psykologiske behandling til at komme ovenpå igen.

Det store spørgsmål er vist mest, hvor stort et funktionstab jeg denne gang får, og om jeg i det mindste kan genvinde lidt af den tabte funktionsevne.

Jeg lider jo stadig under funktionstabet opnået i forbindelse med den flytning i juni for to år siden, hvor jeg mod min vilje blev flyttet til en ny og fremmed by i en bolig, som meget hurtigt viste sig at være inficeret med skimmelsvamp, som gjorde mig meget syg. Både min kommune og mit støttetilbud lagde herefter det fulde ansvar for at finde en egnet bolig over på mig, selvom jeg ikke havde haft noget at gøre med flytningen og valget af bolig og egentlig sket ikke ønskede at flytte til den nye by.

Sikke et sidespor. Jeg har det ad helvede til. Jeg gør mit allerbedste for at håndtere situationen så godt som overhovedet muligt, ligesom jeg altid gør, men jeg er ved at drukne i det.

 

Dag 5 - 17/3 2020

Dag 5 starter alt for tidligt. Jeg vågnede omkring kl. 4.30. Jeg har været oppe på toilet og har spist en bolle og taget en dosis af min angstdæmpende medicin.

Jeg er så pisse træt af at være nødt til at tage den medicin og især, når det er så ofte, fordi jeg ikke vil udvikle tolerans, så jeg ikke længere har en effekt.

Hvis jeg ikke længere har en effekt betyder det enten, at dosis skal øges, hvilket er en ret så dårlig ide med tolerans som begrundelse, når det er et benzodiazepinpræparat, eller også kan jeg slet ikke få noget medicin for at afhjælpe min angst, hvilket også er rigtig skidt.

Jeg er bare så pisse overfølsom overfor medicin, så der er rigtig mange ting, jeg slet ikke kan tåle, og en stor del af de ting på listen er medicin, der ofte bliver brugt mod angst.

Fra i dag kommer der en personale fra mit dagtilbud og går en tur med mig, og det kan de indtil videre tilbyde alle hverdage.

Det er jeg glad for. Jeg er allerede mærkbart begyndt at miste muskelmasse, fordi jeg er endnu mindre fysisk aktiv, end jeg plejer. I forvejen kan jeg godt mærke på min krop og min relativt lave muskelmasse, at jeg ikke helt formår at få nok fysisk aktivitet ind i min dagligdag. Det er noget skidt.

Jeg har en hospitalsaftale på torsdag. Jeg ved endnu ikke, om den bliver aflyst, men min fysiske bostøtte er jo aflyst i størstedelen af timerne, så jeg ville måske skulle alene af sted til det. Jeg plejer ikke at være alene af sted til aftaler i sundhedsvæsenet, for det har jeg ikke gode erfaringer med.

Det er sådan en EEG undersøgelse af min hjerne, hvor jeg skal have nogle elektroder i hovedbunden, så jeg skal selvfølgelig ikke kommunikere ret meget med personerne der, men min angst for hospitaler og mennesker, der ikke forstår mig og derfor skriver forkerte ting i min journal er jo lige så slem, som den plejer.

Og hvordan skal jeg komme hen til aftalen? Jeg tør ikke køre med taxa i disse dage. I forvejen er det svært at køre med taxa blandt andet på grund af min angst for bakterier, og det er jo ligesom blevet endnu værre nu.

Undersøgelsen er en del af udredningen for epilepsi, som jeg er i gang med nu. Jeg har jo levet med de symptomer i 2-3 år nu, så måske kan det sagtens udskydes?

Nu er det aften. Den ene times fysiske bostøtte for i dag er overstået. Mit køkken er gjort rimeligt rent nu bortset fra gulvet, så nu kan jeg bruge det igen uden konstant at tænke, at der må være en milliard bakterier overalt og over på mig og min mad.

Vi spiste sammen også, og hun kogte noget couscous for mig, fordi jeg ikke var i stand til at læse og forstå, hvordan man skulle gøre. Det ville jeg ellers normalt kunne, men som dagene med den manglende fysiske bostøtte går, så får jeg mere og mere svært ved at læse og forstå.

Ofte bliver det også svært at skrive sammenhængende, og selvom jeg godt fx kan se, hvis en sætning ikke hænger sammen, så har jeg simpelthen ikke den nødvendige hjernekapacitet til at finde ud af at få det til at hænge sammen.

Jeg er medlem af Mensa og er blandt de 2% mest intelligente i befolkningen. Jeg er under mere normale omstændigheder rigtig god til skriftlig formidling.

Jeg har en stor del af tiden ikke det, der ligner adgang til den ressource, som min intelligens langt hen ad vejen plejer at være ift. at kunne kompensere for mit psykiske handicap. Halvdelen af tiden kæmper jeg nu med at forstå, hvad andre siger til mig, selvom det er helt basale dagligdags ting. Samtidig kan jeg ikke tale og måske endda ikke engang gøre mig forståelig på skrift.

Jeg har haft flere voldsomme angstanfald i dag, hvor jeg bare lå og hyperventilerede. Jeg ved, jeg har haft telefonisk bostøtte sammenlagt 3,5 timer med dagbostøtten. Jeg kan ikke huske ret meget af den.

Jeg var ude at gå med en kendt personale fra mit dagtilbud i dag. Det var dejligt at komme udenfor og få noget luft, og det syntes min kat også, som er vant til at gå tur i sele.

Jeg fik luftet grundigt ud i de 45 minutter, vi var ude. Der bliver bare så røget i min lejlighed, fordi der kommer røg ind nede fra underboens lejlighed, og hun heller ikke rigtig går ud i disse dage.

Det giver mig hovedpine, og mine lunger bliver ømme. Jeg glæder mig til endelig at slippe væk fra den her lejlighed om tre måneder minus to dage.

Mens jeg ligger og skriver det her, bølger angsten i mig med skiftende intensitet. Jeg ved, at det intet har med covid19 at gøre, at det bliver svært at få vejret, for jeg kender min angst rigtig godt. Det holder jo også op igen for bare at begynde ikke så længe efter.

Jeg har fået en tid til revurdering i psykiatrien på fredag. En tryghedsperson fra mit dagtilbud kan heldigvis tage med mig, for jeg kan ikke tage til sådan noget alene. Jeg har en voldsom angst for læger og hospitaler og især for psykiatrien pga. alt for mange dårlige og ubehagelige oplevelser gennem årene.

De plejer som regel at konstatere, at det ikke er deres opgave at hjælpe mig, for jeg er autist, og jeg har flere psykiatriske følgetilstande, og så er jeg for kompleks, og så bliver jeg afsluttet. Også selvom de vurderer, jeg har det skidt og har fået det værre siden sidste gang, egen læge havde henvist til en revurdering.

I eftermiddag talte jeg i telefon med min sagsbehandler. Hun forstår mig ikke.

Jeg sagde, at jeg ikke var så bekymret for at få corona halløj, for der ville jeg i det mindste få behandling, hvis det var nødvendigt, og så ville jeg enten overleve eller dø.

Når jeg så ikke får den nødvendige støtte nu, er der stadig ingen behandling for de psykiske problemer, der kommer til at hobe sig endnu mere op, for der har ikke været behandling til mig i årevis.

Hun argumenterede med 1. det er psykiatriens opgave og 2. de 10 bevilgede samtaler ift. angst, som jeg fik bevilget i februar, efter den ansøgning, som jeg sendte i sommeren 2017. PTSD blev der ikke taget stilling til.

Og så var jeg for øvrigt jo også bare meget svær at hjælpe.

Hun forstod det tydeligvis ikke. Hun forstår generelt ikke mig, men det farlige er, at hun tror, hun forstår.

Aftenbostøtten ringede på et videoopkald som aftalt. Den første periode er kl. 15.30-17. Jeg fik endnu et gigantisk angstanfald, og så faldt jeg åbenbart i søvn, for lige pludseligt bankede hun på min dør kl. 17.30, hvor hun skulle komme til en times fysisk bostøtte.

Jeg kan ikke rigtig huske det videoopkald.

Egentlig har jeg rigtig svært ved at tænke sammenhængende, og selvmordstankerne begynder at fylde meget, fordi jeg simpelthen er løbet tør for mentalt overskud for længst, så jeg ikke længere kan håndtere situationen så godt, som jeg ellers var så stolt af de første 2-3 dage.

Min hjerne er splat. Nogle gange fortæller den klump splat placeret inde midt i mit kranie, at jeg skal dø, og at det er det bedste for alle. Men hvad kan man egentlig også forvente af sådan en bunke splat, tænker jeg.

Det går desværre også ned ad bakke med at få spist igen, og jeg kunne mærke, at jeg blev mega frustreret over, at der var lidt plus på vægten i morges. Der skal være minus - ikke plus.