Autismeugen 2025
Autismeforeningen afholder endnu en gang autismeugen med en række af spændende oplæg - og det er helt GRATIS!
Webinar: 30. marts 2025 kl. 16:00-17:30
Oplægsholder: Ditte Rose Andersen
Dette webinar optages ikke og kan derfor ikke ses efterfølgende.
Intensive Interaction med nonverbale og minimalt verbale autistiske mennesker.
Hvad kan man som forælder til autistisk barn med intet eller kun lidt sprog gøre for at styrke barnets lyst til at kommunikere og finde mening sammen med andre mennesker?
For alle mennesker gælder det, at vi får lyst til at indgå i og udvikle kommunikationen, når andre lytter til os og viser interesserer for os for det, vi finder vigtigt.
Det gælder også autistiske og andre kommunikationshandicappede mennesker. Men når barnets udvikling adskiller sig fra det typiske, kan det kræve lidt øvelse at lytte og svare på en måde, der giver mening for barnet.
Når barnet fx ikke bruger ord, bruger ordene på en atypisk måde, bruger blik, ansigt og stemme på en anden måde, og når barnet samtidig bliver overvældet af verden, er det vigtigt at være lidt ekstra bevidst om at følge barnet, at være en smule mere tilbageholdende, og nysgerrig efter, hvilke input, barnet finder mening i og glæde ved.
I oplægget fortæller psykolog Ditte Rose Andersen om tilgangen Intensive Interaction, som har til formål at skabe adgang til kommunikation uanset hvor man er i sin udvikling.
Tilgangen har relevans for alle autistiske børn og voksne, men i dagens oplæg fokuserer vi især på de børn og voksne, som har intet eller minimalt talesprog.
Som deltager kan du regne med at få konkrete input til, hvordan du gennem enkle aktiviteter på barnets helt egne præmisser, kan styrke kontakten imellem jer, styrke barnet tro på sig selv og dets lyst til at udforske, lære og udvikle kommunikationen.
Dermed får du indblik i en naturlig, respektfuld og meningsfuld tilgang til at styrke både sproget og hele det basale grundlag for kommunikation hos barnet.
Der veksles mellem letforståelig teori og videoklip, som illustrerer tilgangens principper og teknikker - og den udvikling, som tilgangen kan bidrage til.
Selve oplægget varer en time; herefter er der mulighed for spørgsmål fra deltagerne.
Du kan med fordel inden eller efter oplægget læse e-bøgerne “MiniGuide til Intensive Interaction” og ”Talesprog og Intensive Interaction” og på YouTube se både danske og engelske videoer om tilgangen.
HUSK!
Man skal tilmelde sig for at få et link til webinaret
Flere af oplæggene bliver optaget og kan ses på Autismeforeningens YouTubekanal i playlisten "Autismeugen 2025" frem til 31. marts 2025.
Autismeforeningen afholder endnu en gang autismeugen med en række af spændende oplæg - og det er helt GRATIS!