Oplysning af sagen – voksne

Voksne autister kan - ligesom voksne neurotypikere - opleve at have behov for hjælp og støtte, som skal søges gennem kommunen. Når man i den situation henvender sig til kommunen, er det kommunens opgave at vurdere, om der er behov for hjælp og også hvilken form for hjælp og/eller støtte, der er behov for.

Af Charlotte Kvist Nielsen, Socialrådgiver i Autismeforeningen

Det er derfor kommunens opgave at oplyse en sag til strækkeligt til, at man kan træffe afgørelse (retssikkerhedsloven § 10). Som en del af oplysningsarbejdet skal rådgiver indhente relevante beskrivelser af og (som udgangspunkt) tale med personen, der søges hjælp og/eller støtte til. Det er ikke altid nemt at gennemskue, hvad der er relevant at fortælle til rådgiver, ligesom det ikke altid er nemt for rådgiver at vide hvilke oplysninger, der er behov for.

Denne artikel har til formål at komme med råd til, hvordan man selv kan understøtte oplysningen af sagen. Dette gøres ved at fokusere på hvilke oplysninger, der kan være vigtige - og på hvordan man kan blive bedre til beskrive og uddybe relevante informationer og iagttagelser.

Artiklen er skrevet til voksne på spektret, men kan med fordel også læses af netværkspersoner til voksne på spektret. Dette fordi vi i Autismeforeningen oplever, at der er et stort behov for en bisidder eller støtte fra netværket i kontakten med offentlige systemer og myndigheder.

Henvendelse og ansøgning

Den første henvendelse til forvaltningen med en anmodning om hjælp kan foregå på forskellige måder. Det kan være en konkret ansøgning om noget specifikt. Men det kan også ske som en mere ”åben” henvendelse om en problematik, man oplever at have brug for hjælp til at håndtere.

Det kan være en god ide altid at sikre sig, at det bliver tydeligt, at man ansøger om hjælp (i modsætning til en forespørgsel). Enten ved at sige det eksplicit ved mødet (”jeg vil gerne ansøge om… ”) eller ved efterfølgende at følge op på om det, man sagde/udtrykte, blev modtaget (og registreret) som en ansøgning.

Kommunen har journalpligt (offentlighedsloven § 13) og det skal derfor fremgå af sagens akter, hvis der er indgivet en ansøgning, som skal behandles. Andre væsentlige sagsbehandlingsskridt – som fx vejledning om muligheder eller et mundtligt afslag - skal også fremgå af sagen.

Den nemmeste måde at sikre sig, at der ikke er tvivl om en ansøgning - og datoen for samme, er naturligvis gennem skriftlighed. Man kan altid skrive til de forskellige forvaltninger via Borger.dk. Der er dog ingen lovmæssige formkrav til en ansøgning og det er kun ved ansøgning om hjælpemidler, at der er krav om, at dette skal ske digitalt (jf. serviceloven § 112 a).

Denne første skriftlige henvendelse behøver ikke at indeholde en stor mængde information. Den kan være af mere overordnet karakter og indeholde en kortere beskrivelse af det problem, man ønsker hjælp til.

Det kan være en ide, at man orienterer sin kommune om, at man ønsker at søge hjælp eller kompensation - og så efterfølgende sætter sig ned og laver en mere uddybende beskrivelse af sig selv, sin hverdag og den eller de problematikker, man har behov for hjælp og/eller støtte til. På den måde har man sat skub i processen og er i gang.

Tilgangen med at lave ”et skriv” om sig selv og sin hverdag kan anbefales, da man kan bruge hele eller dele af dette skriv i forhold til andre instanser fx jobcenter, sundhedsvæsen mv., hvis man ønsker det.

Hvilke oplysninger er der behov for?

Der kan være forskel på, hvad man selv tænker er vigtigt at få oplyst og så hvad rådgiver mener er vigtigt at få oplyst. Vi må jo forvente, at vi overvejende har en fælles målsætning om at afhjælpe en given problematik, men det kan dog være forskellige pejlemærker, vi er orienteret mod.

Ofte vil det første skridt være at afklare personens funktionsniveau. Dette gøres ved at få oplyst de aktuelle forhold og situationen for personen, det handler om. Dette sker gennem samtaler med personen selv og udtalelser fra relevante personer fx læge, botilbud, familie og andre, der kan bidrage med viden.  Hovedvægten skal lægges på de oplysninger og ønsker, der kommer fra den person, der søges hjælp og/eller støtte til - hvis det er muligt for personen at udtrykke dette.

Voksenudredningsmetoden

På voksenområdet anvendes et metoderedskab, der kaldes voksenudredningsmetoden – forkortet VUM. Det er vigtigt at understrege, at denne metode ikke må forveksles med en udredning som den, man foretager i sundhedsvæsnet. Det er altså ikke et diagnoseværktøj. Det er et socialfagligt arbejdsredskab, der har til formål at hjælpe med at skabe overblik og belyse forholdene på forskellige områder af tilværelsen hos den pågældende person.

Metoden skal hjælpe rådgiver til at kunne foretage vurderingen af, om der er et behov for hjælp/støtte og i så fald hvilken hjælp/støtte, der kunne være den rette at tilbyde.

Det er som udgangspunkt ikke lovpligtigt, at der skal være udarbejdet en VUM (dog med undtagelse af bestemmelserne om merudgift (serviceloven § 100 – der skal nemlig udarbejdes en VUM ved vurdering af ansøgning om merudgifter). Man kan også undlade at udarbejde en VUM, hvis kompensationsbehovet er åbenlyst eller funktionsnedsættelsen er ubetydelig (Ankestyrelsens principafgørelse 50-19).

Fokus på beskrivelse

Udover oplysninger om bl.a. bolig-, sundheds- og beskæftigelsesforhold osv. er der brug for mere uddybende beskrivelser af de konkrete udfordringer, der er årsag til, at man har henvendt sig til kommunen.

Det giver naturligvis mening at beskrive problemerne overordnet – fx. ”jeg kan ikke holde styr på min hverdag og mit hjem”. Ud fra den overordnede problemstilling er det desuden rigtig godt at kunne beskrive mere uddybende. Med udgangspunkt i førnævnte eksempel, kan man fx beskrive:

• Hvilke dele af hverdagen er svær at holde styr på?
  • Er det fx hygiejne, madlavning, oprydning? Eller er det det fx de opgaver, der ligger lidt ud over de daglige rutiner fx vasketøj, rengøring, indkøb osv.
• Hvor ofte er det et problem?
  • Fx om der er gode/dårlige dage eller perioder - og om disse afhænger af noget andet. Det kan fx være årstid eller ugedag, påvirkning fra arbejde eller andet
• Er der erfaring med noget, der virker eller ikke virker?
  • Det kan fx være hjælp fra venner og familie, konkrete planer eller metoder
• Hvilke konsekvenser har problemet for hverdagen?
  • Det kan fx være, at man ikke kan komme til visse steder i sit hjem for rod eller at man ikke kan lide at gå ud, fordi man ikke har kunne komme i bad
• Kan man komme nærmere ind på, hvad der sker i krop og sind?
  • Det er ikke ualmindeligt, når man er neurodivergent, at man er ekstra sårbar overfor stress og kan være udfordret på de eksekutive funktioner. Det betyder, at det er svært at lave en plan, følge den og i det hele taget have overblik og tage initiativ til de forskellige opgaver. Det kan så betyde, at det hele bliver endnu sværere, fordi bunken af vasketøj og beskidte tallerkener bare vokser og man bliver mere og mere frustreret over, hvorfor man ikke bare får det gjort. Dette betyder så videre igen, at man bruger en masse energi på at skælde sig selv ud, hvilket gør, at man så bare har endnu mindre overskud til at få tingene gjort. Det kan altså køre lidt i ring på den måde og man kan blive enormt presset over situationen.

Det kan være en god ide ikke at lade følelserne fylde det hele, når man beskriver. Følelser er naturligvis en del af de konsekvenser, der vil være - at man har nogle (ofte dårlige) følelser om eller pga. problemet. Men det kan dog være vigtigt, at følelserne ikke komme til at stjæle billedet fra det, der er væsentligt - nemlig det, der forårsager følelsen og altså det, man har behov for hjælp til.

Det er med andre ord vigtigere at få hjælp til at KUNNE komme i bad end at få hjælp til KED-AF-DET-HEDEN over, at man ikke kommer i bad.

Prøv, hvis det er muligt, at undgå at starte med konklusioner i forhold til hjælpens udformning (altså hvilken konkret type af hjælp, man ønsker). Man kan hurtigt komme til at fortælle om det, man selv konkluderer, at der er behov for - det kunne fx være psykologsamtaler. Det kan som nævnt være vigtigt at frembringe ”mellemregningerne” - altså de konkrete oplevelser, som ligger til grund for konklusionen. Rådgiver skal kunne redegøre for, hvad der er behov for hjælp til og hvorfor den indsats, der er sættes i værk, er den rette hjælp. Det kan blive meget svært for rådgiver uden ”mellemregningerne”.

Eksempel på forskellen:

• Konklusion: ”Jeg har det rigtig dårligt, jeg har brug for psykolog”
• Beskrivelse: ”Jeg oplever, at jeg har svære tanker om mig selv og ikke forstår andre omkring mig. Jeg oplever, at jeg får mindre mod på at være sammen med andre og har svært ved at passe mit arbejde. Jeg har ofte ikke overskud til at gøre almindelige ting i min hverdag – så som at handle ind, vaske tøj, gøre rent osv. fordi jeg tænker på det hele tiden”

Adskil hvad du oplever og hvordan du tolker det. Du må gerne tolke på det, du oplever - men gør det tydeligt, at det er en tolkning. Din tolkning har naturligvis en gyldighed i og med, at du jo kender dig selv. Nogle gange kan der dog også være behov for, at andre kan byde ind med deres erfaring.

Vi forstår ikke altid det samme

Noget af det, der kan forstyrre eller forvirre, er det faktum, at mennesker ikke altid forstår ord, begreber og betegnelser ens. Fx er ordet ”sko” en fællesbetegnelse, der dækker over en lang række af forskellige typer af fodtøj (kondisko, sandaler, støvler osv.), men vi siger det ofte med en forventning om, at modtager kan gennemskue præcis, hvad vi mener.

Når vi skal beskrive vores / en persons udfordringer, kan det derfor være vigtigt, at vi pensler det lidt mere ud, når vi anvender bestemte ord. Det kan fx være ord som:

• Stress
• Udtrætning
• Isolation
• Nedsmeltning
• Selvskade

(Jeg beklager, at ovenstående eksempler består af negativt ladede ord. Disse er dog nogle af de hyppigt forekommende ord i diverse beskrivelser. Dette skyldes i sagens natur, at kontakten til kommunen som regel omhandler problemer, som er nødvendige at italesætte i mindre positive vendinger).

Vi kan tage et eksempel med udtrætning:

Beskrivelse 1: ”Jeg oplever at være udtrættet og mangle energi i hverdagen. Nogle dage får jeg ikke engang mad.”

Beskrivelse 2: ”Når jeg kommer hjem fra uddannelse/arbejde, er jeg nødt til at holde pause. Pausen kan vare mellem 2 timer og resten af dagen. Der er ofte en sammenhæng imellem dagens indhold og mit behov for pause (fx er pauserne kortere, når skoledagen/arbejdsdagen er kortere - eller lige efter weekenden). Pauserne foregår ofte med tv og tyngdedyne og jeg falder ofte i søvn og kan sove flere timer (og stadig sove om natten også). Mit behov for pause/hvile, betyder at jeg ikke kan udføre almene daglige gøremål. På svære dage får jeg måske ikke aftensmad, fordi jeg skiftevis hviler og sover resten af dagen og ikke kan finde overskud til at lave mad – heller ikke selvom der er mad i huset. Det stresser mig, at jeg ikke får udført praktiske opgaver hjemme. Det betyder, at jeg hele tiden kommer til at tænke på alt det, jeg ikke har nået, hvilket tærer på min mentale energi og selvværd.

Som man kan se, bliver det mere tydeligt i beskrivelse 2, hvad udtrætningen rent faktisk betyder (hvordan det ”ser ud” og hvilke konsekvenser, det har i hverdagen).

Det kan være fordelagtigt at forholde sig til denne præmis for forståelse, da benævnelser som fx udtrætning måske ellers udelukkende vil blive forstået ud fra modtages egen forståelse af udtrykket. For mange mennesker vil ordet udtrætning kunne vække en tanke om, hvordan det føles at være (almindeligt) træt – fx efter en lang dag eller fysisk udfoldelse. Men der er betydelig forskel på, hvordan almen træthed opleves og hvad en person kan i den tilstand - og så den form for udtrætning, man kan opleve som neurodivergent.

Det er på den måde subjektivt (individuelt), hvad man forstår ved visse ord og udtryk. Ved at beskrive mere konkret kan vi afhjælpe en god del af forstyrrelsen ved fortolkning.

Beskriv også det, der virker

Det kan også være en god ide at beskrive de ting, man allerede selv har forsøgt for at afhjælpe nogle af de uhensigtsmæssige situationer eller belastninger, der kan forekomme. Her kan man både beskrive, hvad der ikke har virket men særligt også det, der virker. Når vi ved, hvad der virker, kan det i sig selv fortælle noget om behovet for støtte - og samtidigt danne grundlag for, hvad vi eventuelt skal finde ud af at gøre mere af.

I forlængelse af tidligere eksempel om udtrætning kan man fx beskrive:

Eksempel på noget, der ikke virker: ”Når jeg har forsøgt at følge en dagsplan med fastlagte opgaver om eftermiddagen, sker det ofte, at jeg bliver ked af det og frustreret efter få dage. Det er fordi jeg gerne vil leve op til planen, men at dagsformen ikke tillod det og jeg derfor brugte mere energi, end jeg havde. Og det betyder så, at jeg starter næste dag i mentalt underskud”.

Eksempel på noget, der virker: ”Jeg har oplevet, at når jeg deler de huslige opgaver op og gør dem til åbne muligheder (jeg laver det, jeg har energi til den dag), så går det bedre. Når jeg ved, at der kan komme hjælp sidst på ugen til det, jeg ikke kunne nå selv, så giver det mig en øget tryghed for, at det nok skal blive gjort og at jeg får hjælp, hvis jeg har behov for det – og det i sig selv kan give mig mere energi/overskud”.

Autismeviden i kommunen

De fleste mennesker ved, hvad autisme er. Eller - de fleste mennesker tror, at de ved, hvad autisme er. Vi som fagpersoner har ikke altid indgående viden om og forståelse af autismeprofilen. Autisme er da også en kompleks størrelse og har man ikke haft mulighed for eller interesse i at ”nørde” det, så kan der være en form for ”blind vinkel”, hvor vi som fagpersoner ikke ved, hvad det er, vi ikke ved.

Man kan godt have (endda årelang) erfaring med, hvordan autisme ”ser ud”, altså erfaring med det udtryk, der bliver tilgængeligt for andre (adfærd, tale, interaktion osv.). Men det er ikke alle, der forstår autismeprofilen sådan mere indefra – altså, hvorfor gør, siger, tænker, føler personen, som han eller hun gør.

Personer på spektret er jo ikke ens og har ikke nødvendigvis det samme udtryk udadtil, selvom det måske kan være nogenlunde ens problematikker, oplevelser eller barrierer, der tumles med indeni. Og omvendt naturligvis - ikke helt de samme problematikker, oplevelser og barrierer, der tumles med indeni - men et nogenlunde ens udtryk udadtil.

Det kan være en god ide at huske på, at viden om autisme ikke er en selvfølge.

Man bør naturligvis ikke gå ind til samarbejdet med en forventning om, at fagpersonen ikke ved noget om autisme og dermed ikke forstår noget som helst.

Jeg vil i stedet foreslå, at man går til samarbejdet om beskrivelsen og dialogen med fagpersonen med en antagelse om, at en autismeprofil godt kan tåle at blive forklaret og foldet ud - med udgangspunkt i den konkrete person, det hele handler om.

Hjælpespørgsmål til beskrivelse

Det er ikke muligt at lave en oversigt med hjælpespørgsmål, der vil kunne dække alt, men herunder kommer et forslag, som kan bruges som pejlemærke. Der kan være andre ting, der er relevante og der kan være punkter, der ikke virker relevant. Du kan gøre det præcis, som det giver mening for dig.

• Hvad oplever du?
• Hvordan oplever du det?
  • Konkrete eksempler – fx en oplevelse fra hverdagen. Det gør ikke noget, at det er en helt konkret beretning, der bruges som forklarende/beskrivende eksempel
  • hvordan du forstår/tolker det ud fra dit kendskab til dig selv og din baggrund
• Hvor ofte oplever du det?
  • Er der også tidspunkter, hvor du specifikt ikke oplever det?
• Er der sammenhæng med udefrakommende faktorer?
• Er der andet, der påvirker?
• Hvad er prøvet? Hvad virker og hvad virker ikke?
• Du må altid gerne komme med et bud på, hvad du kunne forestille dig ville være en hjælp eller støtte

Nyttige links

• Inspiration til hvordan vi kan tale om og forklare autisme ud fra et oplevet perspektiv
  • Overlevelsesguiden hjemmeside
  • Tjek også Overlevelsesguidens Facebookside
• Social- og boligstyrelsen om Voksenudredningsmetoden Redskaber og materialer | Social- og Boligstyrelsen (sbst.dk)
• Ankestyrelsens principafgørelse nr. 50-19 Søg efter principmeddelelser — Ankestyrelsen (ast.dk)