Skøn tur i Gram lergrav

27. maj. 2022

En dejlig dag i Gram Lergrav. 

Vel hjemme fra en dejlig tur, vil jeg lige fortælle lidt om udflugten med Autismeforeningen, Kreds Sønderjylland i dag, fredag d. 27. maj.  

Vi blev vel modtaget og straks vist ind i museets lille hyggelige café, der ekstra var reserveret til os, så vi havde et ”helle”, hvor vi vidste vi kunne finde plads og ro. Og lade vore ting stå, mens vi var i lergraven. 

Museumsformidler Asbjørn bød velkommen og gav os en lille intro i museets samling samt informationer om, hvad der kunne vente os i lergraven. Skyerne spredte sig, og solen skinnede ned gennem de endnu forårsgrønne blade, hvor regndråberne lå som diamanter, mens vi forventningsfulde travede afsted med vore røde spader, værktøjskasser og, en del af os, udstyret med korrekt påklædning i form af gummistøvler og regnbukser. 

Nede i lergraven gik vi på jagt efter hvaler – hvaltænder – muslinger – knogler – ormegange – hajtænder… noget af det fandt vi masser af, andet fandt vi ikke lige i dag. Og Asbjørn hjalp, kunne de fine latinske navne, og der blev hele tiden fundet nyt. En god halv time var vi alle lykkeligt begravet i at grave små stykker ler op, findele dem, nyde glimmerleret, der skinnede i solen og fossilerne.  

SÅ kom der et vindstød. Og skyer. Et stort vindstød. Regn. Og så haglede det! Sidst i maj! Der var ikke andet for, end at grine, og så drog vi tilbage til caféen, fik identificeret vore fund, fik dejlig mad, drikke og hyggesnak! Og ungerne fik en lille ting fra caféen. 

Og jeg fik en helt særlig gave. For et af mine fund var lidt ”spektakulært”, sagde Asbjørn. Det var en rokketand! Altså en tand fra en rokke, en fisk. Og ovenikøbet et meget pænt eksemplar! Så det fik museet naturligvis lov til at beholde. Måske jeg endda er så heldig en dag at se den i udstillingen. Sikke stolt man da kan blive over så lille en ting. 

Gram Museum og Lergrav. En lille perle med store oplevelser! Vi skal derud igen. En dag uden hagl. 

Mange hilsner fra Christa - bestyrelsesmedlem kreds Sønderjylland