Bliv medlem
Meld dig ind i foreningen og få et fællesskab, rådgivning og støt vores arbejde for bedre vilkår for alle autister og deres familier.
Autismeforeningens rådgivning får en del henvendelser om tabt arbejdsfortjeneste og det giver derfor mening at behandle dette i en artikel med generel information.
Hvis du har mere specifikke spørgsmål, er du altid velkommen til at henvende dig i rådgivningen.
”Kommunalbestyrelsen skal yde hjælp til dækning af tabt arbejdsfortjeneste til personer, der i hjemmet forsørger et barn under 18 år med betydelig og varigt nedsat fysisk eller psykisk funktionsevne eller indgribende kronisk eller langvarig lidelse. Ydelsen er betinget af, at det er en nødvendig konsekvens af den nedsatte funktionsevne, at barnet passes i hjemmet, og at det er mest hensigtsmæssigt, at det er moderen eller faderen, der passer det.”
Tabt arbejdsfortjeneste kan siges at have 3 trin i sagsbehandlingen. Først skal man være omfattet af målgruppen for bestemmelsen, dernæst skal betingelserne være opfyldt og sidst skal man foretage en udmåling af timer. Vi gennemgår disse trin og meget mere.
Målgruppen for tabt arbejdsfortjeneste er børn og unge under 18 år med ”betydelig og varigt nedsat fysisk eller psykisk funktionsevne eller indgribende kronisk eller langvarig lidelse.” Vurderingen går overvejende på parametrene om funktionsnedsættelsen har betydelige og indgribende konsekvenser for barnet i hverdagen og om det må antages at være langvarigt.
Varighed omhandler tidsperspektivet og er ofte mindre i fokus for børn og unge med autisme, da man er autist hele livet. Det kan dog nævnes, at Ankestyrelsen har lavet et pejlemærke for begrebet om varighed for denne bestemmelse. Ankestyrelsen anslår, at der skal være tale om en funktionsnedsættelse eller lidelse, der forventes at vare 1 år eller mere.
Betydelig og indgribende er det der kræver mere uddybning. Som forældre og barn/ung med autisme kan man godt opleve, at autismen kan være betydelig og indgribende i hverdagen. I et socialfagligt perspektiv er man optaget af, om der er tale om en situation, hvor ”funktionsnedsættelsen” i betydelig grad forhindrer barnet/den unge i at leve et ”almindeligt” børne- eller ungeliv. Her vil man fx se på trivsel og udvikling ud fra barnets/den unges egen kurve. Her vil man se på, om barnet/den unge går i skole, har sociale kontakter, kan dyrke fritidsinteresser osv. Om autisme er indgribende i betydelig grad, kan godt variere i tid og omfang, hvilket betyder, at man måske i perioder godt kan omfatte barnet/den unge af målgruppen, men senere ikke kan.
I denne fase af sagsbehandlingen er det vigtigt, at man kan supplere rådgiver med en god beskrivelse af barnet/den unge. Læs evt. artiklen Oplysning af sagen - børn og unge.
Bemærk: det er IKKE en betingelse i lovgivningen, at der er stillet en diagnose (Ankestyrelsens principafgørelse nr. 43-22).
Ligesom målgruppen fremgår også betingelserne for at modtage tabt arbejdsfortjeneste af lovteksten ”Ydelsen er betinget af, at det er en nødvendig konsekvens af den nedsatte funktionsevne, at barnet passes i hjemmet, og at det er mest hensigtsmæssigt, at det er moderen eller faderen, der passer det.”
Her er der også to konkrete parametre, man vurderer på om det er nødvendigt og hensigtsmæssigt.
Det skal være en nødvendig konsekvens af barnets/den unges funktionsnedsættelse. Dette handler om, at behovet for pasning i hjemmet overvejende skal være begrundet i barnets/den unges funktionsnedsættelse. Vi kommer nærmere ind på dette i afsnittet om, hvad man kan få tabt arbejdsfortjeneste til.
Det skal også være mest hensigtsmæssigt, at det er en af forældrene, der passer barnet/den unge. Det behøver måske ikke en uddybning, men det kan være værd at bemærke, at man med denne betingelse godt kan vurdere, at pasning af barnet/den unge vil kunne løses på anden vis fx med aflastning/afløsning efter serviceloven § 84 (jf. barnets lov § 90). Man vil dog skulle tage alder og den konkrete situation i betragtning fx i forhold til tryghed og omsorgsopgaven osv..
Det er desuden en betingelse, at man kan dokumentere et indtægtstab. Det betyder ikke, at man skal have været trukket i løn forud for bevilling, men at man skal kunne dokumentere det fremadrettet. Dertil bruger mange kommuner også, at der laves en arbejdsgivererklæring, hvor arbejdsgiver tilkendegiver at være indforstået med medarbejderens fravær. Dette er ikke et lovbestemt krav og kan ikke stilles som betingelse.
Ved udmåling tages udgangspunkt i det konkrete timetal, der anvendes til at passe barnet/den unge. Man vil altså som udgangspunkt ikke kunne få dækket de timer, hvor barnet/den unge fx er i skole/dagtilbud. Man vil også skulle kigge på, om man som forældre vil kunne være fleksible (fx at en forælder afleverer og den anden henter) for på den måde at kunne dække behovet helt eller delvist (Ankestyrelsens principafgørelse nr. 69-16).
Det er muligt at blive kompenseret op til fuld tid, selvom man forud for ansøgningstidspunktet er gået ned i arbejdstid. Dette er betinget af at det kan godtgøres at nedgange i arbejdstid er sket på baggrund af barnets/den unges funktionsnedsættelse (også selvom denne endnu ikke var kendt). Mange familier forsøger selv at løse udfordringerne i hverdagen i lang tid forud for at barnet/den unge får en diagnose. Det kan fx være et behov for kortere tid i pasnings- eller skoletilbud, som forsøges løst nu og her ved at en af forældrene går ned i tid.
Far går fra 37 timer til 30 timer 6 måneder før, der søges om tabt arbejdsfortjeneste. Ansøgning lyder på 10 timer, så far vil skulle arbejde 20 timer. Hvis det kan godtgøres, at fars forudgående nedgang i arbejdstid er begrundet i barnets/den unges funktionsnedsættelse, kan man kompensere far op til de 37 timer (Ankestyrelsens principafgørelse nr. C-52-06).
Tabt arbejdsfortjeneste kan ydes med tilbagevirkende kraft, men kun til ansøgningstidspunktet. En udbetaling bagud i tid forudsætter, at man kan dokumentere et indtægtstab for perioden mellem ansøgningstidspunktet og bevillingstidspunktet.
Det er den seneste lønindtægt, der skal anvendes ved beregning af ydelsen. Det er muligt for forældre, der aktuelt ikke arbejder samt for selvstændige, at få kompensation for tabt arbejdsfortjeneste. I disse tilfælde kan der være visse udfordringer, som vi dog ikke kommer nærmere ind på her.
Der er et loft over tabt arbejdsfortjeneste på 35.247 kr. (2024). Loftet angiver, hvad man højst vil kunne få med udgangspunkt i kompensation for fuld tid. Loftet vil blive delt ud på normtid (arbejdstid). Det kan godt være kompliceret, men her kommer et par eksempler på udregning af timeløn på tabt arbejdsfortjeneste:
Der vil skulle gøres fradrag for eventuelt sparede udgifter. Dette vil typisk være forælders eventuelle sparede transportudgifter samt sparet udgift til dagtilbud (se vejledningen punkt 242-244 Vejl. 9007 af 7/1 2014).
Det er muligt at yde kompensation til begge forældre (dog kun i særlige tilfælde for de samme tidsrum). Man må som forældre selv bestemme, hvem der skal kompenseres for hvilke timer, så længe de øvrige betingelser er opfyldt. Der vil dog skulle være helt særlige årsager til at kompensere den ene forælder, hvis et indtægtstab ikke ville blive aktuelt for den anden. Det kan fx være hvor den anden forælder går hjemme af eget valg.
Samværsforældre vil også kunne få tabt arbejdsfortjeneste. Bor man ikke i samme kommune, skal man dog være opmærksom på, at det er bopælskommunen for den forælder, der søger, der skal behandle ansøgningen – altså også selvom det ikke er den kommune, som barnet bor i.
Desuden kan det nævnes, at man som samlevende bonusforælder også vil kunne modtage tabt arbejdsfortjeneste.
Arbejdsgiver inddrages ikke aktivt i forhold til kommunens bevilling. Bevillingen ydes til forælderen og er sådan set uafhængig af arbejdsgiver. Som nævnt tidligere er nogle kommuner ihærdige med at få en arbejdsgivererklæring, men dette ikke er et lovkrav og er ikke afgørende for, om man kan opnå en bevilling. Man kan altså få en bevilling af kommunen uden at arbejdsgiver er inde over. Det er så omvendt helt op til arbejdsgiver, om denne kan efterkomme en forælders ønske om reduceret arbejdstid. Arbejdsgiver er altså ikke forpligtet af kommunes afgørelse og en aftale om nedsat arbejdstid foregår mellem arbejdsgiver og den pågældende forælder.
Formålet med arbejdsgivererklæringen er egentlig at forælderen der går ned i tid, sikres en ret til at komme tilbage på fuld tid. Det kan anbefales at man tager sin fagforening med på råd, hvis der planlægges ændringer i ens ansættelse.
Der kan ikke kompenseres for timer, der er begrundet i arbejdsgiverbetinget logistik og planlægning. Nogle arbejdsgivere har svært ved at få det til at hænge sammen med medarbejdere på tabt arbejdsfortjeneste. Det kan eksempelvis være svært at få vagtskemaet til at gå op med en sygeplejerske, der kun kan arbejde få timer (ofte de timer, hvor barnet/den unge er i dagtilbud/skole). Man kan altså risikere at have et indtægtstab som følger af at arbejdsgiver ikke kan tilbyde arbejdsopgaver på det timetal man kan arbejde. Der er desværre ikke taget tilstrækkeligt højde for dette i lovgivningen.
Orlov til pasning af alvorligt sygt barn efter barselsloven § 26 kan også være en mulighed i nogle tilfælde. Denne ordning administreres af Udbetaling Danmark.
Betingelserne for orlov efter denne bestemmelse er, at barnet/den unge er indlagt, eller hvad der kan ligestilles dermed, i 12 dage eller mere.
Ordningen er en aftale mellem arbejdsgiver, forældre og Udbetaling Danmark og her er det i stedet arbejdsgiver, der modtager ydelsen, imens denne forsætter med at udbetale løn. Der kan være visse overenskomstmæssige bestemmelser, som man bør afklare evt. sammen med sin fagforening.
Kommunen kan vejlede om muligheden i barselsloven § 26, men kan ikke afvise en ansøgning om tabt arbejdsfortjeneste med henvisning til muligheden. Nogle gange kan man være berettiget til begge ydelser og så må man selv vælge, hvilken en ordning man ønsker at anvende – man kan naturligvis ikke anvende begge.
Tabt arbejdsfortjeneste er en kompensationsydelse, ikke at forveksle med en ansættelse. Det betyder bl.a. at man ikke kan kompenseres for, at det ofte vil kræve mere tid og flere ressourcer at være forældre til børn/unge med funktionsnedsættelser. For fx at kunne lade op eller tilgodese søskende kan man overveje muligheden for at søge aflastning.
Ovenstående er ikke udtømmende, men kan give en ide om nogle af de situationer, hvor vores medlemmer ofte søger om tabt arbejdsfortjeneste.
Medmindre andet er aftalt, er tabt arbejdsfortjeneste en løbende ydelse (Ankestyrelsens principafgørelse nr. C-24-08 og punkt 222 i Vejl. 9007 af 7/1 2014). Det betyder, at ydelsen skal forsætte, indtil den ved en konkret afgørelse frakendes eller nedsættes.
Kommunen må ikke tidsbegrænse ydelsen, hvis ikke dette er en reel mulighed – altså, at man har en begrundet forventning om, hvornår der ikke længere vil være behov eller grundlag for ydelsen. Autismeforeningen oplever at det for vores medlemmer ikke så ofte vil kunne forudses, hvornår der vil være forandring i den situation, der har begrundet behovet tabt arbejdsfortjeneste.
Der er ingen fast frekvens eller periode for opfølgning. Opfølgning skal foretages med den hyppighed, som den konkrete situation kalder på. Det kan være en gang om året eller en gang om måneden.
Det sker, at opfølgningsdatoerne kommer til at fremgå i afgørelserne, som om det er en udløbsdato – altså at ydelsen kun bevilges for den anførte periode. Det kan være fint lige at sikre sig med rådgiver, at dette ikke er tilfældet, medmindre det konkret er aftalt.
Tabt arbejdsfortjeneste kan tilpasses, som behovet ændres (justeres op eller ned), eller sættes ophør når der ikke længere er grundlag for bevillingen. Som udgangspunkt vil dette altid skulle være efter en konkret vurdering med dertilhørende afgørelse.
Hvis timetallet sættes betydeligt ned, har man ret til en indretningsperiode på 3 måneder. I principafgørelse nr. 231-10 har Ankestyrelsen vurderet, at en ændring i bevillingen fra 37 timer til 23,5 timer var en betydelig nedgang.
Er der tale om en noget mindre nedgang i timetallet, vil man imidlertid ikke være berettiget til nævnte indretningshensyn (det kunne fx være fra 15 timer til 12 timer).
Hvis kommunen helt ophører bevillingen, fordi betingelserne er bortfaldet, har man ret til en afviklingsperiode på 14 uger. Dette gælder, medmindre der er aftalt en anden konkret periode eller den unge fylder 18 år. Afviklingsperioden gælder kun, hvis betingelserne helt bortfalder og således ikke ved nedsættelse af timetallet. Formålet med denne bestemmelse er at give forældre rimelig tid til at indrette sig på den nye situation. De 14 uger træder i kraft, når man har modtaget afgørelsen.
En varslingsperiode (også på 14 uger) træder i kraft, hvis man er uenig i afgørelsen og klager over den. Dette gælder kun i sager, hvor tabt arbejdsfortjeneste helt sættes til ophør. Varslingsperioden på de 14 uger træder da ind forud for afviklingsperioden (som også er på 14 uger). Afviklingsperioden begynder da først at løbe, efter at varslingsperioden er udløbet.
Det kan forekomme lidt kompliceret, men forsimplet sagt: klager man ikke har man ret til 14 uger. Klager man, har man ret til op til 28 uger.
Genoptager man sit arbejde inden udløb af perioden for indretning, varsling eller afvikling, vil ydelsen skulle bringes til ophør. Man er forpligtet til at oplyse kommunen ved genoptagelse af arbejdet.
Det sker, at det ikke er muligt at fastholde sin stilling, imens man får tabt arbejdsfortjeneste. Det er altid en god ide at tale med sin fagforening, hvis man er i tvivl om en fyring er retmæssig.
I henhold til barnets lov § 88 kan man have ret til en særlig supplerende ydelse, hvis man modtager delvis tabt arbejdsfortjeneste og bliver ledig. Den supplerende ydelse kan gives i op til 3 måneder. Betingelserne for den supplerende ydelse er, at personen:
For råd om hvordan man kan oplyse sagen, se artiklen om ”Oplysning af sagen – børn og unge”
Meld dig ind i foreningen og få et fællesskab, rådgivning og støt vores arbejde for bedre vilkår for alle autister og deres familier.
Her finder du værktøjer, artikler og faglige tekster fra autismeområdet.
Her finder du både interne links og kontaktinformationer til eksterne organisationer, der tilbyder rådgivning og hjælp.