Om at søge samtaleforløb eller psykoedukation - på voksenområdet

I Autismeforeningen får vi ofte henvendelser om muligheden for at søge samtaleforløb eller psykoedukation igennem kommunen.
Særligt psykoedukation kan være en rigtig god ide, hvis man lige er udredt eller aldrig har fået hjælp til at forstå og have omsorg for dét at være på spektret.

En del voksne autister oplever et dyk – særligt i forbindelse med arbejdslivet – hvor det kan give god mening med dette forløb, som støtte til at komme igennem og også forebygge/mindske tyngden af fremtidige dyk.

Man har mulighed for at købe sådan et forløb selv, men man kan også søge det gennem kommunen.

I denne artikel vil vi komme omkring de mest almindelige muligheder i serviceloven.

Vær opmærksom på at Autismeforeningen ikke kan anbefale konkrete udbydere på dette (eller andre) områder.

Hvorfor et samtaleforløb og psykoedukation?

Som nævnt indledningsvist kan der være behov for at få indblik i den eksisterende viden om, hvad det betyder at være på spektret. Med større viden om profilen generelt kan man bedre have omsorg for sig selv og sine behov igennem gode og hensigtsmæssige strategier i hverdagen.

Kommunen kan hjælpe med at bevilge et sådan forløb til voksne med nedsat fysisk eller psykisk funktionsevne eller med særlige sociale problemer.

I serviceloven § 81 fremgår det, at servicelovens muligheder har til formål at

forebygge, at den enkeltes problemer forværres,
understøtte den enkeltes muligheder for at fastholde egne ressourcer eller fremme øget selvstændighed samt forbedre den enkeltes sociale og personlige funktion,
forbedre mulighederne for den enkeltes livsudfoldelse gennem kontakt, tilbud om samvær, aktivitet, behandling, omsorg og pleje,
fremme inklusion i samfundet, herunder medvirke til at øge den enkeltes mulighed for deltagelse i uddannelse, beskæftigelse og sociale relationer og
sikre en helhedsorienteret støtte med tilbud afpasset efter den enkeltes særlige behov i egen bolig, herunder i botilbud efter lov om almene boliger m.v. eller i botilbud efter denne lov.

Det betyder, at kommunen skal hjælpe, hvis det vurderes nødvendigt i forhold til ovenstående.

Det betyder også, at samtaleforløb eller psykoedukation ikke er noget, man har ret til, alene fordi man har en diagnose. Man er med andre ord ikke proaktiv fra kommunal side i forhold til at forebygge at problemer opstår.

Paragrafferne

Som nævnt er et samtaleforløb eller psykoedukation ikke noget, man som sådan har ret til (altså kan kræve at få). En bevilling vil altid bero på en konkret og individuel vurdering af behovet og indsatsen – men man har altid ret til at ansøge om det.

I dette afsnit kommer vi ind på mulighederne, der findes i serviceloven.

Serviceloven § 82 a – gruppebaseret hjælp og støtte
Serviceloven § 82 b – individuel tidsbegrænset socialpædagogisk hjælp og støtte
Serviceloven § 85 – socialpædagogisk bistand

Serviceloven §§ 82 a og 82 b er det, der kaldes kan-paragraffer. Det betyder, at det er en mulighed at iværksætte støtte efter disse bestemmelser, hvis der er risiko for udvikling af funktionsnedsættelse eller sociale problemer. Disse paragraffer er altså rettet mest mod forebyggelse.

Serviceloven § 85 omhandler socialpædagogisk bistand og er en skal-paragraf. Det betyder, at hvis der er behov for støtte – vurderet af kommunen – skal man stille denne form for støtte til rådighed. Tildeling af støtten forudsætter en betydelig nedsat fysisk eller psykisk funktionsevne eller særlige sociale problemer.

Støtte efter § 85 omtales ofte som ”bostøtte”, men i realiteten er denne bestemmelse ret bred, hvad angår den støtte, der kan ydes.

I Vejledningen til § 85 om socialpædagogisk bistand fremgår det, at ”Socialpædagogisk bistand kan bestå af hjælp, rådgivning, støtte eller omsorg, således at den pågældende kan leve et liv på egne præmisser. Socialpædagogisk bistand kan også bestå af oplæring i eller genoptræning af en række færdigheder, som sætter den pågældende i stand til at leve et så selvstændigt liv som muligt.”

Ankestyrelsen har i principafgørelse 63-17 præciseret, at samtaler om håndtering af tanker og følelser kan bevilges efter serviceloven § 85 som socialpædagogisk bistand. Dette så længe samtalerne ikke er af overvejende terapeutisk karakter fx til bearbejdning af hændelser i fortiden.

Samtalerne skal have til formål at støtte personen til bedre (selv) at kunne klare sin hverdag. Dette fx ved at skabe bedre forståelse for egen profil (ressourcer og udfordringer) og finde gode strategier for en mere smidig hverdag.

Valg af udbyder

Når kommunen bevilliger et samtaleforløb eller psykoedukation har man naturligvis lov til at foreslå eller ønske en bestemt udbyder - og man bør i den forbindelse argumentere for ønsket. Det er dog altid kommunen, der "har retten" til at vælge udbyder. Kommunen kan i nogle tilfælde vurdere, at man kan imødekomme personens ønske om en specifik udbyder, men valget kan også falde på interne tilbud i kommunen eller hos udvalgte samarbejdspartnere.

I retssikkerhedsloven § 15 fremgår det, at ”Kommunalbestyrelsen har ansvaret for og beslutter, hvordan kommunen skal planlægge og udføre sin virksomhed på det sociale og sundhedsmæssige område efter den sociale lovgivning.” Bestemmelsen henviser til, at det er kommunens pligt at sørge for, at der findes egnede tilbud om hjælp og støtte. Den henviser dog også til, at det er kommunen, der beslutter hvilke tilbud, der er egnede/relevante.

Kommunen må ikke vægte økonomi over egnethed. Det vil sige, at det valgte tilbud SKAL kunne levere den indsats, som imødekommer det behov, der lå til grund for bevillingen af støtte. Kommunen er samtidig forpligtet at forvalte økonomien forsvarligt og det betyder fx, at hvis to tilbud er lige egnede, skal kommunen vælge det billigste.