Når børn ikke kan komme i skole

Ufrivilligt skolefravær tolkes nogle gange af omgivelserne som et udtryk for, at børn ikke gider at gå i skole, at det er hyggeligere at være derhjemme og spille computer. Det er der imidlertid ikke noget fagligt eller videnskabeligt – hverken bredt set eller specifikt for autistiske børn - der understøtter.

 

Mennesker vil gerne gøre det rigtige, hvis de kan. Autistiske børn er ingen undtagelse. De vil gerne gå i skole, og de vil gerne have en hverdag sammen med jævnaldrende. De vil gerne lære, og de vil gerne være en del af fællesskabet.

 

Ufrivilligt skolefravær må i denne kontekst ses som en konsekvens af en akut eller langvarig belastning. Belastningen opstår på baggrund af uoverensstemmelse mellem de ressourcer, barnet har til rådighed, og de krav barnet oplever at skulle honorere.

 

Det er ikke et resultat af forældre, der ikke evner at stille krav til deres barn – faktisk tværtimod. Foreningen hører ofte fra rådvilde forældre der, i et forsøg på at leve op til samfundets normer, herunder kravet om at børn skal undervises og forestillingen om ”de gode forældre”, oplever at de må ty til magt – fx at true med straf eller fysisk at bære barnet - for at få barnet ud ad døren. Forældrene kan have en oplevelse af, at dette er aldeles uholdbart eller som et overgreb mod barnet.

 

 

Som når voksne går ned med stress

Det er vigtigt, at omgivelserne lytter til barnet og dets signaler for at forstå, hvad der er på spil. Hvis et barn får en belastningsreaktion (det behøver ikke nødvendigvis at være en lægelig vurdering) og derfor ikke kan komme i skole, må vi behandle det, som vi behandler voksne, der går ned med stress.

Barnet skal ikke mødes med konsekvenspædagogik og straf for ikke at gå i skole. Det skal derimod mødes med omsorg og forståelse. Det skal tilstræbes, at barnet får gode dage med ting, det nyder at lave, ting der giver god og positiv energi. Man kan ikke gøre det for hyggeligt eller kompromittere barnets lyst til at gå i skole ved at sikre, at det har det godt – det gør vi jo heller ikke, når børn er fysisk syge.

 

Hvis barnet er tryg ved det, og selv er indstillet på det, kan det komme i skole i det omfang, barnet kan. Hvis det synes at gøre barnet godt, kan det give mening, at barnet kan prøve at følge undervisningen og/eller bare kan være en del af fællesskabet. Det er de voksne omkring barnet, der skal hjælpe med at afgrænse og sikre, at barnet ikke kører for hårdt på. Som nævnt vil børnene gerne gøre det godt, og de er ofte ikke i stand til at mærke efter, før det er for sent.

 

Det kan synes misforstået, hvis et barn nødes til fortsat at møde op i skolen, imens det aktivt gennemlever en belastningsreaktion. Hvis et barn kun kan møde op ganske kort tid (fx ½ -1 time om ugen), virker til blot at holde ud og har det svært efterfølgende, kan det måske synes som en rimelig slutning at barnet - på det tidspunkt - ikke er klar.
En belastningsreaktion (ligesom voksnes stress) helbredes ikke gennem systematisk og vedholdende eksponering for det, der er svært – det er sådan, den opstår. Den afhjælpes med ro, positive aktiviteter, samvær og nærvær samt at blive mødt relevant.

 

Det kan være værd at huske på, at barnet ikke ved, eller kan forestille sig, hvilke muligheder der er for at imødekomme dets behov, eller hvilke alternativer der er til at gå i den skole, det går i. Barnet har ofte heller ikke medbestemmelse i forhold til at definere, hvad det har behov for, samt hvor eller hvordan det bedst kan gå i skole. Dette kan føles som et tab af kontrol og autonomi og bidrage til øget usikkerhed hos barnet. Det er vigtigt, at barnet ikke påføres ansvar for situationen. Det skal heller ikke gøres eneansvarlige for at lykkes med at komme i skole. Man kan således ikke nøjes med at sige ’nu har vi lavet en fin løsning, så skal du jo bare møde op.’

 

Det er vigtigt, at vi sikrer gennemsigtighed og kun lover dét, vi ved, vi kan holde – og så holder det. Disse børns tillid til at omgivelserne vil dem det godt og forstår dem kan være alvorligt svækket. Når et barn ikke føler sig tryg eller tillidsfuldt, vil det oftere sig ”nej tak” til, hvad end vi tilbyder eller foreslår. Dette kan opfattes som PDA-adfærd (patologisk kravundgående adfærd). Det kan det være, men det behøver ikke nødvendigvis være dét, der er tale om.

 

Vi må sikre, at barnet får den nødvendige information til, at det ved, hvad det siger ”ja” til. Vi må også tilbyde det en tryg udvej, hvis det alligevel bliver for svært. Vi må nødvendigvis flytte barren til det niveau, hvor barnet føler sig tryg og sikker, for på den måde at opbygge barnets robusthed igennem gentagende oplevelser af at lykkes, gode aftaler og støtte til hensigtsmæssige strategier for bl.a. energiforvaltning, kommunikation og socialt samvær.

 

 

Møder på skolen

Allerede forud for at barnet får ufrivilligt skolefravær, kan der have været dialog mellem forældrene og skolen om barnets trivsel. Dette kan måske have medført forskellige indsatser inden for skolens egne rammer eller måske støttetimer i klassen. Det kan også være, at man i første omgang har villet se det an.

 

Nogle gange ser skolen ikke de samme mønstre eller udfordringer som forældrene. Det kan være ganske forståeligt, da børn med autisme ofte kamuflerer deres vanskeligheder (også kaldet at maskere) og holder på sig selv, til de kommer hjem. Det kender de fleste, fx når vi ikke skælder kollegaen ud på arbejdet, men i stedet er sur og tvær, når vi kommer hjem til familien i trygge rammer. For disse børn er det dog ikke en enkelt episode med dårligt humør. Det kan være deres hverdag over meget lang tid med fx nedsmeltninger, sensorisk overload, apati, følelsesmæssigt kaos, konflikter, gråd mm. som respons på en dagligdag, hvor de er i overkrav.

 

Møderne på skolen skal gerne munde ud i en plan for, hvordan man vil forsøge at støtte barnet. Hvad tænker man, der skal til, for at barnet kan komme tilbage i skole. For nogle børn kan det være tilstrækkeligt, at der laves konkrete tiltag og aftaler i den nuværende klasse, eller at der bevilges støtte i den almene klasse. For andre kan der være behov for et andet og mere specialiseret skoletilbud.

 

Skolen vil typisk sikre sig, at man har afprøvet tiltag i den almene klasse, førend der indstilles til et andet skoletilbud. Det bør man også. Dog er der tilfælde, hvor vi alt for sent bliver opmærksomme på barnets behov, og barnet ikke kan komme tilbage til klassen. I disse tilfælde skal man ikke afprøve en masse forskelligt, man skal blot tage aktivt stilling til, hvorfor man ikke mener, det er relevant.

Det er altid en god ide at bede om at få tilsendt referater, planer og (særligt) aftaler fra møder. Tag eventuelt selv noter, og del med skolelederen og kontaktlærer.

 

 

Specialpædagogisk bistand og specialundervisning

Det er skolens leder, der beslutter at indstille til specialpædagogisk bistand eller specialundervisning. Går barnet i privatskole, er det skoleleder på distriktsskolen, der skal indstille til et specialundervisningstilbud.

 

De forskellige muligheder for støtte er:

 

• • Supplerende undervisning (når støttebehovet vurderes til mindre end 9 timer om ugen). Gives inden for skolens egne rammer (kan variere fra kommune til kommune). Skoleleder har beslutningskompetencen. Skolerne kan selv beslutte, hvordan man indretter den supplerende undervisning.
    
    
  • Specialpædagogisk bistand i den almene klasse (når støttebehovet vurderes til mere end 9 timer ugen). Skoleleder beslutter at indstille til støtte på baggrund af en PPV. Det er kommunalbestyrelsens (visitationen) afgørelse.
    
    
  • Specialundervisning i specialklasse på en almen folkeskole. Skoleleder beslutter at indstille til et specialundervisningstilbud på baggrund af en PPV. Det er kommunalbestyrelsens (visitationen) afgørelse.
    
    
  • Specialundervisning på en specialskole. Skoleleder beslutter at indstille til et specialundervisningstilbud på baggrund af en PPV. Det er kommunalbestyrelsens (visitationen) afgørelse. Specialundervisning kan også foregå på en dagbehandlingsskole
    (se afsnit om støtte efter Barnets lov).

Støtte i skolen forudsætter altid en PPV (pædagogisk-psykologisk vurdering).

 

 

PPR, PPV og udredning

Pædagogisk-psykologisk rådgivning i kommunen (PPR) består af psykologer og andre fagpersoner, som yder faglig sparring til skolerne. Det er også den funktion, der foretager vurderingen af, om et barn har behov for støtte i skolen.

 

Redskabet til denne vurdering kaldes en pædagogisk-psykologisk vurdering (PPV). PPV’en skal være et aktuelt billede af barnets situation. Den skal indeholde oplysninger om barnets forudsætninger (herunder diagnoser), vurdering af barnets behov i skolerammen, samt anvisninger til hvordan barnet bedst imødekommes.

 

Er barnet endnu ikke udredt, kan PPR også spille en vigtig rolle. PPR er nemlig den instans, der på nuværende tidspunkt peges på for henvisning til udredning i psykiatrien. Reelt set kan både egen læge og kommunen henvise, men henvisningerne afvises oftere af den centrale visitationsenhed. Det skyldes antageligt, at henvisninger fra PPR indeholder flere oplysninger som bl.a. observationer fra skole, pædagogisk notat og WISC-test, som psykiatrien baserer deres indledende vurdering af behovet for udredning på.

 

 

Klagenævnet for specialundervisning

Får man afslag på specialpædagogisk bistand eller specialundervisning, har man ret til en skriftlig afgørelse med dertilhørende begrundelse. Skolen og skoleforvaltningen er en myndighed og underlagt forvaltningsloven. Ønsker man at klage, er det i første omgang myndigheden selv (skolen eller skoleforvaltningen), der skal behandle klagen. Fører en genbehandling ikke til et andet resultat, skal sagen sendes til Klagenævnet for Specialundervisning.

 

Nu og da hører vi fra vores medlemmer, at de ikke kan få en afgørelse om, at skolen ikke ser et behov for støtte. I disse tilfælde kan det være en god ide på skrift at anmode om en afgørelse og bede om, at der svares tilbage på skrift. Så må det svar gøre det ud for et afslag.

 

Vi kan opfordre til, at man som borger tilkendegiver problemet med en manglende afgørelse over for skole, skoleforvaltning, kommunalbestyrelse, evt. borgerrådgiver og Ankestyrelsens kommunale tilsyn.

 

 

Nedsat skema og sygemelding

Hvis et barn er væk fra skolen i mere end to uger, kan skolelederen ifølge folkeskolelovens § 39 stk. 2 bede om at se lægerklæring. Hvis man ikke kan få en lægeerklæring, fx fordi lægen ikke kender barnet, er det ikke ulovligt, at barnet ikke kommer i skole. Det bliver dog registreret som ’ulovligt fravær’, og når fraværet overstiger 15 %, skal skolen lave en underretning til socialforvaltningen for børn og unge.

 

Det kan være fint at inddrage socialforvaltningen i forhold til barnets situation med ufrivilligt skolefravær,
hvis de ikke allerede er bekendt med barnets situation fx gennem ansøgning om støtte eller kompensation. Der kan være hjælpsomme indsatser til rådighed via socialforvaltningen.

 

 

Sygeundervisning

Når et barn har mere end 15 dages fravær (det behøver ikke at være sammenhængende), skal skolen kontakte forældrene og tilbyde sygeundervisning jf. folkeskoleloven § 23 eller friskoleloven § 3.

 

Vær opmærksom på, at det kan være en utryg situation for barnet, hvis en lærer skal komme i hjemmet. Hjemmet er barnets ”helle”. Det kan være en løsning at overveje muligheden for, at barnet kan modtage lidt undervisning online eller på neutral grund, fx et bibliotek, hvis skolen ikke er en mulighed.

 

Der findes private online undervisningstilbud, men dette kan hverken bevilges efter folkeskoleloven eller barnets lov. Dette har ministeriet gjort udtømmende op med i hyrdebrev til kommunerne af d. 24. november 2023.
Hvis man har forsøgt med forskellige kommunale indsatser, og man ikke ser den nødvendige effekt, kan det være en løsning at tage kontakt til VISO. VISO tilbyder gratis rådgivning og vejledning inden for det specialiserede socialområde og undervisningsområdet.

 

VISO anbefaler, at man henvender sig til dem i samarbejde med kommunen. På den måde kan deres rådgivning understøtte og kvalificere kommunens arbejde i sagen. Man kan også henvende sig til VISO uden at koordinere med kommunen. I så fald anbefaler de, at man ringer til dem for en uforpligtende og rådgivende samtale om den problemstilling, der søges hjælp til.

 

 

Afsluttende bemærkning

Denne artikel skal ses som en overordnet vejledning i forhold til indsatser, muligheder og rettigheder. Den er dog ikke udtømmende, og du er meget velkommen til at kontakte rådgivningen for yderligere vejledning.

De indledende betragtninger kan ses som anbefalinger, men også som en modvægt til en forestilling om, at børn og forældre skulle foretrække en situation, hvor barnet er hjemme.

 

Autismeforeningen oplever, at familierne og børnene er uhørt pressede og ulykkelige i situationen med til tider uoverstigelige konsekvenser til følge. Ingen har ønsket at være i den situation – det er ikke et valg.

 

Vi som fagpersoner kan være med at til styre uden om de fordomme, narrativer og diskurser, som vi møder. Vi kan være åbne for andre perspektiver og ny viden. Det er vores professionelle afsæt og privilegium at have den indsigt og det overskud, der skal til, for at se verden, som dem vi arbejder for, ser den.

Lidt om rettigheder

I rådgivningen oplever vi, at mange gerne vil høre, at de har ret til noget mere konkret – en specialskole, psykologhjælp, aflastning osv. Det er meget forståeligt. Det er rigtig svært at søge om og vente på hjælp, når man reelt ikke helt ved, hvad den hjælp vil være, eller hvad det rette for ens barn er.

Det er trods alt fint at kende de mest basale rettigheder, som man oppebærer. Her er en kort liste af rettigheder, som gælder i disse sager.

• Retten til bisidder / partsrepræsentant (Forvaltningsloven § 8)
• Retten til inddragelse af barnet og forældrene (Retssikkerhedsloven § 4, Barnets lov § 5 og Folkeskoleloven § 12)
• Retten til partshøring i oplysninger (Forvaltningsloven § 19)
• Kommunens pligt til oplysning af sagen inden der træffes afgørelse (Retssikkerhedsloven § 10)
• Retten til skriftlig afgørelse og begrundelse (Forvaltningsloven kapitel 6)
• Retten til aktindsigt (Forvaltningsloven kapitel 4)

Støtte efter Barnets lov

 

Tabt arbejdsfortjeneste (Barnets lov § 87)

Tabt arbejdsfortjeneste er en af de mest almindelige former for hjælp, der søges - og gives - til forældre til børn med ufrivilligt skolefravær. I Autismeforeningens rådgivning ses det, at halvdelen af forældre til børn op til 12 år med ufrivilligt skolefravær får tabt arbejdsfortjeneste (helt eller delvist). For forældre til unge, fra 13 år og op, er det knap hver femte.
Tabt arbejdsfortjeneste er et komplekst område. Vi anbefaler derfor, at man læser artiklen om emnet på vores hjemmeside www.autismeforeningen.dk og eventuelt kontakter rådgivningen for sparring, hvis man er i tvivl.

 

Behandlingsskole (Barnets lov §32, stk. 1 nr. 5 og folkeskoleloven § 20, stk. 5 / § 22, stk. 5)

Man kan også vurdere, at behovet for behandling bedst kan tilgodeses på en dagbehandlingsskole.
Behandlingsskole er en tværsektoriel indsats, hvor behandlingsdelen bevilges efter Barnets lov, og undervisningsdelen bevilges som specialundervisning efter folkeskoleloven. Man kan ikke vælge en behandlingsskole, hvis barnet er visiteret til en specialskole, og man kan som sådan ikke søge om en behandlingsskole. Behovet afgøres hovedsageligt af socialforvaltningen efter en afdækning eller børnefaglig undersøgelse.

 

Psykoedukation / samtaleforløb (Barnets lov § 81)

Et psykoedukativt samtaleforløb efter Barnets lov § 81 vil typisk være afgrænset til viden om autisme eller håndtering af konkrete problemstillinger, hvor autismeforståelse kan være et parameter. Det kan være relevant med et sådant forløb både til forældre og barnet selv (primært den unge). Dette kan øge indsigten, hvorfor barnet gør, tænker og føler, som det gør. En øget forståelse for hjernens præferencer kan lede til, at man som familie kan finde gode strategier for hverdagen, fordi man er i stand til bedre at gennemskue og kommunikere om, hvad der er på spil.

 

Kontaktperson (Barnets lov § 32, stk. 1 nr. 3)

Nogle børn, særligt unge, kan have behov for at få en kontaktperson. De unge kan opleve at være faret vild i tilværelsen og have svært ved at tale med og samarbejde med forældrene. Ufrivilligt skolefravær kan være en enorm byrde for den unge, fordi denne gruppe i forvejen er sårbare. Oveni ufrivilligt skolefravær skal de forholde sig til alt dét, der følger med, når man er teenager; hormoner, det sociale, at finde sig selv og høre til, at finde ud hvad man vil med sit liv osv. Den unge autist kan heller ikke altid følge med den biologiske modning i forhold til den emotionelle og kognitive modning, som kan ske i et langsommere tempo. En kontaktperson kan være en god løsning på både at få voksenstøtte, men samtidig at understøtte det naturlige ønske om autonomi.

 

Behandling og familiebehandling (Barnets lov § 32, stk. 1 nr. 5)

Førnævnte samtaleforløb kan også bevilges som en behandlingsindsats. Dette ses ofte, hvis kompleksiteten er høj, og det kræver en mere intensiv indsats at arbejde med problemerne.