Spring navigationen over og gå direkte til indhold
Et orange spørgsmålstegn med headset omkring sig, som hvis spørgsmålstegnet havde headsette på. En tyk gråblå vandret stribe i baggrunden

Ansøgning om handicaptillæg til SU, når du er autist.

En vejledning skrevet af Jane Jensen, frivillig sekretær og HB-medlem Autismeforeningen & Frivillig ’Asperger Mentor i Praksis’ - i samarbejde med Autismeforeningens socialrådgiver.

Hvad er handicaptillæg til SU


”Handicaptillæg er til dig, der læser på en videregående uddannelse eller en dansk erhvervsuddannelse og har en varig psykisk eller fysisk funktionsnedsættelse, der gør dig nærmest ude af stand til at have et studiejob.”

(kilde: https://su.dk/handicaptillaeg)

 

Der skal ansøges om handicaptillægget og det er værd at notere sig, at en autismediagnose ikke automatisk giver ret til handicaptillæg til SU.

 

Flere medlemmer af Autismeforeningen har efterspurgt en vejledning til, hvordan man ansøger om handicaptillæg til SU og foreningens bud på, hvad der er vigtigt at skrive i ansøgningen.


Denne vejledning er derfor skrevet med det formål og er tænkt som et supplement til indholdet på Uddannelse- og Forskningsstyrelsens hjemmeside, SU.dk. og særligt området Sådan vurderer vi ansøgninger om handicaptillæg

Som medlem af Autismeforeningen kan du gratis kontakte Autismeforeningens socialrådgiver, Charlotte Nielsen, på mailadressen socialraadgiver@autismeforening.dk hvis du har brug for faglig sparring.

 

-> Læs mere om Autismeforeningens socialrådgivertilbud her

 

 

 

Hvem kan søge handicaptillæg til SU?


Handicaptillægget kan søges af personer, der er fyldt 18 år, er studieaktive og som

  • allerede modtager SU eller slutlån.
  • går på en videregående uddannelse eller er i gang med en skoleperiode på en dansk erhvervsuddannelse.
  • har et psykisk eller fysisk handicap, hvor funktionsnedsættelserne kan dokumenteres at være varige samt at gøre personen nærmest ude af stand til at have et studiejob ved siden af studiet/uddannelsen.


Alle de ovenstående krav skal være opfyldt, for at du kan ansøge om og få tildelt handicaptillæg.


-> Se uddybning af kravene for tildeling af handicaptillæg i BILAG 1 - Klik HER.

 

 

Hvor kan man søge handicaptillæg til SU?


Det kan du ved at gå ind på Uddannelses- og Forskningsstyrelsens hjemmeside SU.dk under handicaptillæg, ”Sådan søger du handicaptillæg” – Klik HER.

 

 

Fuldmagt

Hvis du ønsker hjælp til at ansøge om handicaptillæg til SU og at en anden person enten helt eller delvist står for kontakten (fx. en forælder, mentor, støtte/kontaktperson etc.), er det muligt at oprette en digital fuldmagt (vær opmærksom på, du bliver omdirigeret til borger.dk).


-> Læs mere om oprettelse af fuldmagt – Klik HER.

 

 

Hvornår kan man søge handicaptillæg?


Du kan først søge handicaptillæg til SU, efter du er blevet optaget på en SU-godkendt uddannelse og har søgt samt fået bevilliget almindelig SU. Svaret på bevilling af almindelig SU vil blive udsendt i Digital Post. Først herefter kan du søge om handicaptillægget ved at gå ind på minSU.dk.


-> Se visuel oversigt over ansøgningsprocessen i BILAG 3 – Klik HER.


Det er også muligt at ansøge om handicaptillægget på et senere tidspunkt i uddannelsen, fx hvis dit funktionsniveau nedsættes, eller hvis du erfarer, at dine ressourcer ikke rækker til at gennemføre uddannelsen, hvis du samtidig skal varetage et studiejob/fritidsjob.


Vær opmærksom på, at hvis du skifter studie – og i nogle tilfælde, hvis du går fra et studies bachelordel til kandidatdelen - så skal du igen ansøge om handicaptillægget til det nye studie. Spørg dit studies SU-vejleder til råds i god tid før skiftet.

 

 

Hvordan foregår behandlingsprocessen og evt. afslag?


Uddannelses- og Forskningsstyrelsen behandler alle ansøgninger i den rækkefølge, de modtager dem. Du kan tjekke, hvor langt styrelsen er nået i den generelle sagsbehandlingstid ved at gå ind på ’SU.dk’.


-> Se ”Status på behandling af ansøgninger – Handicaptillæg”- Klik HER.


Behandlingstiden for ansøgningen om handicaptillæg til SU kan være lang og kan variere fra ca. 3 – 10 måneder alt efter, hvor godt den medsendte dokumentation beskriver dine diagnose(r) og daglige udfordringer – og især, hvor travlt SU styrelsen har.
Bevilling af/afslag på handicaptillægget vil blive sendt til dine Digital Post platforme.


-> Se evt. ”Kort om platforme til Digital Post” – Klik HER.


Hvis du får bevilliget handicaptillægget, vil det blive udbetalt fra den måned, hvor du har søgt (ansøgningstidspunktet).

Det vil sige, at hvis du ansøger om handicaptillægget i september og først får svar i april (året efter), vil du få udbetalt handicaptillæggene for perioden fra og med september til og med april på en gang i april eller maj – herefter får du udbetalt handicaptillægget på månedlig basis (forudbetalt) sammen med din almindelige SU.

 

 

Afslag & Anke


Klagefristen er 4 uger (= 27 dage) fra den dato, hvor du har modtaget et afslag fra Uddannelses- og Forskningsstyrelsen.
Hvis du ønsker at anke (klage over) et afslag på handicaptillæg til SU, skal du sende den til Uddannelses- og Forskningsstyrelsen, som oplyst i den medsendte klagevejledning i afslaget.

Uddannelses- og Forskningsstyrelsen vil herefter gennemgå din sag igen. Hvis Uddannelses- og Forskningsstyrelsen fastholder dets afslag, sender Uddannelses- og Forskningsstyrelsen automatisk din anke sammen med dets egen udtalelse videre til Ankenævnet for Statens Uddannelsesstøtteordninger.


-> Se mere info om ”Ankenævnet for Uddannelsesstøtten” – Klik HER.


Her er det vigtigt, at du overholder klagetiden og fremsender evt. nye eller anden ældre, relevant lægelig dokumentation og en endnu mere uddybende beskrivelse af dine funktionsnedsættelser. Altså en beskrivelse af hvilke ting, der gør det svært for dig i din hverdag både at skulle have et studiejob og samtidig studere.

 


Evt. uddybende psykologsamtale


I enkelte sager vil Uddannelses- og Forskningsstyrelsen indkalde dig til en psykologsamtale (psykologen udpeges af Uddannelses- og Forskningsstyrelsen) for derved at få yderligt belyst graden og omfanget af dine funktionsnedsættelser, som kan have indflydelse på den nedsatte erhvervsevne.
Tillægget bliver i nogle tilfælde bevilget efter psykologens udtalelse.


Det er muligt at tage en bisidder med til denne samtale. Bisidderen vælges af dig og er ofte en forælder. Bisidderen kan også være en mentor, støtte/kontaktperson eller en helt tredje person, som du har tillid til og som kender dig godt.

 


Bisidder


Hvis du ønsker at have en bisidder med til mødet, så husk skriftligt at informere psykologen om, at du ønsker at have en bisidder med til samtalen (oplys det fulde navn på og relation til bisidderen) og at vedhæfte en underskrevet fuldmagt i mailen.


-> Se eksempel på selvskreven fuldmagt i BILAG 2 - Klik HER

 

Som bisidder har man som udgangspunkt ikke taleret under mødet, men bisidderen bliver ofte inddraget i samtalen, hvis du ønsker dette, og du derved kan få flere relevante ting med.

 


Fremmøde og forberedelse af psykologsamtale


Du skal altid selv være til stede under psykologsamtalen, og du forventes at deltage i samtalen ved at svare på spørgsmål fra psykologen, så godt som du kan. Det kan være rart og mindske eventuel stress at have forberedt nogle svar forinden mødet med psykologen. Svarene kan tage udgangspunkt i de punkter, du selv finder vigtigst at nævne i forhold til din nedsatte erhvervsevne. Skriv eventuelt blot korte sætninger eller stikord, som du kan støtte dig til, hvis det er mere overskueligt.

 

Det er vigtigt at melde afbud til psykologen, hvis du eller din bisidder bliver forhindret i at deltage i mødet (fx. pga. sygdom), da manglende fremmøde uden afbudsmelding kan få den konsekvens, at du derved får et automatisk afslag på anken.

 

 

Forberedelse til ansøgningen af handicaptillæg til SU


Der er en del forberedelse forud for, at du kan lave ansøgningen om handicaptillægget digitalt på Uddannelses- og Forskningsstyrelsens hjemmeside. Det er nemlig både mest hensigtsmæssigt og lettest, at du har forberedt alle de bilag, som kræves, eller som du ønsker uploadet i forbindelse med ansøgningen, inden du sætter dig til at ansøge.


-> Se også ” Forberedelse til ansøgningen af handicaptillæg til SU” BILAG 4 – Klik HER.

 

 

Hvad er vigtigt at få skrevet i den ’personlige redegørelse’?


Det er vores erfaring, at det for nogle kan være vanskeligt at gennemskue, hvad der kan være vigtigt at skrive i den ’personlige redegørelse’. Hvad skal med - og hvordan kan man beskrive funktionsnedsættelserne, så det skaber relevans for ansøgningen?


Derfor er der i dette dokument indsat et bilag, som i punktform beskriver de hyppigste forekommende ting/områder/udfordringer, der kan medtages, og hvordan det evt. kan forklares. Beskrivelsen er ikke udtømmende eller en facitliste, så du kan opleve, at nogle af overskrifterne og de underliggende stikord ikke helt passer til din situation – og du måske har helt andre udfordringer i din hverdag end beskrevet heri.


Den tekst, der i bilag 5 er skrevet med lyseblåt, skal kun medtages og laves om til sort farve, hvis det ikke er den autistiske person selv, som har skrevet det – ellers skal den lyseblå tekst slettes.


-> Se også ” Hvad er vigtigt at få beskrevet i den ’personlige redegørelse” BILAG 5 – Klik HER.


Det er vigtigt, at den ’personlige redegørelse’ beskriver netop din individuelle situation med dine behov og udfordringer så godt som muligt. Vi oplever, at både nogle autister og deres netværk kan have ’en blind vinkel’ i forhold til støttebehovet. Det kan være, hvis den autistiske person allerede får noget støtte i dagligdagen af fx forældre eller støttepersoner. Det kan eksempelvis være hjælp til praktiske opgaver, som man ikke lige tænker over, at ikke alle har samme behov for at blive støttet i. Dette skal man også have med i redegørelsen.

 

 

Økonomiske forhold ved tildelt handicaptillæg til SU


Handicaptillægget til SU gives kun til studerende med en betydelige og varig funktionsnedsættelse som en kompensation for, at de ikke er i stand til at arbejde i et almindeligt studiejob ved siden af deres studie. Derfor bliver fribeløbet (grænsen for, hvad du må tjene i løbet af et år ved siden af en almindelig SU) også nedsat en del – du får dog fortsat et mindre fribeløb til evt. legater, børnepension eller renteindtægter samt mulighed for at afprøve din erhvervsevne med løn i en begrænset periode.
Kontakt altid din SU-vejleder på uddannelsesstedet og Uddannelses- og Forskningsstyrelsen, før du evt. planlægger og afprøver din erhvervsevne for at undgå tab af tillægget eller tilbagebetaling af dette.


-> Se evt. også ”Satser for handicaptillæg” – Klik HER.

 

 

Sats for udeboende for handicaptillæg til SU er i 2025:

  • Videregående uddannelser (før skat): 10.078 kr.
  • Erhvervsuddannelser (før skat): 6.321 kr.

 

 

Reform af SU på videregående uddannelser fra januar 2027


Folketinget vedtog den 4. juni 2024 en reform af SU-systemet på det videregående uddannelsesområde.


De nye regler gælder for SU fra januar 2027 for studerende, der begynder på en ny videregående eller privat uddannelse den 1. juli 2025 eller senere. Det betyder, at de nuværende regler gælder til og med december 2026. Du vil derfor få SU efter samme regler som i dag indtil da.


Det vil sige, at der ikke kommer nogen ændring af SU-systemet på de videregående uddannelser for studerende, der starter deres videregående uddannelse frem til 30 juni 2025.


-> Se evt. mere om den nye SU-reform – Klik HER

 

En gruppe af mennesker

Bliv medlem

Meld dig ind i foreningen og få et fællesskab, rådgivning og støt vores arbejde for bedre vilkår for alle autister og deres familier.

En avis med paragraftegn

Socialrådgiverens artikelsamling

Artikler skrevet af Autismeforeningens socialrådgiver 

En hjerne med flere farver to lyspærer og et forstørrelsesglas

Videnscenter for Autisme

Her finder du værktøjer, artikler og faglige tekster fra autismeområdet.

En kvinde taler i telefon med spørgsmålstegn og talebobler

Rådgivning

Her finder du både interne links og kontaktinformationer til eksterne organisationer, der tilbyder rådgivning og hjælp.