Aflastning og afløsning

I familier, hvor en person (eller flere) er på spektret, kan der være en større omsorgsopgave end i andre familier. Det kan derfor være nødvendigt at aflaste eller afløse forældre eller omsorgspersoner for at vedligeholde deres overskud til forsat at kunne yde den nødvendige omsorg for deres pårørende.

 

Henvendelser i Autismeforeningens rådgivning tegner et billede af, at der kan være forskel på, hvordan kommunernes opmærksomhed er på dette i forhold til vejledning og tilbud om aflastning/afløsning.

 

Artiklen her er vejledende og har til formål at orientere bredt og overordnet. Hvis du har spørgsmål, er du altid velkommen til at kontakte Autismeforeningens socialrådgiver

 

 

Aflastning og afløsning i forbindelse med børn og unge autister

Forældre til børn på spektret har ofte ekstra opgaver i dagligdagen. Det kan fx dreje sig om:

 

• Øget antal møder i daginstitution/skole
• Hensyn til søskende
• Ledsagelse til forskellige aktiviteter
• Planlægning
• Guidning
• Konflikthåndtering

 

Den kommunale rådgiver bør sammen med familien vurdere, hvilke behov der er ud fra den enkelte families helhedssituation samt hvad der kan fungere bedst for familien.

 

Hjælp til aflastning/afløsning efter serviceloven § 84 kan ydes, når behovet for at blive aflastet/afløst opstår på baggrund af barnet /den unges funktionsnedsættelse. Dvs. at almen logistik og aktivitet – som andre forældre også vil være udfordret af - kan ikke stå alene som argument for behovet.

 

Aflastning vil have karakter af en pause til forældrene, imens barnet bliver passet. Afløsning vil have karakter af, at forældrene afløses i forhold til opgaven, der er omkring barnet, fx for at forældrene kan passe deres arbejde eller gå til fodbold med lillesøster.

 

Der kan også være situationer, hvor et ekstraordinært behov for støtte af barnet den unge betyder, at aflastning er nødvendigt. Her vil man bevæge sig over i aflastning efter serviceloven § 52, stk. 3 nr. 5, hvor aflastningen skal tilbyde mere støtte til barnet/den unge og altså ikke blot en pause til forældre. Aflastning efter § 52 forudsætter at barnets/ den unges behov er afdækket i en børnefaglig undersøgelse jf. afdækket § 50.

 

Serviceloven § 41 om merudgifter kan også finde anvendelse i forhold til aflastning. Her omtaltes det ofte som barnepigetimer. Barnepigetimer kan fx ydes, når barnet den unge ikke kan deltage i familierettede aktiviteter (fx stor fest, tur til forlystelsespark), hvor det bliver for overvældende for barnet/den unge. Barnepigetimer som merudgift kan ydes, når man ikke sædvanligt ville have haft behov for en barnepige. Timerne vil typisk blive udmålt som et fast tilskud, hvor man selv finder ud af, hvornår timerne bruges.

 

Det er vigtigt at være opmærksom på, at § 41 er subsidiær. Det betyder, at anden lovgivning skal bringes i spil forud for anvendelse af denne paragraf. Man skal derfor ikke yde aflastningen/afløsningen efter § 41, hvis § 84 kan anvendes til formålet.

 

I vejledning til serviceloven Vejl. 9007 af 7/1 2014 (punkt 196-202 og kapitel 10) omtales de forskellige former for aflastning, der er mulighed for på børneområdet. Udgangspunktet er, at forældre til et barn eller en ung med nedsat funktionsevne i varierende omfang kan have brug for aflastning og at dette kan være medvirkende til at bevare barnet/den unge i hjemmet.

 

 

En konkret og individuel vurdering

Behovet for hjælp og støtte efter serviceloven beror altid på en konkret og individuel vurdering. Det betyder også, at der på baggrund af diagnosen i sig selv ikke som sådant er noget, man har krav på.

 

Ordlyden i § 84 er som følger:

 

”Kommunalbestyrelsen skal tilbyde afløsning eller aflastning til ægtefælle, forældre eller andre nære pårørende, der passer en person med nedsat fysisk eller psykisk funktionsevne”

 

Målgruppen er altså ikke mere tydeligt defineret i lovteksten og derved kan det udledes, at en nedsat funktionsevne er den overvejende betingelse.

 

I vurderingen af behovet for aflastning/afløsning vil indgå flere hensyn. Det er fx:

 

• Barnets/den unges alder (i forhold til hvor meget man alment ville skulle have barnet passet)
• Omfanget af omsorgsopgaven for barnet/den unge
• For den unge - kan den unge være alene hjemme? (og er det hensigtsmæssigt?)
• Er barnet/den unge i dagtilbud/skole?
• Kan deleforældre aflaste hinanden?
• Søskendes behov for at blive tilgodeset
• Kan man sige noget om, hvad timerne skal anvendes til?
• Muligheden for aflastning i netværket

 

 

Serviceniveau

Alle kommuner har det, der hedder et serviceniveau. Serviceniveauet er ikke en regel men mere et slags pejlemærke i sagsbehandlingen. Det kan fx være, hvor meget man yder som merudgift pr. vask eller antal timer/dage, man yder i aflastning. Kommunen kan henvise til serviceniveauet, hvis ikke der er andre hensyn, der kan påvirke udmålingen af ydelsen.

 

Et eksempel kan være, at forældre henvender sig med behov for et pusterum nu og da. Forældrene har ikke selv noget konkret bud på omfanget af behovet. Det kan derfor besluttes, at man følger serviceniveauet og yder fx 3 timer hver anden weekend, hvor forældrene kan foretage sig noget andet end at passe deres barn.

 

I tilfælde hvor forældrene kan uddybe behovet og kan redegøre for et større behovet (end det der er omtalt i serviceniveauet), så skal kommunen forholde sig til det. Serviceniveauet kan altså ikke gå forud for den individuelle vurdering. Man kan imidlertid godt være ude for, at kommunen vurderer behovet anderledes end man selv gør. I det tilfælde skal man bede om en afgørelse og eventuelt klage over denne, hvis man er uenig i kommunens vurdering.

 

 

Hvordan kan aflastning/afløsning se ud?

Aflastning/afløsning kan ske på flere måder. Vejledning lægger op til, at aflastning vil foregå på den måde, at barnet passes ude af hjemmet og afløsning foregår i hjemmet.

 

Afløsning vil da oftest være en person, der kommer i hjemmet og kan enten være en person, kommunen finder (internt korps eller privat udbyder) eller en i netværket.

 

Aflastning kan i praksis ligeledes foregå ved, at en person er ansat til at komme i hjemmet og passe barnet/den unge (enten professionel eller netværk). Aflastning kan dog også foregå på en institution eller aflastningsfamilie. Der findes en række forskellige aflastningstilbud landet over. Landsforeningen har ikke en oversigt. Kommunerne har ofte et eller flere steder, de samarbejder med og kan også have egne tilbud i kommunen.

 

Beslutningen, om hvordan aflastningen skal udføres, skal foregå i samarbejde med forældrene og tilbuddet skal være egnet i forhold til barnets/dens unges behov. Det er kommunen, der endeligt beslutter, hvilken udbyder der ansættes til opgaven (jf. retssikkerhedsloven § 15).

 

Aflastning/afløsning efter § 84 har ikke et udviklende sigte, så derfor skal der ikke udarbejdes en handleplan. Formålet er udelukkende aflastning (en pause) til forældrene eller varetagelse af omsorgsopgaven for at afløse forældre til andre gøremål. Dette betyder i praksis, at der drages omsorg for barnet/den unge, men at man ikke arbejder med konkrete udviklingsmål. Dette kan dog sagtens stadig være en del af tilbuddets pædagogiske plan, fx at arbejde aktivt med relationer, samspil og kommunikation.

 

 

Andre indsatser

 

Ledsagerordning

Der kan være mulighed for at få ledsageordning efter serviceloven § 45, når den unge bliver 12 år. Denne ordning kan kombineres med de øvrige løsninger. Ledsagerordningen er typisk mindre anvendt til børn på spektret, da ordningen ikke må indeholde pædagogiske opgaver – det er ren ledsagelse som fx at ledsage/følge den unge til sport.

 

 

Kontaktperson

Kontaktperson efter serviceloven § 52, stk. 3, nr. 6. Kontaktpersonsordning er en foranstaltning, som forudsætter udarbejdelse af en børnefaglig undersøgelse jf. serviceloven § 50. Denne ordning har i modsætning til ledsagerordningen et klart pædagogisk indhold og der arbejdes på at øge kompetencer og selvstændighed.

 

I et vist omfang vil man som forældre kunne blive afløst i visse opgaver igennem disse andre ordninger. Det vil dog være individuelt, hvad der vurderes at være behov for og hvad der er meningsfuldt at igangsætte.

 

 

Aflastning og afløsning i forbindelse med voksne autister

Serviceloven § 84 om aflastning/afløsning gælder også på voksenområdet. Her gælder det forsat, at man som pårørende kan aflastes/afløses i forhold til den opgave, der er omkring personen, man drager omsorg for. Det ses oftest i forhold til vores medlemmer, at de, der kan have behov for støtte efter serviceloven § 84, er forældre, som drager omsorg for deres voksne børn.

 

En bevilling af aflastning/afløsning vil ligesom på børneområdet bero på en konkret og individuel vurdering. Der vil typisk blive udarbejdet en VUM, som står for voksenudredningsmetode. Det er et socialfagligt værktøj, som har til formål at belyse den enkelte persons behov for støtte – og altså ikke at forveksle med en udredning som i sundhedssystemet.

 

Da nogle voksne kan have udfordringer, som nødvendiggør anden eller mere hjælp, kan der også være andre løsninger, der kan komme i spil, fx:

 

• Praktisk hjælp/personlig pleje (serviceloven § 83)
• Socialpædagogisk bistand (serviceloven § 85)
• Borgerstyret personlig assistance (serviceloven § 96)
• Ledsagerordning (serviceloven § 97)
• Midlertidigt botilbud (serviceloven § 107)
• Længerevarende botilbud (serviceloven § 108)

 

Aflastning/afløsning anvendes ofte i mindre omfang på voksenområdet end på børneområdet. Dette skyldes, at behovet for aflastning/afløsning ofte kan være begrundet i, at omsorgsopgaven for den voksne er så omfattende, at det i virkeligheden kalder på mere eller anden støtte som fx et botilbud.