Spring navigationen over og gå direkte til indhold

Forretningsorden for Repræsentantskabet i Autismeforeningen

A. Mødeindkaldelse

 

Autismeforeningens ordinære repræsentantskab indkaldes elektronisk til alle valgte repræsentanter med mindst 8 ugers varsel. Indkaldelsen skal offentliggøres på Autismeforeningens hjemmeside. Indkaldelsen sker med angivelse af dagsorden.

 

Repræsentantskabets dagsorden fremgår af vedtægten, men kan udbygges efter behov. 

Det tilstræbes at forslag og dagsorden punkter foreligger skriftligt belyst i nødvendigt omfang. 

 

Regnskab, budget, indkomne forslag eller lignende fremsendes til repræsentantskabets medlemmer senest 4 uger før repræsentantskabsmødets afholdelse.

 

Forslag fra medlemmer, der ønskes behandlet på det ordinære Repræsentantskab, skal indsendes til sekretariatet senest 6 uger før repræsentantskabsmødet afholdes.

 

I tilfælde af skriftligt fremsat krav om indkaldelse af Ekstraordinært repræsentantskab, skal indkaldelse foretages inden 2 uger efter kravets skriftlige fremsættelse. Det ekstraordinære repræsentantskabsmøde skal være afholdt senest 30 dage fra indkaldelsens dato efter samme procedure som det ordinære repræsentantskabsmøde. 

 

 

B. Mødeafvikling 

 

Hovedbestyrelsen fremsætter forslag til valg af dirigent, referent og stemmetællere. Dirigenten må ikke være medlem af hovedbestyrelsen. Afstemning om valg af dirigent, referent og stemmetællere ledes af Landsforeningens formand.

 

Dirigenten påser, at indkaldelsen til Repræsentantskabsmødet er sket i overensstemmelse med Landsforeningens vedtægter og leder herefter mødet og træffer alle beslutninger om procedurespørgsmål. Dirigenten kan tillige afgøre fortolkningsspørgsmål. Ligeledes kan dirigenten beslutte at afslutte forhandlingerne om et givet punkt, når dette – efter dirigentens vurdering – er tilstrækkeligt belyst.

 

Dirigenten kan på et vilkårligt tidspunkt af repræsentantskabsmødet afsættes og en ny dirigent vælges i stedet. Afstemningen foregår ved simpelt flertal blandt de fremmødte stemmeberettigede. 

 

 

C. Mødeberettigede

 

Repræsentantskabsmødet er åbent for alle. Alle medlemmer af foreningen har taleret på repræsentantskabsmødet.

 

Foreningens revisor har pligt til at deltage i repræsentantskabsmødet og skal besvare alle spørgsmål fra medlemmer til årsregnskab og status.

 

 

D. Stemmeberettigede

 

Stemmeberettigede på repræsentantskabsmødet er medlemmer valgt af kredsene på disses generalforsamlinger og hvis kontingent er betalt senest i forbindelse med repræsentantskabsmødets afholdelse. Stemmeberettigede er desuden repræsentanter fra Grønland, Landsforeningens formand samt hovedbestyrelsesmedlemmer valgt udenfor ovennævnte fora. 

 

 

E. Beslutningsdygtighed, stemmeflerhed

 

Afstemninger foregår ved håndsoprækning med mindre mindst en repræsentant begærer skriftlig afstemning. 

 

 

F. Valg af hovedbestyrelse

 

Repræsentantskabet vælger formand, næstformænd, hovedbestyrelsen samt suppleanter efter vedtægternes § 4.9. Medlemmer kan indsende forslag til kandidater, der skal vælges på Repræsentantskabet til Autismeforeningens sekretariat.

 

Forslag skal være sekretariatet i hænde senest 6 uger før repræsentantskabsmødet afholdes.

 

Hovedbestyrelsen opstiller en liste over de foreslåede kandidater, som har erklæret sig villige til at modtage valg. Denne liste fremsendes til Repræsentantskabets medlemmer sammen med øvrigt materiale senest 4 uger før repræsentantskabsmødet afholdes samt offentliggøres på hjemmesiden.

 

 

G. Forslag fremsat af medlemmer

 

Forslag med begrundelse sendes til Autismeforeningens sekretariat senest 6 uger før repræsentantskabsmøde afholdes.

 

Indkomne forslag med begrundelse udsendes senest 4 uger før repræsentantskabsmødet til repræsentantskabets medlemmer.

 

Hovedbestyrelsens indstillinger til indkomne forslag udsendes til Repræsentantskabets medlemmer senest 7 dage før mødet afholdes.

 

 

H. Ændring af forretningsorden

 

Forretningsordenen kan ændres på repræsentantskabsmødet ved simpelt flertal blandt de i afstemningen deltagende. 

 

 

I. Referat

 

Referatet sendes til repræsentantskabets medlemmer og offentliggøres på hjemmesiden, når det foreligger godkendt af dirigenten.  

 

Således vedtaget på Landsforeningens generalforsamling den 9. oktober 2005 med rettelser vedtaget på Repræsentantskabsmødet 2017, 2021 samt i 2022.

Repræsentantskabet

Information om Repræsentantskabet