Når ufrivilligt skolefravær rammer familien: Det kan I gøre for at passe på hinanden

Når man taler med Mette Kyung om ufrivilligt skolefravær, er det første, hun italesætter, hendes forståelse for den svære situation, forældrene står i.

 

”Jeg vil gerne starte med at anerkende det følelsesmæssige pres, forældrene oplever, når de havner i den her situation. Det er svært, især når man har et barn med de begrænsninger, som autistiske børn har,” siger Mette Kyung.

Hun fortæller, at hun i sit arbejde med familierne ofte arbejder med den afmagt, der spreder sig i sådan en situation.

 

”Barnet oplever ofte en afmagt, når det har prøvet at gøre, som de voksne sagde eller at passe ind i sit skolemiljø, men nu sidder med en kæmpe nederlagsfølelse. Så oplever barnet ofte en følelse af ikke at slå til, ikke at være noget værd.”

 

”Det er også fuldstændig almindeligt, at forældrene rammes af afmagt, fordi man også selv som forældre har været igennem alt muligt og ovenikøbet, bevidst eller ubevidst, sidder med en følelse af skyld over, at det ikke er lykkedes at få barnet til at trives i skolen. Hvis man ikke møder forståelse og anerkendelse, efterlades man ofte med en følelse af skyld, selvom forældrene har gjort alt, hvad de kunne.”

 

 

Lav overskuelige invitationer til dit barn

For at forebygge, at følelsen af afmagt spreder sig i familien, kan det være en god ide, at man som forælder taler med nogle, der forstår, hvad man står i, som ikke er fordømmende, og ikke - som så mange andre - kommer med råd til et ”quickfix”.

 

”På den måde kan man hjælpe sit barn med at være mere neutral, så man ikke ubevidst kommer til at spejle afmagten tilbage til barnet. Det er selvfølgelig helt naturligt at føle sig opgivende i den her situation. Selv de mest kompetente og ressourcestærke forældre kan få den her følelse. Men det kan komme til at stå i vejen for den måde, man forsøger at hjælpe sit barn på,” forklarer Mette Kyung.

 

Mange børn, og særligt autistiske børn, kan have svært ved at kommunikere, hvad de føler. Så ofte viser nederlagsfølelsen hos barnet sig ved, at barnet trækker sig tilbage og isolerer sig.

 

Mette Kyung taler ofte med forældre om, hvordan de lige så langsomt kan arbejde med at få barnet ud af den her isolation. Og her er det vigtigt at finde bittesmå ting i hjemmet, som forældrene kan invitere til uden et pres.

 

”Det handler om at tænke i noget, barnet er god til eller interesserer sig for, noget som kan få genetableret, at barnet føler, det kan og vil noget. Hvis I fx har en hund, kan forælderen sige til barnet ’vores hund ville blive så glad, hvis du ville hjælpe med at give den mad en gang i mellem – kunne du have lyst til det?’ Eller ’den ville blive så glad, hvis du ville gå med ud og kaste en bold?’ Det kan være bare én, to eller tre gange, og så må barnet gerne gå ind på værelset igen. Det skal være overskueligt og uden, at barnet oplever et pres, og så skal man som forælder være vedholdende og tålmodig,” forklarer Mette Kyung.

 

”Man skal finde dét, de er gode til, og hvor de kan byde ind med noget, der er af værdi for fx hunden eller familien. Små invitationer, der får barnet ud af den her afmagtstilstand. Og hver gang, barnet deltager, er det en sejr. Det kan være ultrakorte aktiviteter, og så kan børnene selv være med til at bygge mere på efterhånden,” siger Mette Kyung.

 

 

Hold fast i rutiner, der gavner jer som familie

Når et barn har ufrivilligt skolefravær, kan der opstå en følelse af undtagelsestilstand i hjemmet. Alles fokus er på barnet, der er i mistrivsel, og alle aktiviteter derhjemme overvejes med henblik på barnet. Men Mette Kyung opfordrer til, at man aftaler nogle familieaktiviteter, også i forhold til hvis der er søskende, og fortsætter med de rytmer og rutiner, man har som familie, selvom man har et barn hjemme med ufrivilligt skolefravær.

 

”Det er rigtig godt, at man som familie synliggør nogle rytmer og rutiner. Nogle hyggelige ting, man har i familiens ugeplan, noget alle har gavn af, også selvom barnet med autisme ikke kan være med. Her er det blot vigtigt, at barnet altid inviteres til at være med, også selvom barnet takker nej ni ud af ti gange. Et barn i den situation vil ofte have tanker som ’jeg kan ikke noget’, og ’jeg er dum’ og vende det indad. Så når barnet får de her invitationer uden pres, får barnet en oplevelse af at blive inkluderet og vil på sigt få mulighed for at byde ind med små, værdifulde handlinger til fællesskabet.”

 

Når man holder fast i, at familien skal have nogle rytmer og rutiner, som barnet med autisme ikke nødvendigvis er en del af, skal man ikke tænke, det er et svigt, siger Mette Kyung.
”Det er helt ok, så længe man vedholdende og tålmodigt laver nogle overskuelige invitationer, som på et tidspunkt bliver muligt for barnet med autisme at indgå i. Det er jo også vigtigt, at man ikke glemmer familielivet og parforholdet.”

 

 

Parforhold på prøve

Netop parforholdet kommer for alvor på prøve, når man har et barn, der er i så alvorlig mistrivsel, at det ikke kan gå i skole.

 

”Parforholdet er dét, der ryger først. Når man har et barn med særlige behov, sluger det lynhurtigt al energi og fokus. Her kan det være en god ide at lave en aftale med hinanden om, at man bruger måske bare 5-10 minutter en gang imellem på at gå rundt om huset og tale om, hvordan dagen har været,” siger Mette Kyung.

 

Det er hendes erfaring, at det tit er mødrene, der går hjemme på tabt arbejdsfortjeneste, og det kan give en stor ubalance i parforholdet, forklarer hun.

 

”Det er et stort pres at gå hjemme og hele tiden blive mindet om, hvor svært ens barn har det. Det er også svært at være social, det er svært at deltage i arrangementer. Hvis mor går derhjemme, så er mor så fyldt op af alt muligt, og i virkeligheden kan hun føle sig ensom. Far kan også føle sig afmægtig og have dårlig samvittighed. Her kan det være godt at huske på, at der ikke altid er brug for, at man forsøger at fikse det, måske har man bare brug for at læsse af eller glæde sig over de små sejre.”

 

Hun foreslår, at man sætter tid af til at være sammen om noget som par. En parforholdsaktivitet som man tager lige så alvorligt at sætte ind i skemaet som aktiviteterne for børnene.

 

”Det kan være, man ser en film sammen, spiller et spil eller måske på et tidspunkt får mulighed for at gå en længere tur. Tænk over, hvorfor det var, I fandt sammen, og gør en lille ting for hinanden en gang i mellem. Selvom det er en lille handling, er det stadig et symbol for, at vi ikke helt glemmer hinanden.”

 

Mette Kyung opfordrer også til, at man overvejer at lave en ny rollefordeling, hvis den ene forælder er ved at løbe tør for overskud.

 

”Hvis mor har taget meget af kommunikationen med skole og professionelle, så kan det være rart, at far lige tager over i en periode. I nogle tilfælde skaber det også en bedre balance i forældreskabet, fordi det også kan være rart for far at byde ind. Der er ingen, der har lyst til hele tiden at skulle være den irriterende forælder, der ringer og følger op på fx aftaler, hvilket der ofte kan være brug for. Det er krævende og udmattende at holde en god, konstruktiv samarbejdstone.”

 

Afmagten spænder ben for samarbejdet

Flere forældre oplever et stort pres fra blandt andet skolen, når barnet er derhjemme med ufrivilligt skolefravær. Mette Kyung opfordrer blandt andet til, at man i det tilfælde overvejer at benytte sig af en bisidder.

 

”En bisidder kan tage med til møder og hjælpe med at sige ’vi ved, hensigten er god, og der er ikke noget, forældrene hellere vil, end at barnet kommer i skole, men lige nu laver vi en timeout. Forældrene har ikke lavet andet end at forsøge at få det her til at lykkes, nu sidder de med en nederlagsfølelse og føler sig afmægtige. I siger, det skal ske og hurtigst muligt. Vi er enige om, at vi ønsker det samme, men vi skal blive enige om måden, det skal ske på. ”

 

”Der er ikke et quickfix, når et barn har ufrivilligt skolefravær. Der er brug for, at de rammer, der sættes for at få barnet tilbage i skole, bliver afstemt med barnets forudsætninger. Man er nødt til at tale om, at alle ønsker det samme, men at alle omkring barnet bliver nødt til at arbejde tæt sammen. Helt ned i de små detaljer - nærmest på samme måde som man gør derhjemme,” siger Mette Kyung.

 

Det er hendes oplevelse, at samarbejdet med fagpersoner kan blive udfordret, fordi der opstår afmagt hele vejen rundt.

 

”Der skal de professionelle også nogle gange have rådgivning og supervision, og fagpersonen er også nødt til at kigge indad og undersøge, hvordan man arbejder med det her på en hensigtsmæssig måde. Og så må man tage en timeout når kommunikationen bliver uhensigtsmæssig. Det er naturligt at få lyst til at skyde på hinanden, når man føler afmagt, men her bliver børnene taget som gidsler,” siger Mette Kyung.

 

”Der rådgiver jeg også forældre i, hvordan de kan hjælpe til at få en mere hensigtsmæssig kommunikation, hvis de føler sig ramt af noget, de professionelle siger, i kampens hede. Man kan sige ’det er over stregen, det gør ondt i maven på mig.’ ’Det var lige en mavepuster, du gav mig dér. Det er derfor, det er utrolig hårdt for mig at være til de her møder.’

 

Hun opfordrer samtidig til, at man bygger på relationen, når man møder fagfolk med forståelse og empati.

 

”Det kan være rigtig godt at sige ’tusind tak, det er lige dét, jeg har brug for’, hvis der er en fagperson, der udviser bedre forståelse for en som forælder. For ofte mærker de også presset ovenfra, og så er det rart at få at vide, at det har en betydning, det de gør, at de lytter og udviser forståelse. Hvis man som forældre føler, man bliver lyttet til og forstået, så kan man også godt udfordres lidt, men tit går kampen på, at man sidder med så mange negative følelser. Så anerkendelse for det store arbejde, man gør, både som forælder og fagperson, kan vende hele samarbejdsmiljøet.”

 

 

Andres ”gode” råd kan føles som pres

Et andet pres, der nogle gange kan opleves, er fra den øvrige familie. Selvom det er med de bedste intentioner.

 

”Her kan det være rigtig vigtigt, at man anerkender den gode intention og siger ’jeg ved, I mener det godt, I skal bare vide, at det jo ikke er, fordi vi ikke har prøvet meget forskelligt. Det har også taget os lang tid at lære at forstå vores barn. Vi ved, I mener det godt, men det virker som et pres, og det gør ondt lige dér, hvor jeg i forvejen føler mig som en utilstrækkelig forælder.”

 

Mette Kyung opfordrer til, at man prøver at være eksplicit og konkret i forhold til, hvordan den øvrige familie kan hjælpe i den svære situation.

”Det kan være hjælp til aftensmad, hjælp til at slå græsset, eller der kan være nogle søskende, der kunne have rigtig godt af at blive fulgt til fodbold eller få en tur på café eller i biografen. Det kan være dejligt for søskende at opleve en særlig opmærksomhed, fordi deres søskende med autisme tager så meget tid og kræfter fra forældrene. Samtidig kan forældrene have dårlig samvittighed over ikke at kunne tilbyde det, og så kan det være en lettelse, at familien byder sig til.”

 

”Når I giver konkrete forslag til, hvordan familien kan hjælpe, mærker de, at I gerne vil inddrage dem, og at de ikke bliver skubbet helt væk, som mange i den øvrige familie ellers kan komme til at føle, når de står og tripper og gerne vil hjælpe, men ikke ved hvordan. Så bliver det en win-win-situation” slutter Mette Kyung.

Om Mette Kyung

• Specialist i klinisk psykologi & børneneuropsykologi

• Arbejder bredt med børn, unge og familiers udvikling og trivsel

• Er specialiseret i neuro-udviklingsforstyrrelser (autisme, ADHD m.v.) og komplekse problemstillinger, men har haft særligt fokus på autisme i næsten 30 år

• Er privatpraktiserende psykolog, men samarbejder med kommunale, regionale og private institutioner om udredning og behandling af børn og unge med særlige behov samt kompetenceudvikling af professionelle.