Aktuelt i 2025
Læs alle artikler fra Autismeforeningen fra 2025
Da Majbrit Krogs søn som niårig blev diagnosticeret med autisme, var der pludselig mange ting, der faldt på plads for hende. For flere af de ting, hendes søn kæmpede med, kunne hun genkende hos sig selv. I dag er hun også udredt for autisme, og deres fælles neurotype kan både være en ulempe, men også en stor hjælp i deres forhold.
27. marts 2025
Majbrit havde egentlig altid haft en følelse af at være anderledes end andre. Endda forkert. Men hun var en ferm fodboldspiller og klarede sig fagligt rigtig godt i skolen, og på den måde lykkedes det hende at komme igennem folkeskolen.
Venner havde hun ikke så mange af – heller ikke da hun senere læste på lærerseminariet, men det sociale interesserede hende heller ikke rigtigt.
Hun havde det fint med at være sig selv, for det med at gennemskue andres hensigter var en udfordring.
Når hun alligevel deltog i sociale arrangementer, vågnede hun op dagen efter med voldsomme, sociale tømmermænd.
”Jeg er vokset op med at være den pæne pige, som gjorde, hvad der forventedes af mig. Også i forhold til at deltage i sociale ting, jeg egentlig ikke havde lyst til, og så har jeg stået alene med alle tæskene bagefter,” fortæller Majbrit og uddyber.
”Når jeg har været afsted til noget, hvor jeg har skullet være social, føler jeg efterfølgende, at jeg har tømt hele lageret af sprut. Jeg har følelsen af at have tømmermænd, selvom jeg ikke har rørt en dråbe alkohol. Jeg har aldrig tidligere været klar over, hvorfor jeg havde det sådan, men i dag forstår jeg det.”
I sensommeren 2024 blev hun diagnosticeret med autisme. Mistanken om autisme kom til hende, da hendes søn nogle år tidligere fik diagnosen. Da var der pludselig mange ting, der faldt på plads for hende, for hun kunne genkende mange af de udfordringer, hendes søn havde.
”Det gav pludselig mening for mig, hvorfor jeg havde det, som jeg havde det. Fx at jeg havde svært ved at mærke mig selv og havde svært ved det sociale.”
”Jeg havde dog nogle overvejelser om det at blive udredt – min læge sagde, at det jo ikke ville ændre noget, hvis jeg fik diagnosen, og at det måske ville kunne lukke nogle døre. Men jeg kunne mærke, at jeg havde brug for at få sat et punktum og få fakta på bordet,” fortæller Majbrit.
Den nye forståelse af, at autismen har været årsagen til dét, der var svært for hende i barn- og ungdommen, gjorde hende til at starte med ked af det, fortæller hun.
”Fordi jeg nu forstod, at jeg – inden min søn fik diagnosen – har presset ham til nogle ting, som jeg heller ikke selv brød mig om, da jeg var barn.”
Men samtidig gør indsigten i hende selv, at hun nu har lettere ved at forstå sin i dag 12-årige søns behov og kan hjælpe ham med at sørge for, at de bliver imødekommet.
”Hvis vi fx skal til en fødselsdag, og jeg siger til ham, at vi kører mellem kl. 16-17, så holder jeg fast i, at det er dér, vi kører, uanset at nogle synes, det kunne være hyggeligt, at vi lige blev til en enkelt kop kaffe mere. Fordi jeg forstår, at det er vigtigt for ham, at vi kører i det aftalte tidsrum og ikke fem minutter senere.”
Sammen med sin søn arbejder hun også altid med en ”bagdør”, fordi det giver ham ro at vide, at der altid er en plan b, hvis en situation bliver svær.
”Vi har en aftale om, at det er ok, at man nogle gange kun kan være i en aktivitet i fx ti minutter, hvis det er, hvad man magter. Det giver min søn ro og mod på at være i og prøve nye situationer,” forklarer hun.
Hun er på samme tid opmærksom på, at hendes personlige indblik i autismen i nogle situationer også kan skabe blinde vinkler for hende.
”Fordi jeg forstår, hvordan han har det i forhold til at være social, og jeg heller ikke selv har behovet, kan jeg godt glemme at udfordre ham på det punkt, men det er jeg jo nødt til, hvis han skal udvikle sig. For hvordan skal han ellers lære det?,” siger Majbrit.
”Samtidig kan jeg - fordi jeg selv ved, hvor ondt det kan gøre, og hvor nedbrudt man kan blive – have svært at vide, hvornår jeg skal presse ham, og hvornår jeg skal hjælpe ham med at trække stikket. Der tænker jeg, at jeg nogle gange kan komme til at gøre ham en bjørnetjeneste, for han kan jo godt overskue mange ting. Det kan være en svær balance.”
Hun er dog ikke i tvivl om, at det på mange måder er af stor værdi, at hun forstår ham så godt, som hun gør:
”Ligesom jeg kan spejle mig meget i ham, tror jeg også, han spejler sig i mig, og min søn ved, at jeg forstår ham på en måde, som ingen andre gør.”