Jeg drømte om at være i babyboblen, men jeg vidste ikke om jeg turde

Camilla Hove Valther og hendes mand mødte hinanden, da de var henholdsvis 28 og 30 år gamle, og derfor var det helt naturligt for dem hurtigt at begynde at tale om at blive en familie. Men Camilla er diagnosticeret med Asperger, og det betød, at hun havde en del bekymringer om at skulle være mor.

”Vi var sådan set ikke i tvivl om, at vi gerne ville stifte familie, men jeg var meget i tvivl, om jeg ville kunne være en god nok mor for vores barn, som jo også kunne blive autist og få nogle udfordringer. Jeg drømte om at være i babyboblen, men jeg vidste ikke, om jeg turde,” fortæller Camilla.

”Vi talte frem og tilbage om det, og vi endte med mantraet: hvem skulle være bedre til at tage sig af et autistisk barn end en autistisk mor?”

Oplevede et stort pres

I 2016 fik parret en datter, og Camilla forsøgte, så godt hun kunne at hvile i mor-rollen og tro på, at hun gjorde det godt nok.

”Jeg tror, jeg kunne gange den almindelige mor-usikkerhed med to eller tre – jeg var meget bevidst om, at vores hjem ikke lignede noget fra Bo Bedre, og jeg følte, at jeg skulle præstere meget mere end andre mødre for at bevise, at jeg kunne være en god mor,” siger Camilla.

På grund af hendes diagnose fik de mulighed for at blive tilknyttet et kommunalt tilbud, hvor de fik ekstra tid med en sundhedsplejerske og forskellige værktøjer. Et tilbud, som Camilla var utrolig glad for.

”Det var guld værd for mig, fordi jeg så følte mig mere sikker på, at jeg gjorde det hele rigtigt.”

Efterhånden som datteren voksede op, var Camilla meget opmærksom på, om datteren udviste tegn på autisme, fordi hun vidste, at det kunne gå i arv.

”Op gennem børnehaven og efterfølgende til skole-/hjemsamtaler, var det noget, jeg spurgte ind til. ’Ser I tegn på autisme?’. Men i dag er hun otte år, og hun viser ikke tegn på autisme overhovedet. Det lader dog til, at hun slægter sin mor på i forhold til sin gode begavelse,” siger Camilla med et grin.

I en periode drømte hun og hendes mand om at sætte et barn mere i verden, men da de mistede et barn under graviditeten, blev de enige om, at de ikke ville forsøge igen. De ville hellere glæde sig over, at de har et barn, som trives.

”Der kan være nogle udfordringer ved at være autist, når man er mor. Der er nogle perioder, hvor jeg ikke har det godt, og min mand er nødt til at tage over, og det kan være hårdt,” siger Camilla.

Nu da de har besluttet ikke at få et barn mere, har Camilla og hendes mand i stedet gjort meget ud af at opbygge andre nære relationer til deres datter.

”Hun har en fætter og en kusine, der er lidt ældre, som hun er tæt med. På den måde sikrer vi os, at hun får et tæt forhold med noget andet familie, når det nu ikke kan være en bror eller søster. Det betyder meget for os.”

Forståelse for forskellighed

Camilla er glad for og stolt over at opleve, at deres nu otteårige datter gennem sin mor har fået en forståelse af, at alle er forskellige, og at det er ok.

”Hun forstår bedre og bedre, hvad det er for nogle udfordringer, jeg har. Den anden dag var hun med en veninde ude at se en fodboldkamp, og da hun kom hjem, sagde hun: ’Det var godt, du ikke var med på stadion, mor. Der ville have været for meget larm til dit hoved.”

”Hun forstår også, at det, mor kan i dag, kan mor ikke nødvendigvis i morgen, og i dag skal mor sove til middag, og i morgen skal hun ikke sove til middag. Hun er blevet et rummeligt barn, der forstår, at ikke alle går den lige vej igennem livet, og at alle er forskellige, slutter Camilla.”