Efter flere år med ufrivilligt skolefravær fandt Milo glæden ved skolen på Høje Taastrup Gymnasium

Uden for Høje Taastrup Gymnasiums vinduer er jorden flere steder dækket af sne, og Milo Hansen fortæller med et smil, at han og klassekammeraterne har haft sneboldkamp tidligere i dag.
Det er ikke svært at høre glæden i hans stemme, når han fortæller om sin klasse og de ting, han har lavet med dem, siden han startede på skolen for tre måneder siden. Forleden var de – på Milos initiativ – ude at bowle, og eleverne er enige om, at de snart skal ses igen uden for skolen.

 

At hygge sig med vennerne efter skoletid kan måske synes at være noget ganske almindeligt, når man er 20 år. Men for Milo Hansen er det at være en del af et skolefællesskab med klassekammerater noget, han har længtes efter i flere år. For det har på ingen måde været en selvfølge, at han kunne det. I de fleste år af hans barndom var det helt umuligt for ham at gå i skole, selvom han gerne ville.

Milo Hansen fortæller, at han allerede i børnehaven udviste tegn på, at han havde andre behov end flertallet.
”Jeg havde meget svært ved at sige farvel til mine forældre, og jeg følte mig utryg gennem hele dagen. Jeg havde det også utrolig svært med, hvis der blev ændret noget i skemaet. Jeg havde brug for forudsigelighed, og hvis forudsigeligheden blev brudt, havde jeg efterfølgende dage, hvor jeg var nødt til at være hjemme,” fortæller Milo Hansen, som blev udredt med tre forskellige typer angst, mens han stadig gik i børnehave.

 

På trods af angsten begyndte Milo Hansen senere i skole, og det gik godt indtil 4. klasse.

 

”Da jeg gik i 4. klasse, blev det hele for meget. Jeg havde altid haft brug for at kunne trække mig i løbet af skoledagen, så jeg gik ud på toilettet for at være mig selv. Men nogle elever fandt ud af, at man kunne tvinge låsene op ved hjælp af en saks, og så havde jeg ikke et sted at trække mig hen længere. Det hele kogte ligesom over, og så kunne jeg ikke være der mere,” fortæller Milo Hansen.

 

 

Kaos i skolen blev for meget

Han havde brug for en pause, og det begyndte med én dag, så blev det til en uge, en måned og til sidst et år.

 

”I den tid var min mor hjemme på orlov, for jeg kunne ikke være alene hjemme. Jeg kan huske, at jeg græd hver dag, og jeg var helt rød under øjnene efter at have grædt så meget. Jeg begyndte at tænke meget over døden, og om man ser folk igen, når man dør.”

 

I det år, han var hjemme, kom en vikar fra skolen en gang i mellem for at lave hjemmeundervisning. Det blev dog mest til hygge og ture til bageren, husker Milo.

 

Da næste skoleår begyndte, skiftede han til en anden almen skole, hvor han langsomt startede op i femte klasse. Den langsomme opstart gjorde ham godt, og til sidst kunne han være i skole hele dagen uden forældre, ligesom han selv kunne tage bussen til og fra skole. Men da Milo Hansen begyndte i 7. klasse, kunne han ikke længere holde ud at være i der.

 

”Jeg har altid interesseret mig for mange ting og haft let ved at lære nyt, men der var mange problemer på min skole. Jeg husker, at der var meget larm. Til gengæld husker jeg faktisk ikke nogen af de fag, vi havde. Vi var 50 elever med to lærere, og flere af eleverne kastede med sakse i timerne, og der var lærere, der gik grædende derfra, og som efterfølgende sagde op. Det blev for meget, og jeg stoppede med at komme i skole,” fortæller Milo Hansen, som endte med at være helt væk fra skolen i 7., 8. og 9. klasse.

 

Han husker, at han i den periode var med sin mor til mange møder på kommunen.

 

”Når man er væk fra skolen så længe, bliver der jo sat spørgsmålstegn ved mange ting. Det var hårdt at se, hvor svært min mor havde det i kommunikationen frem og tilbage med kommunen,” siger Milo Hansen.

 

 

Ungeguide blev vendepunkt

Gennem årene har Milo Hansen været igennem flere udredninger. De første i skolestart-alderen, hvor han blev diagnosticeret med forskellige typer angst og OCD. Dog ingen autisme. Han har også været igennem to programmer, blandt andet et angstbehandlingsprogram, og han har talt med 35 forskellige psykologer.

Intet af det har ifølge Milo Hansen gjort nogen særlig forskel for ham.
”Efterhånden som jeg er blevet ældre, har jeg sagt til psykologen, at jeg tror, det er tid, jeg har brug for. For jeg kan mærke, at jeg har lettere ved at få kontrol over mine mange tanker og følelser, efterhånden som jeg bliver ældre.”

 

Milo Hansen blev i 2020 sendt til 10. klasse på en ny skole, hvor han kunne gå i en lille klasse i en separat bygning. På skolen gik børn og unge med ufrivilligt skolefravær, der ligesom Milo Hansen ikke havde bestået 9. klasse. Men han nåede kun at komme i skole tre gange, så kom corona. I stedet for at udsætte eksamenerne, gav skolen ham et afgangsbevis, hvor der stod, at han havde bestået med 4 i dansk, engelsk og matematik.

 

Få uger før han fyldte 18 år, blev han udredt igen, og denne gang fik han diagnoserne infantil autisme og svær OCD.

 

”Jeg havde svært ved at forstå, at det kunne være rigtigt, at jeg skulle have en autismediagnose. I dag kan jeg se, at jeg ikke vidste, hvor forskellige mennesker med autisme kan være. Så det tog mig lidt tid at acceptere, at jeg havde fået den diagnose,” fortæller han.

 

Der gik igen en lang periode, hvor Milo Hansen var derhjemme. Han var flyttet med sin mor til Høje Taastrup, og gennem Høje Taastrup Kommune kom han i kontakt med en Ungeguide.
”Ungeguiden var meget mere engageret, end jeg havde oplevet før. Ungeguiden spurgte, om der var et sted, jeg kunne tænke mig at prøve at være i praktik, og jeg ville gerne ud at arbejde. Så der blev lavet en særaftale mellem kommunen og IKEA. Her var jeg i praktik i lidt mere end et halvt år, hvor jeg langsomt fik smag for mere af det sociale, og jeg blev bekræftet i, at jeg gerne ville arbejde,” fortæller Milo Hansen, som i dag stadig arbejder i IKEA og nu har gjort det i lidt over tre år.

”Mit arbejde i IKEA har ændret mig som person på en virkelig positiv måde. Det har været så stor en succes, at kommunen og IKEA nu samarbejder om en mere generel praktikaftale, som jeg skal give feedback på.”

 

 

Lysten til skolen opstod

Milo Hansen vil gerne tage en leder-trainee-uddannelse i IKEA, men det kræver en gymnasial uddannelse. Den viden motiverede ham til at undersøge muligheden for at tage en studentereksamen, og pludselig forbandt han ikke kun skole med angst. Han kunne mærke, at det var en del, han manglede, og som han gerne ville prøve igen. Men det var ikke alle steder, han kunne få adgang med sit eksamenspapir fra 10. klasse.

 

Så hørte han om Høje Taastrup Gymnasium, der har en såkaldt ASF-/SAFE-linje. En STX-uddannelse til unge med autisme i særligt tilpassede, fysiske og pædagogiske rammer. Her kunne han komme til en optagelsesprøve, og bestod han den, ville han kunne begynde i gymnasiet. På få dage knoklede Milo Hansen for at indhente flere års skolegang og bestod optagelsesprøven.

 

I dag har han gået i gymnasiet i omkring tre måneder, og for første gang føler han sig rigtig godt tilpas med skolelivet. Han har stadig dage, hvor han har brug for at puste ud, men det er der plads til på den her linje, fortæller han.

 

”Her har man en fast mentor, som man kan tale med, og de accepterer også, hvis man har brug for at puste ud et par dage. Det gør en stor forskel, at man mærker, det er ok, at man tager den pause, så virker den efter hensigten.”
Samtidig nyder han at føle sig som en del af et klassefællesskab.

 

”Jeg ville gerne have en oplevelse af at have nogle, jeg kunne holde mig til og have det sjovt med, og det har jeg her. Her har alle forskellige udfordringer, og der er et godt sammenhold i klassen. En af fordelene ved den her linje er, at der ikke ses skævt til nogen, selvom alle er meget forskellige.”

I klassen oplever Milo Hansen nu, at han har det så godt, at han kan give noget til de andre.

 

”Jeg ved, at der er nogle, der har det meget sværere end mig, og det er rart, at jeg kan byde ind med noget overskud.”