Lydudstyr har gjort en markant forskel for Louise:

En særlig slags lydudstyr hjælper Louise Søe-Jensen, som har autisme, med at sortere i lydene omkring hende. Det gør, at hun i dag har meget lettere ved at være en del af fællesskabet i stedet for at have brug for at trække sig fra det.

Da jeg møder 32-årige Louise Søe-Jensen foran Roskilde Station, er der ved første øjekast ikke noget, der afslører, at hun bruger et hjælpemiddel. Først da hun drejer hovedet, kan man bag hendes venstre øre se en sølvfarvet genstand, der mest af alt ligner et diskret høreapparat. I ørerne har hun samtidig sorte ørepropper, der ligner den slags, man lytter til musik med. 

Hun lytter dog ikke til musik, men benytter et særligt lydudstyr, der gør det lettere for hende at sortere lyde fra hinanden. Grundet hendes autisme har hendes hjerne nemlig svært ved at skelne imellem lyde. Hun hører derfor alle lyde lige højt, og uden lydudstyret ville hun have meget svært ved at føre en samtale her på åben gade. 

Til udstyret hører en enhed, som kan hænge om halsen på den person, hvis stemme hun gerne vil have fokus på. Hun tager enheden ud af et etui, tænder den og hænger den om halsen på mig. Nu går min stemme tydeligt igennem hos hende, uden at hun bliver forstyrret i vores samtale af for eksempel den bus, der netop passerer tæt forbi os. 

”Jeg kan sagtens høre trafikken omkring mig, det virker bare ikke forstyrrende,” forklarer hun, mens vi går i retning ad Roskildes butiksstrøg. 

Enheden om min hals vejer ganske lidt og føles på ingen måde generende. Jeg har dog lidt en følelse af, at jeg går rundt med mikrofon på og spørger, om det larmer i hendes ører, når den for eksempel bevæger sig mod mit tøj. Men hun forsikrer mig, at lyden er helt fin, og at der ikke er noget uønsket støj i hendes ører. 

Gav nyt håb 

Louise Søe-Jensen hørte første gang om lydudstyret for nogle måneder siden, hvor hun læste om en anden autistisk kvinde, der havde stor glæde af det.

”Jeg tænkte, at det lød virkelig smart, og at jeg var nødt til at prøve det og se, om det kunne være en hjælp for mig i mit arbejde,” fortæller Louise Søe-Jensen, der er i flexjob som kvalitetsmedarbejder ved en plastproducent.

Her var hun begyndt at blive meget inde på sit kontor, fordi hun havde svært ved at overskue at føre en samtale med kollegerne uden for kontoret.

”Der er en del støj fra produktionen ude på gangen, og når jeg så var nødt til at opsøge en kollega, skulle jeg anstrenge mig utrolig meget for at høre, hvad kollegaen sagde. Og når flere kolleger var samlet, havde jeg svært ved at skelne stemmerne fra hinanden og var nødt til at sige ’hvad?’ hele tiden.” 

”Så jeg begyndte at trække mig fra fællesskabet, fordi jeg skulle bruge så meget energi på at høre, hvad folk sagde. Det var utrolig anstrengende. Samtidig var jeg bange for, om folk tænkte, at jeg ikke havde lyst til at tale med dem, men jeg syntes ikke, jeg altid kunne bede dem om at komme ind på mit kontor, når jeg gerne ville tale med dem,” siger hun. 

Tanken om lydudstyret gav hende nyt håb, og hun kontaktede producenten, der udlånte hende et test-sæt, som hun kunne prøve i en måned. 

”Det gjorde en virkelig stor forskel for mig i hverdagen, det hjalp mig rigtig meget socialt. Så det var en helt tom fornemmelse, da måneden var gået, og jeg skulle sende det tilbage.” 

Hendes arbejdsgiver fandt det da også som en rigtig god ide, da hun fortalte ham, at hun ville forsøge at få udstyret bevilliget af kommunen, og han hjalp hende med ansøgningen. 

Hurtig bevilling overraskede 

En uge efter, hun havde sendt ansøgningen til kommunen, modtog hun til sin store overraskelse en besked i e-boks om, at det var blevet bevilliget. Udstyret kostede ifølge Louise Søe-Jensen kommunen 21.900 kroner, så hun havde slet ikke forventet, at det skulle lykkes i første forsøg. 

”Jeg var allerede begyndt at tænke over, hvad jeg skulle skrive i forbindelse med afslaget,” siger Louise Søe-Jensen glad og fortsætter: 

”Jeg tror, det lykkedes, fordi mit argument var, at jeg ville være nødt til at have det her hjælpemiddel for at kunne blive i mit arbejde.” 

Vi stopper ved en café, og mens Louise Søe-Jensen sætter sig ved et af bordene udenfor, henter jeg drikkekort til os. Da jeg sætter mig i stolen, fortæller hun, at hun svagt kunne høre den samtale, jeg havde med medarbejderen inde på caféen. Det får mig til at tænke på, at jeg vel bør huske at tage enheden om halsen af i det tilfælde, at jeg skulle få brug for at benytte toilettet. 

Hun griner. 

”Ja, det ville nok være bedst, selvom den ikke har helt så lang rækkevidde. Men jeg blev opmærksom på det på et tidspunkt, hvor jeg var i Tivolis Koncertsal med en veninde, og hun skulle på toilettet. Da var jeg også derude, og der opfordrede jeg hende til at tage den af. Jeg behøver jo ikke at kunne følge med i, hvad der sker inde i hendes toiletbås.” 

På enheden, der kan hænge rundt om halsen, kan Louise-Søe Jensen skrue op og ned for lydstyrken, så den passer til, hvor højt vedkommende, der har den på, taler.

Med på arbejde og i biografen 

Vi fortsætter interviewet, mens vi sidder dér omgivet af andre cafégæster, og folk på ladcykler og et par biler passerer os. Lydene lader ikke til at være forstyrrende for hende – kun vinden skaber lidt ubehag i hendes ører, da der pludselig kommer nogle kraftige vindpust, som enheden om min hals opfanger. 

Louise Søe-Jensen har nu haft udstyret siden maj 2024, og hun har stor glæde af det, både når hun, som nu, er ude med andre på café eller andre offentlige steder, hvor der kan være støj, eller når hun er på arbejde. 

”Jeg har også prøvet at have udstyret med i biografen, og da kunne jeg lægge enheden i skødet og pege den mod lærredet, og så var lyden faktisk ok. Det betød, at jeg ikke blev generet af lyde fra de andre gæster i biografen.” 

”På arbejdet kan jeg sætte enheden, du har om halsen, fast på min notesblok med en klips, når jeg skal ud på gangen, og så retter jeg den mod den person, hvis lyd jeg gerne vil have fokus på. Det gør det meget lettere for mig, og det er samtidig en diskret måde at bruge den på – der er mange, der ikke bemærker den, når den sidder dér på blokken,” fortæller hun.

Hun har i det hele taget fået lettere ved at bevæge sig uden for sit kontor, og det er hun meget glad for, da det betyder, at hun i langt højere grad kan være en del af arbejdsfællesskabet. 

Da vi tager afsked ved Roskilde Station, er jeg tæt på at glemme, at jeg stadig har enheden om halsen. Den er så let, at jeg ikke mærker den. 

”Bare rolig, det er sket før, og jeg glemmer ikke, at bede om at få den tilbage,” griner Louise Søe-Jensen og lægger den tilbage i etuiet, inden hun begiver sig ud i den højlydte eftermiddagstrafik.