Katrine har haft servicehunden Neo i to år:

For Katrine Bruun Egeberg plejede det at være uoverskueligt at klare praktiske gøremål i hverdagen som for eksempel at handle ind. Men efter at servicehunden Neo er kommet ind i hendes liv, er overskuddet et helt andet.

 

”Er det en servicehund, du har dér?” 

 

Manden standser brat op på vej hen mod sin bil og kigger nysgerrigt på Neos orange vest og derefter op på Katrine Bruun Egeberg. Hun bekræfter, at Neo er hendes servicehund, og manden smiler anerkendende og går så videre, tilsyneladende uden flere spørgsmål på hjerte. 

 

Jeg har aftalt at mødes med Katrine Bruun Egeberg og hendes servicehund her i Høje Taastrup for med egne øjne at se, hvordan den charmerende labrador, der lyder navnet Neo, hjælper hende i det daglige.

 

Katrine Bruun Egeberg er 24 år, har autisme, og indtil hun for to år siden blev den lykkelige ejer af Neo, var der mange ting i hverdagen, der var dybt uoverskuelige for hende. For eksempel det at handle ind i et fysisk supermarked. 

 

Men det har ændret sig, efter Neo er kommet ind i hendes liv, og derfor går vi nu i retning af den lokale Rema1000, som på sådan en mandag eftermiddag plejer at være travl. 

 

Katrine Bruun Egeberg fortæller, at hun er vokset op med hund, og at den var en kæmpe støtte gennem hendes barndom. Hun har altid tænkt, at det ville være fantastisk med en hund, der kunne følge hende alle steder. Derfor blev hun meget begejstret, da hun blev klar over, at det er et hjælpemiddel, man kan ansøge om, når man har en autismediagnose. 

 

”Så jeg ansøgte Københavns Kommune om en servicehund, og et halvt år senere fik jeg at vide, at min ansøgning var blevet godkendt. Det var første gang, jeg søgte, så jeg var heldig. I ansøgningen havde jeg skrevet som motivation, at jeg gerne ville kunne leve et liv som andre unge på min alder, og at jeg havde behov for mere støtte, struktur og tryghed i hverdagen,” fortæller hun. 

 

Hun havde blandt andet svært ved at være alene, skabe en struktur i hverdagen og finde en grund til at komme ud af lejligheden. 

 

”Men Neo skal ud at gå tre gange i døgnet, så han giver mig en grund til at komme ud, og det gør bare altid en dårlig dag lidt bedre,” siger Katrine Bruun Egeberg med et smil.

 

 

Et skjold mod omverdenen 

 

Selvom hun var heldig at få godkendt sin ansøgning i første forsøg, måtte hun væbne sig med tålmodighed. Der var nemlig lang venteliste til at få en servicehund, og det var derfor først efter et år på venteliste, at hun kunne sige hej til Neo for første gang. 

 

”Jeg fik at vide, at der inden corona var tre måneders ventetid på en servicehund, så det har gjort noget ved ventetiden. Men heldigvis kunne jeg låne mine forældres gamle hund, mens jeg ventede på Neo,” siger hun.

 

Vi træder ind i Rema1000 og bevæger os ned gennem gangene med frugt og grønt. Katrine Bruun Egeberg sørger for hele tiden at have Neo ved siden af sig, og han lunter stille og roligt afsted. 

 

”Inden jeg fik en servicehund, ville jeg bruge 80 procent af min energi på at tage imod alle de indtryk, der er i en butik, i stedet for at koncentrere mig om det, jeg var der efter. Og når jeg så endelig havde fået handlet, havde jeg ikke energi til at lave mad. Men nu hvor jeg har Neo med, bruger jeg måske bare 20 procent på indtryk fra butikken, fordi jeg har så meget fokus på ham. Han giver mig indtryk, jeg allerede kender, og det føles trygt og rart, ligesom at gå rundt i sin egen boble. Han er et slags skjold mod omverdenen, siger hun.” 

 

Når hun har Neo ved sin side, føler hun sig altid tryg, for hun ved, at hun med hans hjælp kan håndtere, hvis der opstår noget uventet. 

 

”På den måde har han nærmest været livsreddende for mig. Hvis jeg møder noget meget voldsomt og uforudsigeligt, som gør mig utilpas, har jeg en tendens til at gå i panik indeni, og så har jeg lyst til bare at gå fra det hele. Så kan jeg ikke navigere i det. Men min servicehund er et slags lille anker, for jeg skal jo have ham med, hvis jeg går fra situationen, og han gør, at jeg ikke er alene i det. Hvad der end sker, så har jeg nu en makker, der følger mig igennem det.”

 

På vores tur rundt i Rema1000 kan jeg se, hvordan Katrine Bruun Egeberg bruger Neo til at skabe afstand til andre. Hun placerer ham bag sig eller ved siden af sig, og mærker hun en begyndende uro, er han trænet til at få hende til at falde til ro ved at puffe til hende med snuden eller stikke snuden ned i hendes hånd, så hun kan mærke ham. 

 

 

Fra afvisning til varm velkomst 

 

I dag er mange klar over, hvad en servicehund er, og det er derfor sjældent, at Katrine Bruun Egeberg bliver bedt om at forklare, hvorfor Neo er med hende inde i supermarkedet, når hun er ude at handle. Men der kan stadig være udfordringer forbundet med det, fortæller hun. 

 

”Jeg har en veninde, der på den samme indkøbstur blev stoppet tre gange af medarbejdere, der krævede, at hun skulle vise sit servicehunde-ID. Det er ikke et lovkrav, at man skal medbringe det, så hun havde det ikke på sig, og hendes hund havde sin servicehunde-vest på. Hun sidder tilmed i kørestol, så det er ret tydeligt, at hun har behov for hjælp.” 

 

Veninden blev ked af det over oplevelsen og havde ikke lyst til at handle der mere, så Katrine Bruun Egeberg tog efterfølgende ned i det samme supermarked med sin servicehund. 

 

”Her blev jeg spurgt til, hvorfor jeg havde Neo med, og jeg forklarede, at han er en servicehund, og at han har lov til at være der sammen med mig. 

 

Medarbejderen bad mig forklare, hvorfor jeg havde brug for at have ham med, for han kunne ikke se, at jeg havde et handicap. Jeg spurgte ham, om han selv havde haft nogle traumatiske oplevelser i sit liv, og bad ham fortælle mig om dem. Det ville han ikke. Jeg spurgte, hvordan han så mente, han havde ret til at spørge mig om, hvad mine behov er,” fortæller hun. 

 

Medarbejderen gav hende besked på at forlade butikken. Katrine Bruun Egeberg gjorde sine indkøb færdige og gik så ud af butikken, men hun nåede ikke langt, før medarbejderen kom ud til hende og sagde undskyld for at have bedt hende gå. 

 

”Nogle uger senere lavede jeg et nyt tjek i butikken, hvor den samme medarbejder var der, og da hilste han på mig og bød mig velkommen,” siger Katrine Bruun Egeberg med et smil. 

Hun forklarer, at hun slet ikke har noget problem med, at medarbejdere i et supermarked spørger hende, om Neo er en servicehund.

”Så længe det foregår på en respektfuld måde, er det helt ok, at de spørger.” 

 

 

Hunden vækker opsigt 

 

Vi nærmer os kassen i Rema1000, og et lille barn får øje på Neo og peger på ham. 

 

”Se mor, en hund!” 

 

Moren kaster et blik på Neos vest med teksten ’hund på job’ og svarer ’ja, skat, en hund’, og leder derefter sit barns opmærksomhed over på den næste vare, de skal putte i indkøbsvognen. 

Katrine Bruun Egeberg smiler. 

 

”Nogle gange, når jeg møder et barn, og jeg kan fornemme, at forældrene har tid, fortæller jeg barnet, at Neo er en servicehund, og at det betyder, han hjælper mig med nogle ting, jeg har svært ved. Og at, når han har sin vest på, så betyder det, at han er på arbejde, og at man ikke må klappe ham. Så tager jeg vesten af ham og fortæller, at nu må barnet gerne klappe ham. Det vækker tit stor glæde, og så ved jeg samtidig, at budskabet efterfølgende hurtigt spreder sig i barnets børnehave,” siger hun og griner. 

En servicehund kan trods træningen godt distraheres. Derfor bør man helt undgå at tage kontakt til hunden. Og så skal man lige huske at passe på dens hale – det er der indimellem nogle, der glemmer, og det gør ondt at blive trådt på halen.

En stor omvæltning 

 

For Katrine Bruun Egeberg er der ingen tvivl i hendes sind om, at det var det helt rigtige for hende at få en servicehund. Der er dog nogle praktiske overvejelser, man bør gøre sig, inden man ansøger om en servicehund, fortæller hun.

 

”Det var et kæmpe skifte for mig, da jeg fik Neo. Han var et år og tre måneder, da jeg fik ham, så han var jo en slags teenager med masser af gang i, og jeg gik fra at passe mine forældres hund på 11 år, som var meget mere rolig. Neo skulle lige finde ud af, hvad han måtte og ikke måtte hos mig. Han er meget madglad, så første dag, jeg havde ham, var han allerede sprunget op på bordet og havde spist en leverpostejsmad, og han hoppede også op i min vindueskarm,” husker hun. 

 

”Man skal huske, at det også er en omvæltning for hunden at bo et nyt sted - den flytter på en måde hjemmefra. Så det var noget af en omvæltning, men det var også helt vildt dejligt med sådan en hund, der bare hopper omkring af glæde. Det er meget smittende,” siger Katrine Bruun Egeberg, der i overgangsperioden fik besøg af en træner fra Servicehundeforeningen, som blandt andet tog med hende og Neo ud at handle for at vise, hvordan Neo var trænet til at hjælpe i den situation. 

 

Noget andet, som er vigtigt at tage med i sine overvejelser, er, at man selv skal dække alle udgifter til sin servicehund. 

 

”Jeg skal betale alle regninger selv, fordi han er en servicehund og ikke en førerhund. Så du skal have råd til foder, udstyr og en god forsikring. Nogle vælger at investere i en ladcykel, så de nemt kan have hunden med rundt, og det kan også være, at du får brug for mere plads derhjemme og bliver nødt til at flytte i noget større,” siger hun. 

 

”Og så skal man have en livsstil, der passer til at have en hund. Man skal være klar på at gå tur i både regn og sne, eller hvis man er syg. Det kan også være rart at have en person, der kan hjælpe en gang i mellem, for eksempel i tilfælde af at man bliver syg,” tilføjer Katrine Bruun Egeberg. 

 

 

Et makkerpar for altid 

 

Vi er færdige på vores tur rundt i Rema1000, og da vi skal ud af butikken, står der en mængde mennesker tæt omkring os. Neo sætter farten op, går op foran Katrine Bruun Egeberg og fører hende, uden at tøve, gennem menneskemængden og ud. 

 

I dag er Neo tre år, og Katrine Bruun Egeberg ser frem til at have Neo ved sin side mange år endnu. Det forholder sig nemlig sådan, at hun også har lov til at beholde Neo, når han en dag skal pensioneres fra sit arbejde som servicehund. 

 

”I princippet ejer jeg Neo, men kommunen ejer træningen af ham. Kommunen har dog ingen interesse i at tage ham fra mig, når han skal pensioneres, så han skal blive hos mig, til han er gammel og gråhåret og ikke kan mere. Efter alt det, han har gjort for mig, skal han være hos mig og have det godt til den allersidste dag.”