Centerleder om magtanvendelse:

De seneste måneder har en række handicaporganisationer råbt op i forbindelse med et skelsættende lovforslag fra regeringen om en ændring af servicelovens magtanvendelsesregler.

Men hvad er en magtanvendelse egentlig, og hvorfor bruges det? For at besvare de spørgsmål har vi allieret os med Mehdi Owliaie, som er centerleder af autismeorganisationen UNIKOS og leder af Videnscenter for Minimering af Magtanvendelse.

Centerleder Mehdi Owliaie tager imod på sit kontor hos UNIKOS. Solen skinner ind ad vinduerne, og i baggrunden kan man høre en svag summen fra eftermiddagstrafikken på Gladsaxe Møllevej. Owliaie fortæller smilende om sit arbejde i UNIKOS, hvor han arbejder med unge og voksne med autisme.

Da emnet falder på magtanvendelse, som er anledningen for dagens interview, bliver hans udtryk mere alvorligt. For magtanvendelser er ikke noget at spøge med. De kan i nogle tilfælde være nødvendige, men de kan også have store menneskelige konsekvenser. Og ligesom en række handicaporganisationer er Mehdi Owliaie, som også underviser i lovgivningen om og forebyggelse af magtanvendelse, alvorligt bekymret over regeringens lovforslag om at ændre servicelovens magtanvendelsesregler. Ændringer som kan medføre, at medarbejdere, der arbejder med mennesker med en funktionsnedsættelse, som fx autisme, i højere grad får mulighed for at anvende magt i den daglige praksis.

Udspringer af omsorgspligt

Hvis lovforslaget bliver vedtaget, kan det påvirke trivslen hos voksne borgere på mange bosteder. Men magtanvendelseslovgivningen gælder også på andre sociale institutioner.

”Lovgivningen om magtanvendelse på voksenområdet hører under serviceloven. De institutioner, der skal yde omsorg og støtte for mennesker med funktionsnedsættelser er derfor omfattet af serviceloven,” forklarer Mehdi Owliaie.

Magtanvendelser er blevet en del af vores samfund, fordi vi i Danmark har omsorgspligt over for mennesker med funktionsnedsættelse og skal sørge for at yde støtte og omsorg. Her er det vigtigt, at de medarbejdere, der skal yde omsorg, ikke tænker, at de gode intentioner om støtte og hjælp i sig selv tillader anvendelse af magt. Der er det vigtigt at have for øje, hvad lovgivningen tillader.

Magtanvendelsesreglerne giver mulighed for at benytte fx fysisk magt for at kunne gennemføre en omsorgshandling over for en borger, når betingelserne for den er opfyldt.

Hovedpointer i lovgivningen om magtanvendelse

• Der kan anvendes magt i form af fastholdelse i situationer, hvor der er nærliggende risiko for, at borgeren skader sig selv væsentligt.
• Der kan også anvendes magt, hvis der er risiko for, at borgeren påfører andre væsentlig skade.
• Det er personalet, der træffer afgørelsen om fastholdelse i akutte situationer.
• Et lovligt indgreb i form af fastholdelse omfatter aldrig vold, såsom førergreb, slag og spark.
• Bestemmelsen giver ikke mulighed for at føre en borger til et lokale med aflåst dør, da det er frihedsberøvelse.

Magtanvendelsens mange ansigter

Mange tænker først og fremmest på fysisk fastholdelse, når man taler om magtanvendelse. Men Mehdi Owliaie forklarer, at det er meget mere end det. Det kan også være at gemme en pille i en borgers banan uden at informere om det eller slukke for internettet, så borgeren ikke kan tilgå det på sin iPad eller telefon. Det er også en magtanvendelse at beslaglægge ejendele, ligesom verbale trusler som ’hvis du ikke kommer med ud at gå nu, får du ingen cola bagefter’ er i samme kategori.

”Inden for serviceloven har fagpersonale hjemmel til at motivere, vejlede og guide, ligesom man gerne må belønne. Men man må ikke tage noget fra borgeren eller straffe borgeren,” siger Mehdi Owliaie.

Han forklarer, at man i arbejdet med mennesker med nedsat funktionsniveau altid skal balancere indsatsen mellem to primære hensyn: at borgeren har brug for omsorg og støtte fra andre, og at borgeren er et aktivt selvbestemmende menneske.
”Det kan fx være, at der er en borger med nedsat funktionsniveau, der ikke vil børste tænder. Skal man så gribe ind med magt? Man kan sige ’nej, det skal man ikke’. Men det er jo samtidig i borgerens interesse at få børstet tænder. Det er dilemmaet mellem borgerens selvbestemmelsesret og medarbejderens omsorgspligt, der er udfordringen”, siger Owliaie.


Alle har selvbestemmelsesret – uanset funktionsniveau

Mens magtanvendelser er en del af vores samfund, fordi vi har pligt til at yde omsorg for borgere, der ikke kan tage vare på sig selv, er magtanvendelsesreglerne lavet for at forebygge og begrænse magtanvendelserne til det absolut nødvendige.

”Det betyder, at der altid skal forsøges med forebyggende indsatser og specialpædagogisk støtte, omsorg og vejledning inden brug af magt. Det udspringer af et ønske om at sikre retssikkerheden for voksne, som udsættes for tvangsmæssige foranstaltninger. Der er derfor tre aspekter, der altid skal undersøges for hver enkelt udførte magtanvendelse: Det retslige aspekt – bliver love og regler overholdt? Det faglige aspekt – hvad siger magtanvendelserne om medarbejdernes og ledelsens kompetencer, viden og tilgang? Og det etiske aspekt – bliver magten forvaltet med ordentlighed og etik?,” forklarer Mehdi Owliaie.

”Det handler med andre ord om at sikre, at man ikke krænker selvbestemmelsesretten hos de borgere, man arbejder med, uanset om de har en funktionsnedsættelse eller ej. Og står man over for et menneske med en funktionsnedsættelse, kan man hurtigt tænke, ’du har jo brug for min hjælp, og jeg ved, hvad der er bedst for dig’. Men ifølge grundlovens paragraf 71 er den personlige frihed ukrænkelig, og det gælder uanset funktionsniveau.”
Og når det kommer til at sikre selvbestemmelsesretten, er samtykke et vigtigt nøgleord.

De centrale principper i magtanvendelsesreglerne:

• Begræns magtanvendelse mest muligt. Det vil sige, at socialpædagogisk bistand, omsorg og pleje altid går forud for magtanvendelse.
• Mindsteindgrebsprincippet, der betyder, at magtanvendelse skal begrænses til det absolut nødvendige og være så lidt indgribende som muligt.
• Proportionalitetsprincippet, der betyder, at indgrebet altid skal stå i et rimeligt forhold til det, som man ønsker at opnå.
• Skånsomhedsprincippet, der betyder, at indgrebet altid skal være så skånsomt og kortvarigt som muligt - med stort hensyn til den enkelte og andre, der er til stede.

”Samtykke betyder, at den person, man arbejder med, erklærer sig enig i eller giver tilladelse til et forslag. Det er essentielt, at personen giver den tilladelse frivilligt, og det skal være klart og tydeligt for personen, hvad forslaget eller aftalen handler om, og hvilke konsekvenser det kan have for vedkommende. Hvad det specifikt drejer sig om. Samtykke behøver ikke altid at være skriftligt, man kan også give sit samtykke mundtligt, siger Mehdi Owliaie.

I sidste ende handler det dog om, at magtanvendelse altid skal forebygges og begrænses mest muligt. Det er et grundlæggende princip, at magtanvendelsen kan bruges, når en situation er umulig at løse på andre måder.

Stigning i magtanvendelser

• I 2020 trådte de reviderede regler om magtanvendelse i kraft. De betyder blandt andet, at magtanvendelser nu skal registreres via et særligt skema og det har givet øget refleksion og viden om, at al form for magt skal registreres.
• Det afspejles i tallene. På handicapområdet er antallet af magtanvendelser steget fra 5.551 i 2019 til 13.127 i 2022.
• Over halvdelen af medarbejderne vurderer, at reglerne er blevet klarere. Knap 30 procent er stadig i tvivl om beføjelser. Især når man som medarbejder balancerer mellem omsorgspligten og borgerens selvbestemmelsesret, eller når sundhedslov og arbejdsmiljølov trækker i forskellige retninger.

Kilde: Evaluering af de reviderede magtanvendelsesregler, Rambøll, for Social- og Boligstyrelsen