Tidligere anbragte i Åndssvageforsorgen udsat for svigt og overgreb får officiel undskyldning af staten

Af Alexander Victor Noack Milne, diagnosticeret autist

Cand.mag i Historie, Researcher i Autismeforeningen

Åndssvageforsorgen er et mørkt kapitel i Danmarks historie. Det var en tid, hvor man anbragte mennesker med handicap på landets institutioner for at kunne glemme, at de fandtes. Det er et historisk kapitel fyldt med fornedrelse og afmagt.

Blandt de tusindvis af anbragte mennesker i Åndssvageforsorgen havde mange af dem en autismediagnose – en diagnose som de aldrig fik, i stedet blev de blot stemplet som ”åndssvage”.

Et særligt udvalg i 1975 fandt, at ud af de omkring 5000 børn anbragt i Åndssvageforsorgen, havde 1200 af dem med al sandsynlighed en autismediagnose. Konklusionen af udvalget var desuden, at alle disse autistiske børn var fejlanbragt, og at de ikke hørte hjemme i dette system.

Alle disse autister er blevet anbragt i historien, og alle deres fortællinger om overgreb og svigt vil aldrig blive hørt.

Vi i Autismeforeningen ser det derfor som et stort fremskridt, at staten nu giver alle de autister, som måtte lide i Åndssvageforsorgen, en officiel undskyldning. Intet kan gøre op for den uværdige behandling, som de er blevet udsat for gennem årtier, men anerkendelsen betyder meget.

Åndssvageforsorgen findes ikke mere, men vi autister bliver i dag desværre stadig dømt ude af samfundet på anden vis, fordi der ikke gøres plads til os.

I stedet for flere specialskoletilbud anbringer samfundet tusindvis af os autister i folkeskolen, hvor vi mistrives og har ufrivilligt skolefravær, fordi vi ikke passer ind og bliver misforstået. Derfor har hele 80% af autister i alderen 16-29 år kun grundskolen som deres højest gennemførte uddannelse, og kun 0,4% gennemfører en videregående uddannelse.

I stedet for flere fleksjobordninger, bedre vilkår på arbejdspladsen og større forståelse for autisme, anbringer samfundet os i jobcenteret og på overførselsindkomst, hvor vi bliver ufrivilligt arbejdsløse. Højest 30% af alle autister er i beskæftigelse, og kun 12% af unge autister er selvforsørgende.

I stedet for flere bosteder, bedre botilbud og flere støtteordninger, så anbringer samfundet os hjemme hos vores forældre som voksne, hvor vi bliver gjort ufrivilligt uselvstændige og ensomme. Antallet af anbringelser uden samtykke af autistiske børn steg også fra 63 i 2012 til 129 i 2017.

Det er rigtigt, at vi ikke længere bliver anbragt i Åndssvageforsorgen, men der er lang vej igen, før vi ikke længere kan sige, at vi bliver gemt væk i samfundet og anbragt et andet sted ude af syne. Det kan være, at staten også giver os en officiel undskyldning om 50 år for den behandling, vi får nu.

Hvis vi i sandhed skal overvinde vores fortid, så kræver det handling og ambitioner nu, for at vi med rette kan sige, at vi autister er blevet ligeværdige medborgere.