Spring navigationen over og gå direkte til indhold

Inklusionsundersøgelsen: Voldsomt mange autistiske børn må fortsat blive væk fra skolen

I Autismeforeningens nye inklusionsundersøgelse fra 2023 svarer tæt på halvdelen af forældrene, at deres autistiske barn har ufrivilligt skolefravær. Samtidig må mange fortsat vente i meget lang tid på en psykiatrisk udredning.

22. august 2023

Der er stadig rigtig mange autistiske børn, der mistrives i så høj grad i skolen, at de slet ikke kan være der. Det viser Autismeforeningens inklusionsundersøgelse fra 2023. Her svarer 45 % af respondenterne, at deres barn har ufrivilligt skolefravær lige nu. 16 % af dem har været væk fra skolen i mere end et år. 

 

I 2022 svarede 49 %, at deres barn havde ufrivilligt fravær. I 2021 var tallet som i år på 45 %.

 

Det forsat høje tal bekymrer formanden for Autismeforeningen, Brian Andersen.

 

”Det er desværre ikke overraskende, men dybt bekymrende at se, at der fortsat er alarmerende mange autistiske børn, der ikke kan komme i skole, fordi de mistrives. Det er børn, som har gjort alt i deres magt for at blive i deres skolen, men som til sidst ikke kan mere. Og vi risikerer nu at tabe dem helt, hvis vi ikke sætter ind med den rette støtte hurtigt. Men det kræver en stor viden om autisme, og mange skoler og kommuner kan lige nu ikke tilbyde den hjælp, der skal til for at få et barn i trivsel igen.”

 

Brian Andersen henviser til, at der generelt mangler adgang til den rette støtte og autismeviden i skolerne, særligt i almenklasser i folkeskolen.

 

I undersøgelsen svarer 77% af respondenterne da også, at deres barn i almenklasse ikke får den støtte, det har behov for, mens det kun er 27% af forældrene til børn i specialskoler, der oplever at mangle den rette støtte til deres barn.

 

”Det er afgørende for autistiske børn, at de tidligt og hurtigt får den rette pædagogiske støtte, så de kan undgå at komme i alvorlig mistrivsel. Det er derfor nødvendigt at få politikerne til at sætte ind med løsninger, bedre rammer og økonomi, så børnene sikres forebyggende indsatser og støtte tidligt, og skolerne får bedre viden om autisme og deres muligheder for at hjælpe de børn, der har brug for det,” siger Autismeforeningens formand, Brian Andersen.

 

 

Lang ventetid på udredning


Også når det kommer til ventetiden på psykiatrisk udredning er der plads til forbedring. Undersøgelsen viser, at knap 66% af respondenternes børn har ventet 2 år eller mere på en psykiatrisk udredning. Tallet i 2022 var på 67%. Blot 17% er ifølge dette års inklusionsundersøgelse blevet udredt inden for et år.

 

Brian Andersen peger på, at det taler imod tanken om tidlige og forebyggende indsatser, når så mange skal vente to år eller mere på en udredning og den rette hjælp.

 

”Man skal huske, at barnet ofte har været i mistrivsel i en længere periode, inden det overhovedet er blevet besluttet, at det er en psykiatrisk udredning, der er vejen frem. Derfor kan der være tale om et barn, der allerede er i alvorlig mistrivsel, og som så yderligere kan risikere at skulle vente to år eller mere på at blive udredt for autisme. Det er hårde odds, og det risikerer at skabe endnu værres mistrivsel hos børnene og deres familier,” siger Brian Andersen og fortsætter:

 

”Ifølge lovgivningen er det muligt at modtage hjælp uden en diagnose, hvis der blot er lavet en beskrivelse eller vurdering af støttebehovet. Men det er desværre ikke den virkelighed, vores medlemmer oplever. Uden en autismediagnose får man simpelthen ikke den autismespecifikke hjælp, man har brug for som autist, og så kan mistrivslen forværres.”

 

Autismeforeningen fortsætter arbejdet med at give viden om autisme og problemerne med mistrivsel til politikerne og bidrage med forslag til løsninger og forslag til bedre vilkår i skolen, så autistiske børn kan få den rette hjælp i tide og sikres det rette skoletilbud, der passer til dem.   

 

 

Fakta om Inklusionsundersøgelsen 2023


1.241 forældre til autistiske børn i skolealderen har besvaret Autismeforeningens inklusionsundersøgelse 2023.

 

Autismeforeningen har siden 2016 brugt Inklusionsundersøgelsen til at tage temperaturen på, hvordan det står til med autistiske børns trivsel i skolen.

En avis og årstallet 2023

Aktuelt i 2023

Læs artikler fra Autismeforeningens fra hele 2023