Vi er skabt til at lære via vores sanser og sådan er det for de fleste. For nogle mennesker kan sanseindtrykkene dog blive for mange, for overvældende, for få eller de kan opfattes anderledes. 

 

Sådan er det for majoriteten af mennesker med udviklingsforstyrrelser. Hos disse personer forløber udviklingsprocessen ofte ikke helt så stringent og sanseopfattelsen er ofte anderledes.

 

Når vi bliver påvirket af et sansesignal, hvad enten det er et udefrakommende eller indre sansesignal, så perciperer vores centralnervesystem signalet. Der sker en såkaldt sanseperception. En sanseperception er en neurologisk proces, der gør, at vi opfatter sansesignaler fra vores egen krop og fra omgivelserne. Disse signaler bliver derefter kognitivt bearbejdet, forstået og organiseret.

 

 

Vi mennesker har flere sanser - overordnet taler vi om syv sanser

 

Vi har de ydre sanser: Hørelsen fra ørene, syn fra øjnene, følesansen fra hudens overflade, lugtesansen fra næsen samt smagssansen fra munden.

Udover de fem ydre sanser, som de fleste mennesker kender til, har vi tillige to indre sanser: Den vestibulære sans og den proprioceptive sans.

Den vestibulære sans er ligevægtssansen, som er placeret i det indre øre og som har til formål at fortælle os om vores hoved/krop er lodret eller vandret.

Den proprioceptive sans er stillingsmuskelsansen (kropsbevidsthed). Denne sans har til opgave at forsyne os med informationer angående hvor og hvordan vores krop befinder sig.

 

Mennesker, som har en udviklingsforstyrrelse, er ofte hypersensitive (oversensitive) i forhold til de ydre sanser. I kontrast til dette har disse mennesker dog en hyppig tendens til at være hyposensitive (undersensitive) i forhold til de indre sanser. 

 

Mennesker som er hypersensitive i forhold til de ydre sanser har en lav neurologisk tærskelværdi. Det vil sige, at der kun skal lidt ydre stimuli til før vedkommende registrerer signalet.

 

 

Hypersensitive sanser

 

Et menneske som er meget sensitiv i forhold til hørelsen oplever overvældende mange lyde og kan derfor have vanskeligt ved at  sortere i dem.

Dette kan betyde, at personen, eksempelvis i et supermarked, foruden at høre alle samtaler og alt hvad der bliver sagt omkring vedkommende, også hører utallige andre lyde. 

 

Blandt disse lyde kan nævnes: Skramlende indkøbsvogne der kører ind i ting, kølediske der brummer, monitoren der bringer reklamevideo osv.

 

Eller som Nicolai siger: ”Larm tager overskud at ”ignorere”. Når jeg ikke har mere overskud, fx er træt, så går alle lyde rent ind og jeg bliver ekstremt følsom!

Sådan noget som byture er udelukket. Simpelthen fordi busturen frem og tilbage gør mig for træt og den generelle støj i byen slider mig ned på 10-20 minutter.” 

 

Det kan på den anden side også være positivt: ”Jeg hører alt, hvilket ofte er generende, men jeg elsker at lytte til musik og kan høre alle tonerne” (Line).

 

Hvis det er lugtesansen, der er meget sensitiv, kan vedkommende i supermarkedet måske opfatte rigtig mange af de forskellige lugte, der kommer fra de andre handlende. Det kan eksempelvis dreje sig om lugten fra frugt og grønt, fra slagteafdelingen, osteafdelingen m.m. 

 

Sofus’ mor fortæller hvordan, det kan være udfordrende: “Han lugter rutinemæssigt til alt ting. Ofte så meget at det er ret generende for andre, når han for eksempel lugter til deres hår eller tøj.”

 

En hypersensitiv synssans kan betyde, at lyset i supermarkedet er generende, at vedkommende bliver forstyrret af forskellige reklameskilte og videoer samt alle de mange mennesker.

“Jeg bliver meget forstyrret af hurtigt skiftende billeder i TV og på film og kigge altid væk eller undlader at se TV eller biograffilm, hvor dette forekommer” (Olivia).

 

En hypersensitiv berøringssans: “Jeg hader uldtrøjer og mærker i tøj. Sko og strømper er irriterende. Mærker altid hvis nogen rør ved mig. Det er meget ubehageligt. Næsten som et overgreb. Medmindre det er aftalt på forhånd” (Nadia).

 

En sensitiv smagssans: “Jeg vil helst kun spise hårde ting, som knækbrød, hårde pærer og lign. Hader overmoden frugt, ferskenskind og bløde champignon. Til gengæld elsker jeg chili. Mad må ikke blandes. Jeg spiser kun ukompliceret mad.” (Pernille)

 

 

Hyposensitivitet

 

Hyposensitivitet (undersensitiv/underreagerende) betyder, at der skal mange stimuli til før personen registrerer sansesignalet.

 

Hyposensitivitet i forhold til de indre sanser er hyppigt forekommende hos mennesker med en udviklingsforstyrrelse.

Personen har det, som betegnes en høj neurologisk tærskelværdi.

 

Personer, som er hyposensitive i forhold til de indre sanser, kan i større eller mindre grad have vanskeligt ved at mærke sig selv, være ukoordinerede og gå ind i ting. Det kan gøre det svært, rent kropsligt, at navigere mellem mange andre mennesker og ting.

 

Det kan for eksempel være vanskeligt at afstemme hvor mange kræfter, der skal bruges på at holde ved en genstand. Personen kan ligeledes opleve store udfordringer ved at skulle bevæge sig flydende og sikkert rundt i et lokale.

 

”Jeg støder næsten altid ind i stole og borde i skolen. Går ind i dørkarme, falder over mine egne ben og får mange blå mærker, fordi jeg ikke lige lægger mærke til hvor tingene er” (Martin).

 

 

Sansesignalerne

 

I dagligdagen modtager vi oftest sansesignaler fra flere sanser på samme tid. Vi navigerer ved at samordne to eller flere signaler og sammenligne dem med de erfaringer, vi allerede har lagret i forvejen.

 

For eksempel: Vi beder en person om at lukke øjnene. Vi placerer dernæst en appelsin i vedkommendes hånd. Når vi efterfølgende beder personen benævne farven på den genstand han/hun holder kan de fleste ret præcist sige; ’orange’.

 

Flertallet af mennesker vil således, selv med lukkede øjne, være i stand til at benævne farven på appelsinen. Personen opnår dette resultat blot ved at bruge sanseinput fra berøringssansen og lugtesansen som så sammenholdes med de erfaringer personen har lagret i forvejen. Hvis man aldrig har set, rørt eller lugtet til en appelsin, er dette dog en næsten umulig opgave. 

 

Det er blandt andet derfor, jeg ønsker at understrege vigtigheden af, at alle mennesker udforsker og udvikler sine sanser og erfaringer. Dette kan blandt andet understøttes ved deltagelse/inddragelse i mange forskelligartede, sansestimulerende og sanseudviklende aktiviteter (red. naturligvis med respekt for grænser og overskud).

 

"Over 80% af vores nervesystem er involveret i sådanne neurologiske sanseperceptionsprocesser eller i organiseringen af sensoriske input. Hjernen kan derfor karakteriseres som en ”sensorisk bearbejdnings maskine”" (Dr. Ayres)

 

Vi bliver konstant, påvirket af mange millioner sansestimuli. som vi er mere eller mindre bevidste om. Vi modtager faktisk stimuli svarer til ca. 11 millioner bit/sekund, og vi er kun bevidste om ca. 40 - 50 bit/sekund (T. Nørretranders). Vores nervesystem sorterer i, hæmmer og fremmer således de mange stimuli, vi modtager. 

 

Der sker en såkaldt sansemodulation. Langt de fleste stimuli når således ikke vores bevidsthed, fordi vi sorterer dem fra, hvis vi kan. Vi sorterer dem fra, fordi de er uvæsentlig for os.

En anden årsag til denne frasortering er, at vi slet ikke er i stand til at rumme og bearbejde de mange sansestimuli, som vi hele tiden modtager.

 

De sansesignaler, der når vores bevidsthed, bliver underkastet en vurdering. I nogle tilfælde sker der en tilvænning af stimuli, mens systemet i andre tilfælde er på vagt overfor stimuli. Der, hvor der sker en habituering (tilvænning), opfatter, vurderer og forstår nervesystemet sansesignalet.

Nervesystemet vurderer, at der sker noget, som er genkendeligt og dermed noget som ikke er farligt. Efter noget tid tildeles dette genkendelige stimuli ikke mere opmærksomhed og optager derfor ikke længere vores bevidsthed.

 

Eksempelvis: Jeg opfatter noget støj udenfor min dør. Min hjerne går nu i gang med at vurdere om, det er noget jeg kender, noget der er farligt, eller om det er noget, der har betydning for mig. Hvis min hjerne konkluderer, at det er noget kendt, uden betydning og ikke farligt, tildeler jeg ikke støjen udenfor min dør mere opmærksomhed.

 

Andre sansestimuli kræver sensitization (en øget opmærksomhed) . I de tilfælde, hvor hjernen vurderer, at et sansestimuli kræver øget opmærksomhed, opstår neural firing, hvilket betyder, at der sendes flere sansestimuli end ellers. Neural firing har til formål at opnå øget effektiv samt kraftig respons (W.Dunn). 

 

Eksempelvis: Jeg lugter røg udenfor min dør. Nu går hjernen i gang med at vurdere om, det er noget jeg kender, noget der hører til, noget der er farligt eller blot noget ubetydeligt. Lugten af røg stammer ofte fra ild eller noget varmt, som kan være potentielt farligt. Derfor sørger min hjerne for, at jeg opretholder en opmærksomhed på dette stimuli. 

Min opmærksomhed vil da være på røgen indtil den forsvinder, indtil jeg kan konstatere hvor den stammer fra eller indtil lugten bliver værre og dermed kræver handling.

 

Evnen til sansemodulering og til at øge eller hæmme vores opmærksomhed som følge af et sanseinput har medvirket til, at vi som art har overlevet evolutionen. Hjernens sansemodulering har desuden bidraget til menneskehedens overlevelse igennem tiderne. Særligt i potentielt farlige situationer, ved at initiere funktionerne: Flygt, frys eller kæmp!

 

Vi regulerer således vores aktiviteter ved at tilvænne og dermed hæmme, eller tildele og dermed øge opmærksomheden i forhold til beskeder fra sansesystemet.

Balancen mellem hvornår vi skal hæmme, og hvornår vi skal øge opmærksomheden, er flydende. Hvis vi kan forestille os, hvor sansesignalet kommer fra og hvad det betyder, er det lettere for nervesystemet at tolke og vælge.

 

Men hvad nu hvis vi har svært ved at forestille os, hvor sansesignaler kommer fra, og hvad de betyder? Ja, så har vi ikke andet valg end at tildele disse megen opmærksomhed en stor del af tiden. Det ’koster’ dermed vores energi, hvis vi hele tiden skal være fokuseret på bare en lille del af de sansesignaler, vi modtager.

 

Mennesker med udviklingsforstyrrelser er ofte meget hypersensitive og registrerer et væld af sansesignaler. Når vi sammenholder denne viden med ovenstående, bliver det endnu mere klart, at personer med en udviklingsforstyrrelse konstant bruger store mængder energi og mange ressourcer på at bearbejde de mange sansesignaler, som de modtager.

 

Et af kernesymptomerne ved udviklingsforstyrrelser er en påvirket forestillingsevne. Hvis personen så samtidig har en øget sensitivitet, eksempelvis i forhold til hørelse, kan det medføre store udfordringer og desværre give anledning til en del angst og stress. Individet registrerer typisk mange flere lyde end de fleste andre mennesker. 

 

Dette i kombination med den nedsatte forestillingsevne, kan i betydelige grad påvirke evnen til at kunne forestille sig hvad lydene betyder og hvor de kommer fra. Personen tildeler derfor lyde mere opmærksomhed end andre mennesker gør. 

 

For eksempel Lasse (autist og mentalretarderet). Lasse hører en lyd udenfor vinduet (det kunne være en bil som kører forbi). Grundet sin nedsatte forestillingsevne (og mentale retardering, red), får Lasse ikke et klart billede eller en forståelse af hvad der frembringer lyden og hvor eller hvad lyden stammer fra. Lasse kan derfor være nødt til at tildele lyden opmærksomhed. Han må undersøge hvad det er og går måske hen til vinduet og kigger ud for at finde ud af hvor lyden stammer fra. Desuden må han sikre sig, at det ikke er noget farligt eller ikke noget at være bange for. Det er også sandsynligt har Lasse blot har brug for at stille sin nysgerrighed. Der er mange lyde udenfor. Hvis Lasse bliver urolig, og konstant er nødsaget til at undersøge alle de lyde, han hører (og han hører mange lyde), så ’koster’ det ham mange ressourcer og kan påvirke hans angst og stressniveau i negativ retning.

 

 

Detalje og helhed - mange eller få detaljer

 

Et andet kernesymptom ved udviklingsforstyrrelser er vanskeligheder i forhold til detaljer og helheder. Som Aage Sinkbæk siger: ”Når den autistiske hjerne modtager et sansestimuli, starter den i detaljen og har ikke en synkroniserende mekanisme, sådan som neurotypikeren tilsyneladende har.” Den neurotypiske (ikke autistiske) hjerne er hurtigere til at danne et overskueligt og synkroniseret overblik over hele situationen. Dermed frasorteres distraherende detaljer. Den neurotypiske hjerne er hurtigere til at samordne signaler fra flere sanser og trække på de eksisterende erfaringer. Et eksempel på dette kunne være en person som er i stand til at konkludere, blot ved at mærke på og lugte til en appelsin, at den er orange.

 

Den udviklingsforstyrrede hjerne er langsom til at danne overblik, fordi alle detaljerne medtages. Som følge heraf opstår der en tendens til at fortabe sig i enkeltheder. Er personen meget detaljeorienteret, (bl.a. i forhold til appelsinen) fokuseres der måske kun på formen, mens overfladen og lugten af appelsinen ikke inddrages. Det kan derfor være svært at danne et fuldkomment billede af appelsinen. ”Vi er derfor længere om at orientere os og danne os et overblik end andre. Det kan være ret angstprovokerende og påvirke vores fleksibilitet”.

 

Nedsatte eksekutive funktioner (nedsat evner til at planlægge, organisere, strukturere, evaluere sine handlinger, lære af sine erfaringer, være fleksibel og meget mere) hører ofte med til diagnoserne inden for udviklingsforstyrrelser. Dette kan betyde vanskeligheder med at strukturerer og samordne flere sansesignaler. 

 

Det kan ligeledes være vanskeligt at organisere de informationer, vedkommende får, på en hensigtsmæssig og meningsfuld måde.

 

Personen kan desuden have svært ved at hente informationer fra sin arbejdshukommelse, hurtig nok til at det giver mening. De andre kognitive udfordringer som kan høre med til en udviklingsforstyrrelse, kan ligeledes påvirke personens evne til opfattelse, tolkning, forståelse og sammenstilling af sansesignaler. Dette kan være årsag til særlige evner og styrkeområder, men er desværre oftest årsag til, at personen oplever store problemer i angstprovokerende og stressende retning.

 

Peter Lund Madsen skriver at, for at percipere et sansesignal skal sansemodulet kunne svare på fire spørgsmål.

 

1. HVAD ER DET JEG SANSER?

2. HVOR KOMMER SANSEPÅVIRKNINGEN FRA? 

3. HVOR KRAFTIG ER PÅVIRKNINGEN? 

4. HVORNÅR BEGYNDER PÅVIRKNINGEN OG HVORNÅR HOLDER DEN OP?

 

Alle disse spørgsmål kan det være svært at svare på for den udviklingsforstyrrede hjerne. Blandt andet fordi sanseperception er anderledes men også på grund af de udfordringer, der ofte hører med til diagnoserne.

 

 

Sensoriske udfordringer, strategier og hjælpemidler

En betydelig andel af mennesker med udviklingsforstyrrelser har som nævnt store sensoriske udfordringer. Disse individer bliver derfor let overvældet af de mange indtryk. Størstedelen af de sensoriske udfordringer er vi nødt til at kompensere for og finde strategier til.

 

Enten ved at dæmme op for generende sanseinput eller ved at stimulere til yderligere input.

Hvis der skal dæmmes op for sanseinput fra de enkelte sanser, er der flere måder at gøre dette på. Hvis det handler om generende lyde, kan det for eksempel hjælpe at bruge høreværn, hørebøffer og lignende. En kasket for at skærme mod sollys og loftslys, kan hjælpe en person som er hypersensitiv i forhold til lys. Hvis der skal påføres stimuli i forhold til de indre sanser, kan dette eksempelvis gøres ved at gynge højt, hoppe og klatre.

 

Mange har glæde af en kugle- eller kædedyne, vægtvest og tilsvarende hjælpemidler. Det er ofte nødvendigt at prøve sig frem, da det er meget individuelt, hvad der hjælper.

Det som er godt for en person, passer måske ikke til den anden person.

Indenfor enkelte områder kan tolerancetærsklen trænes og øges over tid, men langt de fleste områder er vi nødt til at kompensere.

 

 

Sensorisk profil

 

For at få et mere præcist billede af hvilke sanser, der er over og/eller underreagerende, aktive og/eller passive, vil det ofte være hensigtsmæssigt at få lavet en individuel sensorisk profil hos en fagperson og ligeledes få pædagogiske strategier til at kompensere for eventuelle sensoriske udfordringer.

 

Kirsten Bundgaard er konsulent med speciale i ASF og ADHD. Fysioterapeut, pædagogisk vejleder og MLP. Hun har arbejdet med børn, unge og voksne med ASF og ADHD i ca. 20 år.