Maskering ser forskellig ud fra person til person

Hvad er maskering? 

En definition på masking – eller maskering på dansk – er, at det er et bevidst eller ubevidst forsøg på at indlære og bruge ændringer i sin adfærd og/eller kropssprog i et forsøg på at fremstå mere neurotypisk eller mindre autistisk.

Det er et forsøg på at skjule sin anderledeshed for at passe ind gennem brug af kamuflering, at imitere og spejle eller kopiere andres adfærd. 

 

Noget jeg ofte hører er: ”det gør vi jo alle sammen en gang i mellem”. Det er også rigtigt. Forskellen er, at det for autistiske mennesker ikke kun er til en fin fest eller det første møde med kærestens forældre, at vi forsøger at passe ind, så de kan lide os. For os autister er det næsten altid og i alle sociale sammenhænge. 

 

Det er en gennemgående strategi, som mange autistiske mennesker bruger hele livet og næsten ligegyldigt, hvem vi er sammen med. Men det er meget individuelt, hvordan det ser ud og kommer til udtryk. 

 

 

Hvordan kan maskering komme til udtryk? 

Mange autister ender ofte med at maskere ved at gemme sig selv helt væk og spejle eller imitere andre. Det kan være, at: 

 

• Jeg lader være med at tale om mine interesser, men taler om den andens interesser. 
• Jeg lader være med at udtrykke mine værdier, jeg påtager samme værdier som den anden. 
• Jeg lader være med at give udtryk for, hvem jeg egentlig er. 

 

Mange autistiske børn, unge og voksne går med på det, som den anden gør og siger og efterligner en-til-en. Hvis den anden f.eks. godt kan lide en bestemt sport, står på en bestemt måde eller siger bestemte ord, så gør autisten det også. 

 

Maskering kan tage mange former og er helt forskellig fra person til person, men det er gennemgående og kan til sidst blive helt automatiseret. For nogen betyder det, at de imiterer ansigtsudtryk, ændrer deres gestikulation og f.eks. tvinger sig selv til at holde øjenkontakt. Eller at de griner af noget, de ikke synes er sjovt eller taler om et emne, der slet ikke interesserer dem. 

 

Det handler om at gemme alt det væk, som man kan frygte, vil skabe negative sociale interaktioner. Mange skjuler f.eks. at de stimmer samt holder det inde, hvis de bliver sanseforstyrret og udtrykker ikke vrede, ærlighed eller følelser, der kan opfattes negativt. 

 

Mange ender med at gå på kompromis med den, de egentlig er. Værdier, væremåde, udseende og interesser. Det er en følelse af, at alt det, der definerer mig, er på en eller anden måde ikke okay. Så må jeg bare prøve at være en anden. 

 

 

Hvorfor bruger mange autister maskering? 

Jeg fandt et studie på et tidspunkt, som inddelte maskering i stadier, hvor der er tre faser: først motivation for maskering, så selve maskerings-adfærden, og så er der konsekvensen. 

 

Der hvor motivationen kommer fra er ofte, når vi møder den sociale verden, og vi oplever eller kan se, at vores måde at være på bliver afvist. At vi bliver afvist. Det kan være, man har set en anden blive socialt ekskluderet, eller at man selv er blevet mobbet og ydmyget for at være den, man er som barn. Uanset hvad, så sætter det sig og gør, at man vil gøre meget for at undgå at opleve det igen.

 

Det bliver tydeligt for os autistiske mennesker, at hvis vi ønsker venner eller vil være en del klassen, arbejdspladsen eller andre sociale forhold, så kræver det 100%, at vi bliver accepteret socialt. 

 

Det kan være at indgå i venskaber, romantiske forhold eller på arbejdspladser, og så er der samtidig et element af personlig sikkerhed. For hvis du f.eks. er i offentligheden og har en nedsmeltning eller stimmer meget åbenlyst, så frygter nogen for at blive gjort grin med, eller man kan føle sig særligt udsat.

 

Vi maskerer alle sammen af forskellige årsager, men grundlæggende handler det om, at vi ikke ønsker at blive afvist socialt eller at blive gjort til grin. Derfor forsøger mange autistiske børn, unge og voksne at passe ind i den socialt accepterede norm, så de ikke stikker ud. Men det er ikke nemt.

 

 

Hvordan ved man, hvad man skal gøre for at passe ind? 

Det er vidt forskelligt fra person til person, hvordan man lærer at maskere, og hvem man gerne vil passe ind hos. Men generelt kigger vi autister ofte på vores omverden og finder frem til den eller de personer, som vi opfatter som succesfulde, eller at de har det nemmere end andre. Det er dem, vi efterligner. 

 

Det er helt subjektivt og ofte meget instinktivt, hvem det er. Det kan være, det er den, der altid siger ja til arbejdsopgaver, den populære, eller den stille pige i klassen, som ikke bliver mobbet, men er for sig selv. 

 

 

Men hvad gør man så for at passe ind?

Mange autistiske børn, unge og voksne observerer, studerer og indsamler mental viden om, hvad de skal gøre for at passe ind i en bestemt gruppe eller i en bestemt situation. 

 

Det er nærmest et studie i adfærd, vi går i gang med. Og det er en virkelighed, vi har gang i hele livet. Vi kigger rundt for at se: ”hvordan gør alle de andre. Hvorfor får nogle handlinger hvilke reaktioner? Og hvordan?” Og jo mere analyserende vi er, jo flere detaljer skal vi have, før vi er klar til selv at prøve. 

 

Derefter er der ofte noget tid, hvor man øver sig i at passe ind og tilpasse ens egne ansigtsudtryk, kropssprog, stemmeføring, ens sprogkode og gestikulation. Vi prøver at ændre os selv ud fra, hvordan de andre bevæger sig, hvordan de taler, hvordan de ser ud osv. 

 

 

Hvem bruger maskering?

Alle maskerer. Både piger og drenge, børn og voksne. 

 

Faktisk er det en myte, som jeg meget ofte hører, at det kun er såkaldt ”højt fungerende” (en betegnelse jeg ikke er vild med), som kan maskere. Og den har jeg virkelig svært ved. Ofte handler det om, at nogle autistiske børn, unge og voksnes maskering er mere nuanceret og mindre gennemskuelig. Men det betyder ikke, at der ikke også er en anden gruppe af autistiske mennesker, som maskerer på deres egne måder. For nogen kan det bare være særligt svært at gennemskue adfærden hos andre, og derfor er deres forsøg på at maskere og passe ind ofte meget gennemskuelige og tydelige.

 

Noget jeg ser ofte hos helt unge børn er, at de gemmer deres nedsmeltninger, indtil de er i et sikkert rum, f.eks. til de kommer hjem til forældre. De gemmer dem, så fremmede eller de jævnaldrende ikke ser det. Det er jo ikke som sådan socialt avanceret, men det er stadig maskering, fordi det er at gemme din sande reaktion. Det er at gemme det, du faktisk har behov for at give udtryk for. 

 

I forhold til køn, så er maskering især blevet forbundet med autistiske piger, fordi det blev en anerkendt observation, at mange piger er ”gode” til at gemme sig. Men jeg tror, vi overser flere drenge, som maskerer – nogle gange hele livet.

 

Jeg har inden for det seneste år haft flere mænd forbi, som bliver diagnosticeret i deres 30’ere eller 40’ere og som maskerer så meget, at de er blevet overset. 

 

 

Hvordan er overgangen fra at maskere som barn til ungdom og voksenlivet? 

Det er i den overgang fra barn til ung og voksen, hvor vi autister meget ofte falder igennem. Mange af os lærer at maskere relativt tidligt, og der er rigtig mange unge børn, som faktisk forsøger at maskere, men de har bare ikke den sociale viden til at gøre det særlig godt. 

 

Når de så endelig knækker koden og lærer sig selv at passe ind, så ændrer det hele sig igen, når de bliver teenagere. Alt det, vi har gået og bygget op i barndommen kan ikke overføres direkte til ungdomslivet og voksenlivet. Der er vi nødt til at tilpasse os, og det er enormt svært. 

 

Det tager generelt lang tid for mange autistiske mennesker at finde ud af, hvordan de sociale spilleregler ændrer sig, så vi kan tilpasse vores maskering. Meget ofte kommer autistiske unge derfor til at hænge fast i den gamle maskering fra barndommen, og så er det, man pludselig stikker ud. Så skal man først til at indsamle nye informationer og observationer, før man er klar til at rette ind og maskere igen. 

 

For det er jo en strategi – ikke en identitetsudvikling. Det er en måde at overleve det sociale på, som ofte kan blive ret analyserende, og det kræver meget energi at opretholde. 

 

 

Hvad er svaret til dem, der ikke forstår, hvorfor man ikke bare ”er sig selv”? 

Det er meget nemt for andre at sige: ”du skal da bare være dig selv.” Men problemet er, at mange autistiske mennesker føler, at: hvis jeg er mig selv, og hvis jeg faktisk giver udtryk overfor mine venner, hvad mine interesser er, så har jeg ikke nogen venner i morgen. 

 

Så det er decideret skræmmende bare skulle være sig selv. For hvad sker der så med mig? Mister jeg de venner, jeg har kæmpet sådan for at få? Vil jeg blive grinet af? Kan de andre stadig lide mig?

 

Det andet aspekt er, at når man har brugt år på at indstudere en maskering, så er der dele af den, som bliver automatisk. Ikke det hele. Det er ikke fordi, at det bare holder op med at være svært, men der kan være ting, som man bare gør pr. automatik, og som er svært at lægge fra sig igen. For mig personligt gælder det, at min gestikulation, stemmeføring og sprogbrug er blevet så indstuderet over årene, at jeg har svært ved at stoppe. Og det eneste tidspunkt, hvor min maske falder, er når jeg bliver tilstrækkelig træt. For så kan jeg ikke blive ved. Men det er så automatisk, at når jeg har energi, så har jeg svært ved at lade være. 

 

Det kræver derfor rigtig meget arbejde, hvis man skal åbne op for sig selv og vise, hvem man virkelig er. Det er ikke noget, man bare gør. For man er nødt til at vide, hvem man er uden maskeringen og turde vise den til sin omverden. For ofte ved vi jo godt, hvem vi er, når vi er alene. 

 

 

Hvilke konsekvenser – positive og negative – kan det have? 

Der hvor maskering kan være positiv er, når man kan bruge maskering som et valgfrit og tidsafgrænset værktøj. For eksempel til en jobsamtale, og så lægge det fra sig, når man går ud fra samtalen igen. 

 

Men derudover er maskering ofte hårdt og generelt udmattende. Man bliver træt og har brug for ro og hvile, når man hele dagen skal gå og observere, holde på sig selv og tilpasse sig. Det er igen individuelt, hvor udmattet man bliver, og hvor lang tid man skal bruge på at lade op igen, men det kræver meget energi. 

 

På lang sigt kan det have en række andre konsekvenser. Den ene er, at der kan ske en udvaskning af identitetsfølelsen, eller tab af identitet. Man ved ikke, hvem man selv er, specielt i sociale kontekster.

 

Derudover har vi stress, angst, depression og risiko for selvmord, samt udmattelse og potentielt udbrændthed. Og derudover, har vi også en senere korrekt diagnose, som kan være et resultat. Alle de her ting er jo direkte følger af, at man bruger så mange kognitive ressourcer på det her. Og at man ofte er bange for, hvad konsekvenserne er, hvis det går galt. Frygten for at falde udenfor.

 

Det er noget, der sker over lang tid. Nogle autistiske mennesker knækker og bliver udbrændt allerede i teenageårene eller tidligere. Og så er der nogen, der holder til de er 35, 40 eller 50, og lige pludselig falder det hele sammen. Så er det de opdager, at de faktisk har gået og tvunget sig selv til at passe ind i en ramme, de slet ikke passer ind i hele deres liv. Og så kommer en tid, hvor man skal finde ud af hvem man så er? Hvad er et godt liv? Og hvad man egentlig tænker, mener og godt kan lide? 

 

 

Hvad kan man gøre, hvis man gerne vil lægge noget af sin maskering fra sig? 

Jeg tror, at første del af det er at begynde at genkende, hvornår man føler, at det er ubehageligt at maskere. Hvornår gav det en knude i maven, eller hvornår var man ekstra træt og udmattet bagefter? 

 

Når du begynder at lægge mærke til det, så kan du begynde at finde ud af, hvornår det er, din maskering er uhensigtsmæssig. Og så kan man begynde at prøve nogle ting af. 

 

Et eksempel fra mig selv er, at jeg er meget lysfølsom. For mig gør skarpt sollys ekstremt ondt i øjnene, og jeg måtte på et tidspunkt beslutte, at jeg også tog solbriller på, når jeg var ude om vinteren. I lang tid ville jeg ikke gøre det, for det er ikke normalt. Men jeg vil ikke udsætte mig selv for ubehag for at se normal ud.

 

Man kan prøve at finde frem til de ting, der føles naturligt for en, og som man måske har gemt væk. Det kan være man har stimmet som barn, eller at det føles behageligt at stimme nu. Man kan f.eks. klappe med hænderne, når man er glad – eller man kan prøve med fidgetlegetøj, tangles, eller hvad man synes. Føles det naturligt og behageligt? Ja eller nej. Og så videre. Hver gang du finder noget, som føles rart, så kan du tage det med. Og det, som ikke virker, det lader man bare ligge. 

 

Det er en form for rejse, hvor man genfinder sig selv. Og det kan være svært, især hvis man gerne vil begynde at gøre noget, som man ellers forbinder med en afvisning, så kan det føles grænseoverskridende. Men man kan prøve det af. Bliver jeg glad, når jeg snakker om den her interesse? Føles det bedst ikke at holde øjenkontakt? Er det rart at bruge støjreducerende hovedtelefoner på jobbet? 

 

Under den proces er der konstant konfrontationer med frygten af, hvordan andre måske reagerer. Og vi skal huske, at maskering er et godt værktøj at have, som vi kan bruge, når det føles mest trygt, når vi bare gerne vil eller når vi mener, det er det bedste at gøre. 

 

Hvis man skal igennem sådan en proces, hvor man vil slippe noget af sin maskering, så kan det være rigtig rart at have nogen med. Det kan være en god ven, en mentor eller en autismegruppe online, som man kan skrive med. Og i nogle tilfælde kan det være en professionel rådgiver eller psykolog. Men det kan være en stor hjælp at have nogen med på sidelinjen, som bekræfter en i, at det er okay at være i den proces, og at det er ok at være den, du er og gerne vil være.