Indlæser

Støtte til søskende 


Jeg bliver jævnligt spurgt om muligheden for støtte til søskende til børn med autismespektrumforstyrrelser.


Af: Ulla Kjer, socialrådgiver i Landsforeningen Autisme.

Artiklen er fra 2015.


Ligesom der ikke er faste regler for, hvilken støtte eller hvilke ydelser et barn eller en ung med ASF kan være berettiget til, er der heller ingen faste regler for, hvorvidt en søskende kan være berettiget til særlig støtte. Det bør altid afhænge af kommunens individuelle konkrete helhedsvurdering.

Lov om social service indeholder flere §§, der omhandler kommunens rådgivningspligt, f. eks.:

  • § 1: Formålet med Lov om social service er at tilbyde rådgivning og støtte for at forebygge sociale problemer.

  • § 10. Kommunalbestyrelsen skal sørge for, at enhver har mulighed for at få gratis rådgivning. Formålet med rådgivningen er at forebygge sociale problemer og at hjælpe borgeren over øjeblikkelige vanskeligheder. På længere sigt er formålet at sætte borgeren i stand til at løse opståede problemer ved egen hjælp.

  • § 11. Kommunalbestyrelsen skal tilrettelægge en indsats, der sikrer sammenhæng mellem kommunens generelle og forebyggende arbejde og den målrettede indsats over for børn og unge med behov for særlig støtte.

    Stk. 2. Kommunalbestyrelsen skal som led i det tidlige forebyggende arbejde sørge for, at forældre med børn og unge eller andre, der faktisk sørger for et barn eller en ung, kan få en gratis familieorienteret rådgivning til løsning af vanskeligheder i familien. Kommunalbestyrelsen er forpligtet til ved opsøgende arbejde at tilbyde denne rådgivning til enhver, som på grund af særlige forhold må antages at have behov for det.

  • § 19. Kommunalbestyrelsen skal sørge for, at de opgaver og tilbud, der omfatter børn, unge og deres familier, udføres i samarbejde med forældrene og på en sådan måde, at det fremmer børns og unges udvikling, trivsel og selvstændighed. Dette gælder både ved udførelsen af det generelle og forebyggende arbejde og ved den målrettede indsats over for børn og unge med nedsat fysisk eller psykisk funktionsevne eller med et andet særligt behov for støtte.

  • § 52. Kommunalbestyrelsen skal træffe afgørelse om foranstaltninger, når det må anses for at være af væsentlig betydning af hensyn til et barns eller en ungs særlige behov for støtte. Kommunalbestyrelsen skal vælge den eller de foranstaltninger, som bedst kan løse de problemer og behov, der er afdækket gennem den børnefaglige undersøgelse efter § 50.

De første §§ omhandler kommunens rådgivningspligt, den sidste den mere konkrete udførelse, hvor der kan træffes afgørelser.


Det enkelte barns behov

Det er således den konkrete vurdering af et barns eller en ungs behov, der kan udløse støtte eller ydelser.

Typisk vil forældre til børn eller unge med ASF rette henvendelse til kommunen grundet deres barn med ASF, og der vil derfor være fokus på dette barns behov, ligesom det er ASF-barnets vanskeligheder og behov, der udløser støtte. I den forbindelse kan både fagpersoner og forældre overse evt. søskendes behov, eller det kan være svært klart at beskrive vanskelighederne og behovene – bl.a. fordi børn kan være gode til at ”passe på” forældrene.

Selvom det ofte er barnet/den unge med ASF, der har behov for støtte, og det oftest er dette barns behov, der kan udløse diverse ydelser, er det ikke det samme, som at søskende slet ingen hjælp kan få. Det kommer alene an på en konkret vurdering af den enkeltes behov.

Vejledning nr. 9007 af 07/01 2014 punkt 224 (der omhandler nogle af reglerne for at modtage dækning af tabt arbejdsfortjeneste jfr. Lov om social service § 42) noterer, at hensynet til søskende skal medtages i vurderingen.

Lov om social service § 52 – foranstaltninger – definerer, at kommunen kan iværksætte foranstaltninger, hvis det er af væsentlig betydning af hensyn til et barn eller en ungs særlige behov for støtte. Her er det altså ingen diagnose eller nedsat funktionsevne, der kan udløse støtte, men alene det enkelte barns eller den unges særlige behov.

Det er derfor vigtigt, at man så kort og konkret som muligt kan beskrive søskendes vanskeligheder og særlige behov – gerne med evt. udtalelser/vurderinger fra fagpersoner som PPR (Pædagogisk Psykologisk Rådgivning), lærere, pædagoger, egen læge eller andre. Det kan måske handle om fraværsliste fra skolen, reaktioner i skolen eller lignende.

I har altid ret til at søge om støtte og bede om en skriftlig afgørelse. En skriftlig afgørelse skal begrundes, og der skal vedlægges klagevejledning.