Forskning i piger med autisme

Den sætning, jeg har skrevet flest gange i forbindelse med min forskning, er, at kun en ud af fire diagnosticeret med autisme er pige, og at man stadig ikke ved, hvorfor det er sådan. Det er det, jeg forsøger at finde ud af gennem min forskning.

Af: Fie Lund L. Christensen, ph.d.-studerende, Institut for Kultur og Samfund, Afdeling for Antropologi.

Dette spørgsmål har jeg beskæftiget mig med, siden jeg første gang lavede feltarbejde blandt en lille gruppe piger med autisme i 2010. Her blev jeg så glad for pigerne, jeg lærte at kende, at jeg har arbejdet med autisme lige siden. I min forskning tager jeg udgangspunkt i pigerne selv for at undersøge deres socialitet.

Der er netop blevet peget på pigernes socialitet som en mulig forklaring på, hvorfor de opdages senere eller slet ikke. Der er mange piger med autisme, der ville ønske, de havde flere venner, og er meget bevidste om, at de har svært ved det. Heldigvis har alle de piger, jeg kender, gode forældre og voksne omkring sig, der hjælper dem og forstår dem. En stor del af den hjælp, som pigerne har brug for, kan være f.eks. en specialskole, aflastning, hjælpemidler, øget forståelse fra omgivelserne osv. Men at få adgang til disse ting forudsætter en diagnose.

Det er sådan, det danske system er bygget op, og det er derfor vigtigt, at vi kan identificere de piger med autisme, så de kan få den relevante hjælp. Når jeg arbejder med pigerne, er min primære metode at lytte til dem og opleve deres hverdag. Jeg lytter til, at pigerne fortæller om venner, tøj, kærester, dyr og deres interesser. Sammen går vi ture, tegner, ser film, er på nettet, danser, er i skole og meget mere. Jeg ser dem lege og leger med dem.

Det er sådan, antropologer arbejder. Lige nu laver jeg feltarbejde på Langagerskolen og institutionen Heimdal i Aarhus. Her har jeg syv vidunderlige piger mellem 9 og 17 år som en del af mit projekt, og de har lært mig meget om, hvordan det er at have autisme. Jeg er også i gang med at interviewe forældre til både piger og drenge med autisme. Det gør jeg, fordi jeg vil undersøge, hvilke tegn forældrene lagde mærke til hos deres piger og drenge, som fik dem til at søge en diagnose. En mulig forklaring på, hvorfor det er svært at få øje på pigerne, kan være, at vi betragter almindelig opførsel for drenge og piger forskelligt, hvilket måske gør det nemmere at få øje på autisme hos drenge end hos piger.

Jeg vil meget gerne i kontakt med flere forældre til drenge, som vil lade sig interviewe, da dette vil hjælpe mit projekt.

Hvis du kunne tænke dig at høre mere, er du velkommen til at kontakte mig per mail: fielund@cas.au.dk.