Autisme og angst

Angst ses ofte som en ledsagende tilstand, når en person har autisme, og kan for mange have en invaliderende indflydelse på deres hverdag. Igennem de seneste år har vi i psykologisk ressourcecenter oplevet, at de børn og unge, som bliver henvist for at få hjælp, er blevet markant dårligere.

Af: Christina Sommer, konsulent, Psykologisk Ressource Center.

Vi møder langt flere børn og unge med angst, og hvor angsten i mange tilfælde er blevet så gennemgribende for barnet, at barnet kan have udviklet en skolevægring, ikke kan færdes blandt andre og ikke tør gå uden for hjemmets fire vægge.

Når angsten tager over, er det ikke alene en indgribende lidelse for barnet, det har ofte store konsekvenser for hele familien. Fordi børnene ofte isolerer sig og bliver meget afhængige af forældrene, som er de eneste, børnene føler sig trygge sammen med. Forældrene oplever, at det er svært at hjælpe deres barn og at få hjælp udefra, og de, som får hjælp udefra, oplever ikke altid, at det så alligevel var den rette hjælp, som kunne hjælpe deres barn videre.

Både forældre og fagfolk kan have svært ved at skelne mellem, hvad der er angst, og hvad der kan forklares som en del af autismen hos den enkelte.

I langt de fleste tilfælde er det netop hele opklaringsarbejdet sammen med barnet og forældrene, som tager tid, og som kan være udfordrende for alle involverede parter. Barnet med autisme kan have svært ved at sætte ord på sine følelser og tanker og kan i mange tilfælde kun give udtryk for et voldsomt kropsubehag.

Hvad kan forklares med autisme?

Vi ved, at mennesker med autisme har nedsat forestillingsevne og derfor kan have modstand overfor nye ting eller aktiviteter, som de ikke er ordentligt forberedte på. Modstanden kan til tider virke så angstpræget, at man kan tro, at barnet har angst.

Her er det vigtigt, at vi først væbner os med tålmodighed og dernæst forsøger at forberede barnet endnu mere i detaljen, så barnet har mulighed for at forholde sig til det nye, som det står overfor. Mennesker med autisme er også udfordret ift. at læse andre mennesker og afkode både den non-verbale og verbale kommunikation, og de mangler ofte sociale strategier ift. at indgå i sociale sammenhænge.

Dette kan medføre at barnet kan føle ubehag ved at skulle være sammen med (nye) mennesker, fordi det føler sig usikker på, hvad det skal sige og gøre i en given situation. Nogle børn og unge kan blive så usikre og derfor føle så stort et ubehag ved at skulle være sammen med andre, at de trækker sig mere og mere og kan være nærmest umulige at få med ud til aktiviteter. Her har barnet brug for, at vi tolker og oversætter alt fra de brede sociale spilleregler til helt specifik kommunikation.

Det er naturligvis af afgørende vigtighed, at vi selv er absolut tydelige i vores kommunikation og udtænker sociale strategier, som barnet kan bruge.

Sanser

Langt de fleste børn, som jeg møder, der virker angstprægede og har fået det så dårligt, at de ikke kan komme ud af døren, er børn, som er meget sansesensitive. Dvs. at de kan være taktilsky, altså være mere følsomme over for berøringer og f.eks. ikke kan holde ud at have tøj på, tage bad og generelt har en intimsfære, der er langt større end normalt. Det er børn, som overvældes af for mange lyde på en gang eller af bestemte lyde. Sanseforstyrrelserne kan også være forbundet til lugte, smag og konsistens ift. f.eks. at skulle spise.

En af de drenge, som jeg har arbejdet med, reagerede voldsomt på at skulle i bad og nægtede at sidde med rundt om bordet, når familien skulle spise. Forældrene troede, at drengen havde fået angst, fordi han blev meget udadreagerende og virkede panisk, når forældrene havde forsøgt at insistere på, at han skulle spise med eller have et bad. Det viste sig, at drengen var meget sansesensitiv og blev overvældet sansemæssigt, hvis han skulle sidde med rundt om bordet, når familien skulle spise.

Han fortalte, at lyden af bestikket, som skrabede mod tallerkenerne, gjorde ondt i ørene, og han blev forvirret og kunne ikke koncentrere sig om at spise, når de andre omkring bordet sad og snakkede. Her var der ikke tale om, at drengen havde angst for at spise med ved bordet, men et regulært sansemæssigt ubehag, som familien enten var nødt til at finde en måde at kompensere for eller vælge at lade drengen spise for sig selv. I denne familie valgte de at lade drengen spise for sig selv, fordi de oplevede, at drengen igen begyndte at spise, ikke fik nogle nedsmeltninger omkring måltiderne og var klar til at være sammen med familien efter måltidet, hvis bare han havde fået ro, mens han skulle spise.

Hvornår er det angst?

Vi kender alle til oplevelsen af at blive bange for noget. Mange har oplevet at træde ud på en vej og være lige ved at blive ramt af en bil. Vores puls stiger, vejrtrækningen bliver hurtigere, og man er kortvarigt i en tilstand af chok og ubehag. Her er der ikke tale om angst, men om regulær frygt.

Frygt er en naturlig følelse og tilstand og en nødvendig del af vores evne til at overleve de farefulde situationer, som vi ind imellem udsættes for. Når vi står i en farefuld situation, vurderer vi den altid for at finde ud af, hvad der bedst kan redde os ud af situationen. Vi kan enten vælge at flygte, stivne eller tage kampen op.

Hvor frygt er en rationel følelse, definerer vi derimod angst som en irrationel følelse.

Vi taler om angst, når barnet/unge har en ubegrundet eller overdreven bekymring for noget, som får så stor en plads i barnets bevidsthed, at barnet begynder at udvise undvigelsesadfærd, dvs. at barnet gør alt for at undgå det, som gør barnet bange. En af de unge, som jeg arbejdede med, var bange for at blive stukket i munden af en hveps, og det gjorde, at hver gang han gik uden for en dør, så sørgede han for at holde munden lukket. Det blev efterhånden temmelig invaliderende for ham, da han ikke kunne samtale, når han var udenfor, for det ville kræve, at han åbnede munden.

Når vi talte om, at det var irrationelt, og at han skulle øve sig i at åbne munden, når han var ude, så sagde han, at man jo godt kunne blive stukket i munden af en hveps, så han syntes, at det var meget rationelt og havde derfor ikke lyst til at øve sig i at åbne munden. Her vil man så vurdere sandsynligheden for at blive stukket i munden af en hveps og se, at statistisk set er sandsynligheden temmelig lille, og derfor vil vi betegne det som irrationelt og derfor som en angsttilstand.

Der findes forskellige former for angst: socialangst, fobier, separationsangst, generaliseret angst, OCD, posttraumatisk belastningsreaktion og panikangst.

Hvordan hjælper vi barnet med autisme og angst?

Det er vigtigt, at børnene får hjælp til at komme af med deres angst, fordi angsten hurtigt kan vokse og få store konsekvenser for barnet og dets familie. Når vi oplever, at et barn udvikler undvigelsesadfærd og virker angstpræget, er det vigtigt først at opklare, om barnets adfærd kan forklares ud fra dets autisme. Kan vi det, skal vi kompensere herfor, dvs. forberede barnet bedre i hverdagen og hjælpe barnet i de sociale situationer, som barnet indgår i, indtil det er blevet trygt.

Ligeledes skal vi undersøge, om undvigelsesadfærden kan skyldes, at barnet er sansesensitivt, for hvis det er det, der er forklaringen, skal vi forsøge at hjælpe barnet med ikke at blive så overvældet sansemæssigt, at det ikke kan holde ud at være i situationen. Endelig skal vi kunne udelukke, at barnets adfærd ikke kan begrundes i en regulær og rationel frygt.

Da angst som nævnt er irrationel, dvs. at der ikke er nogen begrundet frygt, så skal barnet hjælpes til at få en mere rationel tænkning omkring det, som skaber angst hos barnet. Det gør vi ved dels at give barnet ny viden om og rationelle forklaringer ift. det, som gør barnet angst. Dernæst skal vi forsøge at lægge en plan sammen med barnet ift. langsomt at kunne nærme sig det, som barnet er bange for. Dette kaldes ’gradvis eksponering’. En af de piger, som jeg har arbejdet sammen med, var bange for fugle og havde derfor først og fremmest brug for mere viden om fugle og deres adfærd. Dernæst kunne vi lægge en plan for, hvordan hun gradvist skulle lære at holde fugle ud, således at hun ikke behøvede at gå i panik, hvis hun mødte en fugl.

Vi startede med at gå ned til en sø og betragte fuglene på afstand for derefter, langsomt (efter flere måneder) at kunne gå forbi fuglene, uden at det gjorde pigen bange. Børnene har brug for gentagne gange at erfare, at det, som de er bange for, ikke er farligt. Jeg plejer at sige til børnene, at de har brug for at installere nye, mere hensigtsmæssige informationer oppe i deres hjerner for ikke længere at være bange. Jeg fortæller dem også, at det tager tid, men at det altid kan trænes væk.

Når det er sagt, så er jeg klar over, at der sidder mange børn og unge rundt omkring, som er invalideret af angst, og som grundet deres autisme er langt mere udfordrende for os fagfolk og forældre at hjælpe. Derfor ligger der en stor opgave i at oplyse om kompleksiteten af autisme og angst, fordi det ofte kræver stort arbejde og derfor megen tid at hjælpe børnene og de unge af med deres angst.