Børn og unge med autisme tvangsfjernes oftere

Regeringen ønsker flere og tidligere anbringelser, men det kan gå ud over børn og unge med autisme. Flere børn og unge med autisme bliver allerede tvangsfjernet – og Landsforeningen Autisme understreger, at kommunerne slet ikke magter opgaven. Der mangler grundlæggende viden og specialisering.

Anbringelser og tvangsfjernelse har siden slutningen af 2019 været et varmt politisk emne, og i nytårstalen lagde statsminister Mette Frederiksen vægt på, at regeringen ønsker flere og tidligere anbringelser.

Se mere om anbringelser fra Statsministerens nytårstale her.

I Landsforeningen Autisme har der de seneste år været større fokus på tvangsfjernelser, for vi får hver uge henvendelser fra forældre, som føler sig truet med forældreevneundersøgelse af deres kommune – eller familier som er blevet bekendt med at deres sag skal i kommunens børn og unge udvalg og at der er mulighed for at de får tvangsfjernet deres barn.

Tal for anbringelser og tvangsfjernelse viser da også, at antallet af børn og unge med autisme, der bliver anbragt udenfor hjemmet – både frivilligt og ved tvang – bare stiger og stiger. Det viser de nyeste tal fra Social- og Indenrigsministeriet.

I 2017 var 1062 autistiske børn og unge anbragt udenfor hjemmet – hvor det i 2012 drejede sig om 774 børn. Især i forhold til tvangsfjernelser er børn med autisme voldsomt overrepræsenteret. 63 børn og unge blev tvangsfjernet i 2012 – og i 2017 var det hele 129. Det svarer til en stigning på 105 %. Ifølge ministeriets opgørelse, så har børn og unge med autisme tre gange større risiko for at blive tvangsfjernet hjemmefra, i forhold til andre børn. Og nu lægger Regeringen op til, at der kan tilføjes flere børn til den statistik.

Læs mere om tallene fra Social- og Indenrigsministeriet her.

Det vækker bekymring i Landsforeningen Autisme, at autistiske børn og unge fylder så meget i anbringelses-sager. Ifølge landsformand Heidi Thamestrup er det et symptom på, at kommunerne slet ikke har den viden, der skal til.

Hør kommentar på de nyeste tal fra landsformand Heidi Thamestrup i DR P3 her.

”Der er ikke noget der tyder på, at forældre til autistiske børn er dårligere forældre.  Men vi ved, at forældrerollen, når man har et autistisk barn, er meget mere krævende end den rolle, andre forældre har. Man skal forklare sit barns behov og søge de tilbud og den støtte, barnet har brug for, og det trækker tænder ud lige nu, fordi kommunerne ikke forstår problemet og ikke ønsker at bære den økonomiske del af løsningen,” siger hun.

De officielle tal peger indirekte på en gråzone

Ifølge landsformanden er det meget problematisk, hvis regeringen kommer igennem med deres ønske om flere og tidligere anbringelser, da kommunerne lige nu ikke magter opgaven og laver alt for mange fejlvurderinger, fordi de mangler viden.

“Tidlige tegn på autisme ligner til forveksling tegn på tilknytningsforstyrrelse og deprivation - det er kun fagfolk, der kan se forskel. Problemet er, at hvis man leder efter mistrivsel, så vil det ofte være det, man finder. Derfor ved vi også, at der er en gråzone - altså at tallet på antal tvangsfjernede børn med autisme er meget større, end de officielle tal viser. Og det er da et ekstremt stort ansvar at tage på sig i et samfundsperspektiv! For det betyder jo, at vores myndigheder fjerner børn på et forkert grundlag, men det betyder også, at børnene frarøves den støtte, de har brug for, og som de ville have fået, hvis de var blevet set på af kvalificerede eksperter med kendskab til autisme og havde fået en tidlig diagnose samt den støtte, der ville sikre dem trivsel og udvikling,” siger Heidi Thamestrup.

Regeringens plan om flere og tidligere anbringelser er derfor langt fra holdbar. Der skal sættes ind med meget mere viden og specialisering, og kommunerne skal have fokus på forebyggende støtte.

”Det mest foruroligende er, at regeringen lægger op til, at kommunerne får mere magt og løsere rammer – uden at sikre at de har kompetencerne. De nyeste tal slår fast med syvtommersøm, at kommunerne ikke magter kompleksiteten ved autisme, det giver slet ikke mening, at give dem endnu mere magt og endnu større ansvar – før man har kigget på det,” siger Heidi Thamestrup. 

3 mulige årsager til flere anbringelser

Landsforeningen Autismes formand Heidi Thamestrup giver her 3 bud på årsager til stigningen i antallet af børn og unge med autisme, der tvangsfjernes:

1)Fagpersoner i kommunerne har sjældent grundlæggende viden om autisme. Kommunernes fagpersoner kigger efter tegn på tilknytningsforstyrrelse og mistrivsel – og ofte ser vi dem 1 til 1 beskrive tegn på autisme. Sagsbehandlerne vurderer, at barnets mistrivsel skyldes manglende forældre-evner, når det er tydeligt for enhver, der har viden om autisme, at det er tegn på autisme, der beskrives.

2) Forældre til børn med autisme kæmper i årevis med kommunerne for at få hjælp til deres børn. En hjælp kommunerne er forpligtet til at yde – men som aldrig kommer, eller kommer alt for sent. Det betyder, at børn med autisme i stor stil mistrives f.eks. har over hver tredje barn med autisme skolevægring og går ikke i skole. Men det er ikke forældrenes skyld, at børnene mistrives – det sker fordi kommunerne ikke yder den støtte de er forpligtet til.

3) Der er massiv mistillid mellem kommunerne og forældre til børn med autisme. Landsforeningen Autisme oplever ofte at forældre trues med enten forældreevneundersøgelser eller tvangsfjernelser, når de søger om hjælp, specialskole eller behandling til barnet.
I Landsforeningen Autismes Sårbarhedsundersøgelse blandt 1220 forældre til børn med autisme, svarer:
41 % af forældrene, at de føler sig generelt negativt behandlet eller direkte misforstået og krænket i mødet med kommunen.
5 % af forældrene svarer at kommunen har rådgivet dem om deres rettigheder.
42 % svarer at de ikke ved hvilke rettigheder de har over for kommunen.

Familier får ikke den rette hjælp

Ofte har familierne samtidig kæmpet med kommunen i flere år for at få den rette støtte og de rette tilbud, og ifølge landsformanden er kommunerne alt for dårlige til at sikre støtte, der forebygger problemer hos familierne.

Læs debatindlæg fra forsker Emil Falster om fejl i tvangsfjernelser her.

”Noget af det vi ved om autisme og anbringelse er, at kommunerne ikke har indsigt i de mekanismer der fører til en anbringelse. Vi oplever at kommunerne giver afslag på de støttende foranstaltninger forældrene søger om i en årrække før de anbringer barnet. Vi oplever at forældrene kæmper for at få kurser om deres barns udfordringer og hjælp, til at kunne opretholde et tilnærmelsesvist normalt familieliv med søskende, job og parforhold uden at lykkedes. Vi ser det ene familiemedlem efter det andet gå ned med depression og systemstress fordi de ikke magter at kæmpe mod kommunernes spidsfindige jurister. Når det så ender med en anbringelse tænker vi alle sammen at der er noget galt med forældrene, men i mange tilfælde er anbringelsen et resultat af forsømmelse og kommunale overgreb,” siger Heidi Thamestrup.

En ny rapport fra Ankestyrelsen fra november 2019 viser, at der er store problemer med mistillid mellem kommunerne og forældre. I rapporten undersøger Ankestyrelsen kommunernes praksis for at anbringe børn og unge uden for hjemmet uden samtykke – og især forløbet op til en tvangsfjernelse har de fokus på.

Her er det tydeligt, at forældre oplever, at kommunernes sagsbehandling er fyldt med fejl og mangler – og det fører til mistillid mellem dem. Desuden oplever forældrene, at kommunerne ikke sætter ind med de rette støtteforanstaltninger, og at de ikke forsøger reel hjælp, før de går til en anbringelse.

Læs mere fra Ankestyrelsens rapport om anbringelsessager i kommunerne her.

Ankestyrelsen er desuden netop nu i gang med specifikt at se nærmere på anbringelser uden samtykke af børn og unge med autisme og andre funktionsnedsættelser.

Frivillig anbringelse eller tvang?

Landsformand Heidi Thamestrup understreger, at der også er sager, hvor autistiske børn og unge anbringes frivilligt, så de f.eks. kan komme til at gå på et bestemt specialiseret tilbud. Eller fordi forældrene føler, at det giver dem de bedste muligheder for at holde kontakten. Det mener landsformanden grundlæggende ikke, at systemet burde kræve af familierne.

”Vi hører tit fra forældre, som henvender sig til vores støttetelefon, fordi de er i tvivl om, hvad de skal gøre. Kommunen vil anbringe deres barn, og nu føler de, de er nødt til at gøre det frivilligt for at sikre, at de stadig har besøgsret eller for at hjælpe barnet til at få den støtte, det har brug for. Men det kan ikke være rigtigt, at man skal anbringe sit barn for at få optimal hjælp og det bedste tilbud!” Siger Heidi Thamestrup.

Nogle forældre føler sig desuden decideret presset eller truet med tvangsfjernelse, og en del undlader at søge om støtte eller hjælp, fordi de frygter, kommunen vil sætte ind med anbringelse eller tvangsfjernelse.  

Læs mere om forældres mistillid til kommunernes sagsbehandling i debatindlæg her.