Retssikkerhed - er den grundlæggende ret til sikkerhed for loven

Artiklen er bragt i Autismebladet nr. 1 2022

“Helt grundlæggende er retssikkerhed: at man har ret til noget efter loven, og at man så rent faktisk får det, man har ret til og brug for. Men begrebet ’retssikkerhed’ er samtidig meget abstrakt. I virkeligheden bør vi bare snakke mere om indholdet af de rettigheder, vi har, og den sikkerhed der i praksis er for at få rettighederne opfyldt.”

Det er den korte beskrivelse af begrebet ’retssikkerhed’ af Nikolaj Nielsen fra Institut for Menneskerettigheder.

Retssikkerhedsloven blev indført i 1998 og har til formål at sikre borgerens rettigheder og indflydelse, når de sociale myndigheder behandler sager. Ifølge Nikolaj Nielsen er der flere vigtige principper i loven.

”I retssikkerhedsloven har vi blandt andet: retten til hurtighed i sagsbehandlingen, ret til medvirken og ret til helhedsvurdering og rådgivning. Det er principper, som skal følges, når sager behandles. Men det store problem er, at der ikke rigtig er konsekvenser, hvis de rettigheder ikke overholdes,” siger Nikolaj Nielsen.

For mange mennesker med autisme og deres familier er mødet med det offentlige en svær oplevelse, hvor de ofte ikke føler sig hørt. Og tallene taler også for, at der ér problemer med retssikkerheden i Danmark.

Over halvdelen af sager på børnehandicapområdet bliver omgjort

De nyeste tal fra Socialministeriet fra 2021 viser, at der stadig er mange fejl og mangler i sagsbehandlingen i kommunerne. Når man klager over en kommunal afgørelse på socialområdet, så er det Ankestyrelsen, der behandler klagen. Omgørelsesprocenten i styrelsen viser, hvor mange sager, der ændres, ophæves eller hjemvises.

Tal fra Ankestyrelsen vise viser, at mellem hver tredje og over halvdelen af sagerne på socialområdet har så store fejl eller forkerte afgørelser, at de ændres eller sendes tilbage til kommunen til genbehandling. Og det er bare de sager, der klages over.

”Der er utroligt mange klagesager – især på børnehandicapområdet – som bliver hjemvist og omgjort. Det tyder jo på, at der grundlæggende er noget helt galt. Samtidig er der formentlig mange, som ikke har overskud til at klage. Der er et stort mørketal. For det er ikke til at tro, at der slet ikke er fejl i de sager, der ikke klages over,” siger Nikolaj Nielsen.

Det understøttes af rapporten ”Retssikkerhed for udsatte borgere” fra Embedsværket fra 2020. Her er de seneste års tal og undersøgelser blevet analyseret. Blandt andet beskriver rapporten, at Ankestyrelsen har undersøgt omfanget af alvorlige fejl i stikprøver af de afgørelser, der ikke bliver klaget over af borgerne.

”De undersøgelser viser, at mere end 25 % af de sager, som borgerne ikke havde klaget over, indeholdt så mange fejl, at de ville være blevet omgjort, hvis borgeren havde klaget. For et enkelt område var der fejl i 55 % af de sager, som blev gennemgået i stikprøven,” står der i rapporten.

Det er dog ikke bare tal, men virkelige mennesker, som gang på gang må vente længe på den støtte, de har ret til og søgt om. Og det kan have store konsekvenser for den enkelte.

Lang sagsbehandling giver problemer

En afgørelse træder i kraft, når den er taget af myndighederne. Det betyder, at man om borger mister sin støtte eller ikke får den støtte, man har søgt om, hvis det besluttes i kommunen. Og at man må undvære støtten, mens en klagesag behandles i Ankestyrelsen.

”Som det er i dag, så går det ud over borgerne, når de klager over en afgørelse, fordi det forlænger deres sagsbehandlingstid. For mange borgere er det jo en akut sag, hvor de har brug for hjælp lige nu og her, men hvis kommunerne ikke oplyser sagen korrekt, så bliver den hjemvist af Ankestyrelsen, uden at der tages stilling til selve afgørelsen. Det ender med, at borgerne må gå i mange måneder og vente på, at kommunen så genbehandler sagen. De risikerer at få det meget værre eller få økonomiske problemer, fordi de i mellemtiden ikke får den hjælp, de har brug for,” siger Nikolaj Nielsen fra Institut for Menneskerettigheder.

Ifølge rapporten ”Retssikkerhed for udsatte borgere” fra Embedsværket fra 2020, drejer det sig ofte om en forskel på flere måneder, der bliver lagt til sagsbehandlingstiden

”Når en dårligt oplyst sag hjemvises, skal borgeren vente yderligere 6-8 måneder uden hjælp eller med den forkerte hjælp. I praksis betyder det, at kommunen alt andet lige har en besparelse i perioden, hvor hjælpen ikke ydes,” står der i rapporten.

Det rammer borgerne hårdt. Børn, unge og voksne med autisme og deres familier risikerer at få det endnu dårligere, blive ramt økonomisk eller bryde helt sammen, fordi de ikke får den rette støtte.

”I mange af de sager, der klages over er hastighed en afgørende faktor for, at de får den hjælp, de har brug for. Der er det ekstra problematisk, når et barn f.eks. er nødt til at blive i et forkert skoletilbud, fordi en sag trækker ud, hvis kommunen oplyser den forkert, og borgerne klager over det,” siger Nikolaj Nielsen fra Institut for Menneskerettigheder.

Ifølge ham, er en af mulighederne, at man kigger på beføjelserne i Ankestyrelsen.

”Jeg mener, at det burde være muligt for Ankestyrelsen at se på selve afgørelsen – f.eks. om merudgifter eller tabt arbejdsfortjeneste – og så tage en midlertidig beslutning, så borgerne kan få en afgørelse, de kan bruge til noget. Efterfølgende kan de så sende sagen til genbehandling i kommunen for at sikre de rigtig oplysninger, og hvis det får betydning for afgørelsen, så kan de tage den op igen. Det vigtigste er, at vi ikke efterlader borgerne uden støtte i den periode, hvor en sag genbehandles,” siger han.

Ankestyrelsen har som målsætning, at sagsbehandlingstiden skal nedsættes til 13 uger i 2022.