Sundhedstyrelsen lancerer officielt "Fritaget for mundbind" badge

7. jan. 2021

Nogle autister kan ikke bruge mundbind, men før kunne man ikke se, at de var fritaget. Det kan man nu. Alle der er fritaget for brug af bundbind, kan - hvis de har lyst - bestille officielle badges fra sundhedsstyrelsen, der viser at man er fritaget for kravet om mundbind.  

Bestil dit badge her

Med det nye badge bliver det fremover muligt at vise, at man har en sygdom eller et handicap, der gør, at man er fritaget fra kravet om at bruge mundbind eller visir.
I dag er der krav om munbind fx i den kollektive trafik, på restauranter og i butikker som et af mange værktøjer til at forebygge smitte med ny coronavirus. Men der er nogle autister, der ikke kan bruge mundbind eller visir, fx på grund af sensoriske udfordirnger eller angst. Mundbindet kan give betydeligt ubehag, vejrtrækningsbesvær eller påvirke deres funktionsevne ved brug.

Derfor har Sundhedsstyrelsen sammen med en række patient- og handicaporganisationer blandt andet Landforeningen Autisme udviklet et badge, som man kan bære for at signalere synligt, at man er fritaget fra kravet.

”Det har været et ønske fra både borgere og flere patientorganisationer, at man skal kunne signalere, at man er fritaget fra at bruge mundbind eller visir. Der har været situationer fx i supermarkeder, hvor borgere er blevet set skævt til eller afkrævet et svar på, hvorfor de ikke har haft et mundbind eller visir på af andre kunder. Det kan føles meget ubehageligt for den enkelte at blive udsat for. For at undgå sådanne episoder har vi udviklet et badge,” siger enhedschef i Sundhedsstyrelsen, Niels Sandø.

Badge skal skabe tolerance

Der er ikke krav om at kunne dokumentere, at man er fritaget for at bære mundbind eller visir. Tvivlen skal derfor altid komme den enkelte til gode. Et badge er derfor ikke dokumentation for fritagelse, og man kan også være fritaget, selvom man ikke har et badge på. Badget er således et værktøj, der er frivilligt at bære for at skabe synlighed om, at man ikke kan bruge mundbind eller visir. ”Badget skal gerne minde omgivelserne om, at der er nogen, der ikke kan bære mundbind eller visir. Så derfor kan vi kun opfordre til, at vi alle er tolerante over for hinanden og husker på, at der kan være en god grund til, at en person ikke bærer mundbind eller visir, og at årsagen ikke altid er synlig”, siger enhedschef, Niels Sandø.

Badget kan kombineres med Landsforeningen Autismes "Autismepas", der er et kommunikationsværktøj, der kan bruges hvis man møder spørgsmål eller uvilje fra andre mennesker, fordi man ikke kan have mundbind på. 
Du kan læse mere om autismepasset her.