KV21: Ensporet og ujævn vej til ungdomsuddannelse

Et medlem af landsforeningen Autisme har indsendt dette indlæg omkring oplevet manglende, kommunal retssikkerhed. 

Skrevet af Jane Jensen i samarbejde med det anonyme medlem

Min datter blev diagnosticeret med Aspergers syndrom som 18-årig i 2018. Hun gik i normal folkeskole uden støtte, men igennem hele forløbet med perioder, hvor det er tydeligt, at der er noget, som er svært. I starten af 9. klasse kan hun ikke længere kompensere for at være i overkrav, og hun diagnosticeres først med depression, så ADD og som 18-årig med autisme (Aspergers). 

Hun ønsker en ungdomsuddannelse på HF-enkeltfag, hvor hun vil kunne være studieaktiv svarende til 6-8 undervisningslektioner ugentligt. Dette afvises af kommunen, som begrunder det med, at de skal lære hende at kende, og at dette skal ske igennem et tilbud med brobygning, hvorigennem hun kan få kendskab til forskellige erhvervsfaglige uddannelser. Kommunen skønner nemlig, at det vil være en mere passende uddannelse til hende, frem for en boglig retning, som hun selv ønsker.  
Hun får tilkoblet en uddannelsesmentor, som arbejder med ”job-spor”, og den viser, at en uddannelse som tømrer eller beslagsmed ville være passende. Uddannelser, som hun ikke er interesseret i. 

Der har været flere forsøg på kontakt til UU-vejledere med henblik på at få et forløb med STU, men der kan ikke etableres kontakt. Middelfart Kommune vurderer, at deres STU-tilbud ikke vil være et passende tilbud, da det er målrettet borgere med Downs syndrom og andre lignende sværere handicaps. De afviser at se på andre muligheder.    

Da kommunen ikke havde et tilbud, som passede til hende, valgte vi selv at forsørge hende, mens hun gik på HF-enkeltfag. 

I et opfølgende telefoninterview fortæller moderen, at hendes datter lige nu er ved at tage kørekort, da det er meget svært for hendes at tage offentlig transport. Det er for datteren alt nok lige p.t. at skulle koncentrere sig om at tage kørekortet. Herefter er det planen at tage kontakt til jobcentret med henblik på vurdering af ressourcer i forhold til jobmuligheder. Datteren ønsker at få et arbejde, som passer til hendes ressourcer og interesser.  Hun kan formentlig maximalt klare at arbejde 2-3 timer pr. dag/ 2-3 dage i ugen, da hun hurtig udtrættes og påvirkes meget af de mennesker, hun er sammen med. Familien håber på, at der kan findes en arbejdsplads med den nødvendige viden, rummelighed og støtte, som kan få arbejdsevne og ressourcer i spil.  

I det hele taget er sagsbehandlingen trukket i langdrag pga. 3 forskellige sagsbehandlere gennem forløbet. De starter næsten alle forfra – hver gang – da de gerne ’lige vil lære datteren at kende’ først, hvilket både er udmattende samt frustrerende.  
Dernæst har datteren haft en ansøgning om at blive tildelt en støtteperson liggende i Handicap- og psykiatriafdeling i 2 år, uden at der fulgt op på denne. 

Moderen bliver ret stille i telefon, da det oplyses, at kommunen - jævnfør lovgivningen - rent faktisk skal lave individuelle handleplaner i samarbejde med borgeren og så vidt muligt efterfølge borgerens ønsker. At hvis kommunen ikke selv har et har relevant STU-tilbud (selvom det skønnes, at datteren er i målgruppen til dette), da skal de oprette et sådant eller finde et kvalificeret tilbud i en anden kommune. 
Det er der ingen i kommunens afdelinger, som har oplyst dem om. 

Familien oplever sig overladt til sig selv på grund af Middelfart Kommunes sagsbehandling med manglende samarbejde ud fra datterens behov og ønsker, manglende opfølgninger, udmattende sagsbehandlerskift og dårlig/forkert vejledning. 
Retssikkerheden opleves altså som nærmest fraværende.