Demonstration Christiansborg 24.04.19
Indlæser

Landsforeningen Autisme bakker op om pårørende på tværs af handicap

25. apr. 2019

Pårørende til menneskesker med handicap oplever de samme udfordringer, når de søger hjælp. Uanset om ens pårørende har autisme, cerebral parese eller angst og uanset hvilken kommune man bor i er udfordringerne de samme.  

Det stod klart efter gårsdagens demonstrationer med navnet ”Bak op om de pårørende til handicap og psykisk sårbarhed”, der blev afholdt steder i landet. Landsforeningen Autisme deltog både med formand Heidi Thamestrup som taler på Fyn og ved demonstrationen og det efterfølgende dialogmøde på Christiansborg.

De pårørende fortæller om at være kastebold i kommunen, ikke at vide hvor man skal gå hen for at gå hjælp, om skiftende sagsbehandlere og om at blive truet med forældreegnethedsundersøgelser, hvis man stiller sig utilfreds med kommunens manglende hjælp.

”I Landsforeningen Autisme har vi en voldsom mængde sager hvor familier oplever kommunale overgreb - mængden af sager er eskaleret, ekstremt, siden kommunerne fik tilført magt ved strukturreformen,” sagde Heidi Thamestrup formand for Landsforeningen Autisme i sin tale ved demonstrationen på Fyn.

Du kan læse hele Heidi Thamestrups tale her.

Organisering fra bunden

Monica Lylloff og Mia Kristina Hansen er initiativtagerne til de landsdækkende demonstrationer og til en facebookgruppe med over 8.000 medlemmer, hvor pårørende på tværs af handicap og kommuner, gør fælles sag. De to er begge mødre til børn med diagnoser og psykisk sårbarhed og har mødt hinanden på Facebook. De var overvældede over fremmødet til demonstrationerne og dialogmødet.

”Det vi havde håbet på var en dialog med politikerne om problemerne ude i kommunerne. Det har vi fået. Men det her er kun første skidt. Vi vil se handling, så alle får den hjælp de har behov for og ret til,” siger Mia Kristina Hansen

En af de fremmødte til gårsdagens dialogmøde på Christiansborg var Malene Adler, der er medlem af Landsforeningen Autisme og mor til en søn med autisme.

”Jeg er taget med, fordi det er et godt initiativ at samle pårørende på tværs af handicap og samtidig invitere handicapforeninger og politikere til dialog. Vi har en fælles sag: vi vil gerne have at alle kommuner løser problemerne inden for lovens rammer,” siger Malene Adler.

Monica Lylloff og Mia Kristina Hansens facebookgruppe ”BAK OP OM PÅRØRENDE TIL HANDICAP OG PSYKISK SÅRBARHED” kan findes her. Og de to kvinder kæmper sammen med gruppens medlemmer videre. På mandag har Børne- og Socialminister Mai Mercado inviteret dem til møde.

Demonstration kvinde taler i megafon foran banner