Ældre med autisme skal have hjælp til sundheden

7. mar. 2017

TEMA: ældre med autisme // Mennesker med autisme kan særligt få problemer med deres sundhed, når de bliver gamle. Problemer med helbredet kan være svært for de ældre selv at forklare, og læger er derfor afhængige af hjælp fra familie eller pædagoger for at give den bedste behandling.

 

Svagere syn, sygdomme, nedsat livskvalitet og højere dødelighed. Det kan være hårdt at blive ældre. Og især for mennesker med autisme er der flere sundhedsproblemer i takt med, at rynkerne myldrer frem.

Det er fokus i en ny rapport fra forskningsorganisationen DEFACTUM og fem autismetilbud fra deres store projekt om aldring og autisme, som er støttet af Veluxfonden. Her undersøger de, hvilke ændringer der er med de ældres helbred.

Ifølge læge Mikkel Erik Juul Jensen, som har speciale i ældre mennesker, er det vigtigt, at der bliver holdt øje med ældre autister, da der med alderen kan komme problemer, som går ud over livskvaliteten, og som er svære at opdage.

”Når man snakker om sundhed, så ser vi generelt, at der er en større sygelighed hos ældre, som har autisme. De får flere sygdomme og har desuden generelt en højere dødelighed, end andre ældre. Derfor er det vigtigt, at de stadig får hjælp til at få en god livskvalitet,” siger han.

LÆS artiklen om projektet HER.


Svært ved at mærke sig selv

Når de fem autismetilbud fra projektet kigger kun på de fysiske problemer, så er det både søvnbesvær, smerter, nedsat bevægelighed, dårligere syn og endda livstruende sygdomme deres ældre er ramt af.

Derfor er lægebesøg livsvigtige. Men ældre med autisme er ofte ikke gode til selv at gå til lægen, da mange har svært ved at beskrive smerter eller bliver usikre i de uvante omgivelser. Ifølge læge Mikkel Erik Juul Jensen kræver det derfor hjælp fra familie eller pædagoger, som kender den ældre godt.

”Mennesker med autisme kan ofte have svært ved at kommunikere deres smerter, og hvordan de har det. Og det kan være endnu sværere for dem at mærke sig selv. Som læge er jeg derfor afhængig af, at der er nogen med, som kender den ældre og deres helbred,” siger han.

Det har flere af de fem autismetilbud fra projektet fokus på. På bostedet Højtoft har de ældre altid den samme pædagog med til større behandlinger, både som tryghed for den ældre og for at hjælpe lægen. Direktør i SOVI, Majbrit Bogø har desuden oplevet, hvor vigtigt det er, at de ældre undersøges grundigt.

”En af vores borgere bor i egen lejlighed, og tog altid selv til læge. Der sagde han, at han havde det fint, men vi oplevede kun, han blev dårligere. En dag fik vi lov til at gå med til lægen, og det viste sig, han havde KOL og anden livstruende sygdom. Han kunne bare ikke selv forklare lægen, hvordan han havde det,” fortæller hun. Det er normalt ikke SOVI, der tager med deres ansatte til lægen, men denne borger følte sig mest tryg ved SOVI’s personale.


Mange små forbedringer

Når hoste, smerter eller sygdomme sætter begrænsninger på de ældres hverdag, så er det vigtigt, at de får hjælp til at komme i behandling, så de kan få en god hverdag tilbage. Og det kræver et vågent øje fra lægen, som skal vide, hvor de kan sætte ind og behandle.

“Ældre med autisme er det, vi kalder skrøbelige ældre, da de generelt rammes hårdt af selv banale helbredsproblemer. På grund af det får de også ofte problemer med mindre ting som synet og deres mobilitet. Så er det vigtigt, vi ved, hvad vi kan hjælpe med. Mange små forbedringer kan give et godt resultat,” siger læge Mikkel Erik Juul Jensen.

Det kan ifølge ham være snakke om kost, ernæring, træning og deres blodsukker, som også kan hjælpe på de ældres sundhed. Og endnu vigtigere er det, at læger husker at lytte til de ældre med autisme.

”Det er vigtigt, at vi hele tiden er nysgerrige og ydmyge i vores tilgang til de ældre med autisme. Vi skal virkelig lytte og ikke bare tromle derudaf med alverdens behandlinger,” siger lægen.

De fem autismetilbud har i projektet arbejdet meget med gode metoder til at sikre, at de holder øje med de ældres sundhed og får dem i behandling, når det er nødvendigt.

LÆS hele rapporten om ændret sundhed fra projektet HER.