Indlæser

Pressemeddelelse: Lader vi mennesker dø, fordi de er autister?

10. jul. 2017

Hvem bestemmer, hvad et menneskes liv er værd?

 

27-årige Hassan Osman bliver ikke reddet, hvis hans sygdom blusser op igen.

Ifølge papirerne er det fordi, han er udadreagerende og ikke følger lægernes anvisninger. Altså fordi han er autist!

Det kan simpelthen ikke være rigtigt! Det handler om liv og død, og autister har samme ret til at leve,som alle andre. Alt andet er diskrimination og imod vores menneskerettigheder.Og Haawa Abshir kæmper lige nu for sin søns ret til at leve!

Pårørende, autister og forældre er bange og vrede, fordi de frygter for deres børn med autismes liv.

”Dagen har bragt en ekstrem mængde henvendelser fra forældre, som frygter at deres børn med autisme bliver nedprioriteret af sundhedsvæsenet, fordi de har et handicap. Og der er et skræmmende spørgsmål, der går igen: Lader de vores børn dø, hvis de bliver syge?” siger Heidi Thamestrup, formand i Landsforeningen Autisme.

Der bliver skåret så meget ned på området, at fagpersoner ikke har den tætte tilknytning og relation til autister, så de kan opdage deres sygdomme. Det kan ikke passe, at når vi endelig opdager en kræftknude eller en infektion – så lader vi dem dø.

Der er autister uden sprog, hvis handicap er, at de ikke kan tolke andres forventninger til dem især ikke i en akut situation – betyder det, at de skal dø?

Autister bliver gang på gang svigtet hos læger og på sygehuse, fordi de ikke kan sige, hvad der er galt – eller fordi de bliver utrygge over forandringer. Det komplekse handicap kræver specialiseret viden, som lægerne ikke har!

Det kan ikke være rigtigt, at autister ikke får hjælp til at overleve helt almindelige sygdomme, som er dagligdag på vores sygehuse! Hvad vil Sundhedsministeren gøre? Og hvad skal vi svare alle de bekymrede forældre og autister?

Lader vi autister dø – fordi de ikke reagere som gennemsnittet af befolkningen? Hvorfor skulle de ønske at dø mere end alle andre?

For autister betyder udadreagerende adfærd ikke, at livet ikke har værdi – det betyder, at de er bange og har brug for hjælp til at forstå, hvad der foregår.

De sidste dages reaktioner fra læger på Nordsjællands Hospitalviser tydeligt, at de ikke er specialiserede nok til at stå med ” liv eller død” ansvaret, for autistiske patienter.


Pressekontakt:

Heidi Thamestrup, landsformand i Landsforeningen Autisme 

Tlf. 26 20 16 58 eller mail: formand@autismeforening.dk

Se hele pressemeddelelsen HER