Personlig fortælling: Når dugen bliver revet væk

Man skal vist have været ualmindeligt fraværende i de seneste mange uger for ikke at vide, at krisen som følge af Coronavirussen er over os. Det er i alle medier, også de sociale, og på alles læber. Og det har sendt min verden ud i fuldstændig kaos. 

Skrevet af: Louise Egelund Jensen - Forfatter og foredragsholder, www.salixas.com.

Det man hører mest er, at for langt de fleste er Corona ikke en særlig farlig sygdom, men den er farlig for de sårbare - altså de ældre og de kronisk syge - og at det er for at beskytte dem, at alle de tiltag vi ser og oplever nu bliver implementeret. Men der ligger også implicit i det, at når der bliver sagt sårbare, så er det de fysisk sårbare, der bliver talt om, ikke de psykisk sårbare, som er den gruppe, jeg hører til. Og problemet her er, at alt det man gør for at beskytte de fysisk sårbare, rammer mig, som psykisk sårbar meget mere end det rammer “almindelige borgere”. Sat en lille smule hårdere op: de psykisk sårbares helbred er altså ikke lige så vigtigt som de fysisk sårbares helbred. Det er lige meget fra samfundets side, om mine psykiske sygdomme bryder ud igen, bare der ikke er nogen der bliver fysisk syge. Sådan kan det i hvert fald godt føles når man står midt i det, som jeg står i lige nu.

Nogle vil argumentere, at det er fordi de fysisk sårbare risikerer at dø, og at det gør jeg ikke. Og det er måske rigtigt nok. Jeg risikerer ikke at dø, selvom min angst lige nu er så voldsom, at det føles sådan, men der findes psykisk sårbare, som måske ikke har min styrke og mit netværk. Kan de klare det der sker lige nu?

Mit liv og graden af hvor såkaldt 'velfungerende' jeg er, er baseret på struktur, forudsigelighed og orden. Jo mere ens og forudsigelig min uge er i forhold til de forrige, desto mindre stresset er jeg, og desto mindre bliver min angst, min tendens til depressive tanker, magten min spiseforstyrrelse har over mig, graden af selvskade og mine sanseforstyrrelser. Og jo mindre disse fylder, desto større livskvalitet har jeg. Det lyder kedeligt for nogle, at lave det samme på de samme dage, og i nogle tilfælde endda spise det samme, eller gå i bestemt tøj på bestemte dage. Men for mig giver det tryghed. Jeg ved, hvad jeg skal, jeg glæder mig til det, jeg har overblik og styr på tilværelsen og kan klare lidt uforudsigelighed, fordi resten er så velordnet. Jeg holder af min hverdag og af mine rutiner. Nogle gange kan mit autistiske behov for forudsigelighed sågar være en hjælp. Hvis jeg er kommet sent hjem fra foredrag en aften, så står jeg stadig op kl. 6 næste morgen og tager i træningscenter, hvor andre måske ville blive hjemme. Jeg løber udendørs tirsdag og lørdag, også når det regner, stormer eller er koldt, hvilket gør, at jeg lærer at løbe i al slags vejr. Jeg møder mange, som i forbindelse med især sport har svært ved at finde motivationen og springer over her og der. De misunder mig faktisk lidt, at min autisme her netop hjælper mig med at fastholde de gode vaner, også selvom jeg hellere ville sove en time længere. Jeg ved bare, at hvis jeg sov den time ekstra, ville min dag ikke blive som den plejer, og det ville stresse mig, så jeg kommer op og afsted. Struktur er den lim, der holder mit liv og min hverdag sammen. Eller for at bruge et billede jeg har brugt de sidste par dage: hvis mit liv er et smukt dækket engelsk te-bord, så er strukturen den fine dug, som det hele står på.

Men i denne uge trak Mette Frederiksen, som følge af omstændighederne, dugen væk. Alt det mit liv hviler på, alt det der gør, at det fungerer ordentligt, al min tryghed og stabilitet blev fjernet med et snuptag!

Jeg vil gerne understrege, at jeg fuldt ud forstår årsagen til de tiltag, der er blevet sat i værk i denne uge, jeg forstår meningen med det, og jeg respekterer det fuldt ud!

Så dette skal ikke ses som en kritik af regeringens håndtering at Corona-krisen. Hvorvidt alt det her er nødvendigt eller ej vil jeg hverken tage stilling til eller diskutere.

Men hvorvidt det er nødvendigt eller ej, og uanset hvor gode årsager der er til det, så ændrer det ikke på, at jeg pt. står i en kæmpe personlig krise, hvor min angst er så voldsom, at jeg næsten ikke kan være til, min spiseforstyrrelse er godt på vej til at bryde ud i lys lue, og jeg er gråd labil og har svært ved at se mig igennem de næste to uger (og tør slet ikke tænke på, at det meget muligt bliver længere endnu!)

Det startede i onsdags, da der blev holdt pressemøde, og Danmark blev lukket ned. Jeg er for så vidt ligeglad med arrangementer på over eller under 100 mennesker, men det gik hurtigt op for mig, at nedlukningen af Danmark nok ville betyde lukkede træningscentre, hvilket var en realitet få timer senere. Et luksusproblem, vil mange mene. Træn dog hjemme, siger de. Men jeg møder op nede i mit lokale center 4 morgener om ugen. Jeg møder mere eller mindre de samme mennesker, vi sludrer og træner. De kender mig dernede, og jeg kender dem, og det er min hverdag. Der er sågar to kvinder, der træner samtidig med mig som “varsler”, når de laver ændringer i deres træning, som et hensyn til min autisme. Det er blevet lidt en joke. Det er hyggeligt!

Husk på at jeg er førtidspensionist og single. Det betyder, at træningscenteret står for 75% af min sociale kontakt med andre mennesker. Så ud over at mine hverdagsrutiner røg ud af vinduet bare sådan, så røg min primære kilde til selskab også.

Og så er min træning i øvrigt også det der gør, at jeg kan holde min spiseforstyrrelse nogenlunde i ro. Jeg kan løbe ude nogle ekstra dage om ugen, men mine ben kan ikke holde til 6 løbedage om ugen, ikke engang i en kort periode. Og det begyndte at gå op for mig, at jeg med lukningen af træningscenteret, rent faktisk kunne ende i en situation, hvor jeg ikke længere ville kunne spise, fordi jeg ikke længere kunne træne.

Men det med mine rutiner var næsten det værste. Hvad skal hele mit te-bord stå på nu, hvor dugen er væk og alt i øvrigt ligger spredt rundt over det hele? Jeg følte mig mentalt vægtløs, svævende uden noget som helst fast holdepunkt længere, uden nogen retning, uden op eller ned. Jeg greb ud efter det, jeg stadig havde: mit arbejde. Jeg skrev til min kollega Randi og spurgte, om dyreklinikken jeg arbejder på lukker, og hun sagde nej. Folks dyr bliver jo stadig syge.

Men det var en stakket frist. To dage senere, da jeg mødte op på arbejde på klinikken, fik jeg at vide, at jeg ikke skulle komme de næste to uger. Og med arbejdet røg ikke bare mit sidste holdepunkt, men også de sidste 25% af min sociale kontakt. Jeg græd, da jeg kom hjem.

Folk siger, at vi jo netop skal holde afstand til andre mennesker. Men det er bare så nemt at sige, når man hver dag kommer hjem til sin kæreste og/eller sine børn. De kan sagtens holde afstand, for de kan gøre det sammen. Men når man har et begrænset socialt netværk og ingen kæreste eller familie og ingen støtte, hvad end det er fordi man, som jeg, ingen har fordi Fredericia kommune nu på 9. uge ikke har besvaret min klage, eller fordi ens støtte også er blevet fjernet i nedlukningen af det offentlige, fordi autister åbenbart ikke vurderes sårbare nok til at skulle have støtte i denne tid (Undskyld mig, men det er da netop autister der skal have støtte! Vi er den gruppe der har allermest brug for forudsigelighed, så hvordan tror de vi vil klare os, når hele samfundet pludselig vælter?) så er man bare, når arbejde og fritidsaktiviteter forsvinder, mere alene end de fleste kan forestille sig.

Jeg føler mig jævnligt ensom. Jeg savner at have nogen tæt på. Altså til hverdag.

Hvis jeg har det sådan til hverdag, hvordan skal jeg så nogensinde kunne komme igennem foreløbigt 2 uger potentielt uden nogen kontakt overhovedet? Og online kontakt tæller altså, for mig, ikke. Det er ikke det at kommunikere med ord, der er vigtigt. Er i klar over hvor fuldstændig gennemsigtig, man kan føle sig, når der ikke er nogen, der ser en? Rører ved en? Når man ikke kan mærkes andres varme og humør og stemning i nærheden af sig? Følelsen af, at hvis jeg ophørte med at eksistere, så var der ikke en sjæl, der ville opdage det. Og hvis der ikke er nogen, der lægger mærke til, hvis man bliver væk, er man her så overhovedet?

Jeg ved, at mange med autisme måske ikke har det behov. Men jeg har behov for at blive set og rørt ved, for at føle og mærke, at jeg er her.

Min verden er i fuldstændig kaos.

Jeg har ikke haft en fuld nattesøvn siden det første pressemøde. Jeg døjer med angstanfald, mareridt - og jeg vågner flere gange hver nat og føler mig bange.

Personligt har jeg aldrig været og er stadig ikke bange for Coronavirussen. Jeg tænker, at jeg enten får den eller ej, og hvis jeg får den, så bliver jeg enten rask eller dør og i ingen af tilfældene, er der noget at bekymre sig om. Jeg har heller ikke nogle i den sårbare gruppe tæt på mig, som jeg potentielt ville kunne smitte. Hvem skulle jeg kunne smitte, når jeg ikke har kontakt med nogen?

Jeg har derimod været meget bange i de forgangne uger for de tvungne karantæner (grundet angst og klaustrofobi vil jeg ikke kunne klare 2 uger indendørs med et intakt sind!) og nu er jeg bange, fordi alt det jeg har vendt mig imod for at finde tryghed og stabilitet nu er sat ud af kraft. Jeg er bange hele tiden, fordi det jeg stolede allermest på, ikke var noget jeg kunne stole på. Jeg er bange for den kommende tid og endnu mere bange for tiden efter. For normalt når jeg er bange, så søger jeg information - og ingen ved noget lige nu! Jeg kunne langt bedre klare dette, hvis bare nogen kunne fortælle mig, hvornår det stopper!

Jeg ved godt, at det er en svær tid for alle, at vi alle skal bringe ofre, og at vi skal beskytte de sårbare. Men så syntes jeg, at vi skal beskytte alle de sårbare, ikke kun de fysisk sårbare.

Jeg blev kontaktet af en nær ven og god støtte allerede mens pressemødet var i gang. “Ser du tv, Louise?” “Ja” “Er du ok?” “Nej”. Det var rart, at der er nogen, der har siddet og set det og straks tænkt på mig med omsorg. Om morgenen dagen efter ringede min reservemor og fik mig talt ind på begyndelsen af den vej, jeg skal forsøge at finde ned af, for at få mig selv samlet op igen. Senere samme dag ringede en anden nær ven: “Sig til, så kommer jeg og henter dig! Jeg kan også komme ned og være hos dig. Eller du må ringe hver dag, hvis du har brug for det!”

Så nu siger jeg til alle jer derude, som kender en med autisme: vær den person for dem, som de 3 var for mig! Vær den der forstår, at en hel verden kan vælte på ganske kort tid og vær den, der hjælper med at få den bygget op igen.

Jeg skal til at have samlet alle stumperne fra mit livs engelske te-bord op igen. Noget er måske smadret og skal limes og have tid, inden det kan bruges igen, andet skal bare sættes op på bordet igen, på den rigtige plads.

For mig handlede det først og fremmest om at få min træning på plads, og dermed stoppet at min spiseforstyrrelse får fat. Jeg har fået stillet et lokale til rådighed og med min TRX og lidt andet udstyr samlet sammen hist og her, kan det komme til at fungere, så jeg stadig skal hjemmefra på cyklen, ligesom jeg plejer. Jeg har bedt om ekstra hundeluftning, som erstatning for at jeg ikke skal på arbejde, og jeg har nære omkring mig, som er villige til at risikere deres helbred (hvis de da gør det) ved at være der for mig, give mig en krammer, snakke lidt med mig, se på mig, gøre mig mindre gennemsigtig.

Det er ikke alle mennesker, der vil kunne tåle at blive smittet med Corona. Men det er heller ikke alle mennesker, der kan tåle, når der bliver vendt op og ned på deres verden - og de så samtidig bliver ladt alene. Jeg vil personligt hellere risikere at ligge en uge med Coronavirus, end at blive spiseforstyrret eller svært angst igen.

I denne tid, hvor vi alle viser samfundssind og passer så godt på de sårbare, skal vi så ikke minde os selv og hinanden om at passe på alle de sårbare, også de psykisk sårbare?