Hildur's dagbog: Og det blev atypisk! (del 4)
En autist betragter verden i en virusbestemt tid.
Læs første del af dagbogen her.
Læs anden del her.
Læs tredje del af Hildur's dagbog her.
Hildur Grauslund Nielsen: leder, forfatter og foredragsholder.
Mandag den 23. marts 2020.
Udmattet. Drænet. Udbrændt. Nedbrudt. Sønderskudt. Atomiseret. Pulveriseret. Udkørt. Bortrangeret. Det trækker op til et større drama, men jeg bliver nok nødt til at skuffe nogle, for sagen var, at jeg var træt. Da jeg kom hjem fra arbejde, satte jeg mig i min sofa med overfrakken på og faldt i søvn på stedet. Jeg var nok væk i en time, før det alligevel blev for varmt og stillingen var for ubekvem. Det er bekymrende, når jeg ikke magter at omstille mig til privatlivets fred, men straks søger sofaen, så snart jeg har låst mig ind i min lejlighed.
Let the fingers do the walking af Sort Sol har tit og ofte bragt mig helbredelse, når min arbejdsdag havde været for tumultarisk, men da jeg cyklede hjem fra arbejde i dag, havde den absolut ingen virkning på mig. Det havde til gengæld et digt af St. St. Blicher:
Sig nærmer tiden, da jeg må væk
jeg hører vinterens stemme;
thi også jeg er kun her på træk
og haver andetsteds hjemme.
Hvad nytter det at være en fugl med stærke vinger, når man sidder i et snævert bur med stækkede vinger? Det er kun 15 dage siden, jeg var frisk og forventningsfuld, hvad fremtiden angik. Nu bliver jeg skeptisk, hver gang jeg løfter blikket for at skue det himmelske lys. Hvis man begynder at ønske en fortidig tilstand tilbage, som ellers ikke var konstruktiv, så er det slemt, og det går selvfølgelig ikke, men desværre har jeg pt ingen fristende forløsningsforslag, udover at søge at opdele min arbejdsdag i så små bidder, at jeg i det mindste ikke er ødelagt på mine fridage.
Jeg oplever det sådan, at mangfoldighed fra den ene dag til den anden er blevet afskaffet. Der er nok en vis kynisme, som nogle chefer sandsynligvis har vanskeligt ved at vedkende sig. Jeg synes ikke, jeg stiller urimelige krav for at blive en velfungerende medarbejder, men i disse tider får jeg det pinlige og trivselsnedbrydende svar, at der under ingen omstændigheder kan tages særskilte hensyn, men helt ærligt, det er sgu da ikke blevet forbudt at bedrive situationsbestemt ledelse og målrettet kommunikation!
Og så kom der plexiglas op, så kassemedarbejderne nu er en kende mere beskyttet, men jeg kunne godt undvære alle kundekommentarerne i den anledning, og at kunderne sætter deres fingre (hvis renhed i de fleste tilfælde er ukendt) på afskærmningen. Jeg har lagt mærke til, at hvis jeg spritter mine hænder af, før jeg rører ved varerne, så spritter alle kunderne i min kø deres hænder af. Lidt leder er man vel altid 😊
Vi har fjernet kundepindene (plastikstykke, som adskiller kundernes varer) i min butik, fordi de kan være befængt med virus, plus at kunderne alligevel skal holde afstand, hvorfor kundepinden er unødvendig. Jeg synes, det er en toplogisk handling, men det er indtil videre kun få kunder, som har givet positive tilkendegivelser. En enkelt kunde blev rasende på mig, fordi jeg ikke ville udlevere den kundepinde, som lå på min kassestol. Det der med at holde afstand kniber det også med at fastholde, så her er jeg tit nødt til at vække visse kunders opmærksomhed for at minde dem om påbuddet. Det er stærkt bekymrende, at visse kunder er uopmærksomme på den personlige hygiejne. De piller næse, inden de skal trykke på dankortterminalen eller slikker på fingeren, når de skal have fat i en pengeseddel, og rigtig, rigtig mange forstår simpelthen ikke, at de skal undgå håndkontakt med kassemedarbejderen. Altså chefer og en del forældre bliver anspændt i stemmen, når de skal gentage noget mere end 3 gange. Læg sedlen dér eller ingen håndkontakt gentager jeg i øjeblikket over hundrede gange på de dage, hvor jeg sidder meget i kassen.
Pressemøde i statsministeriet er blevet en hændelse, vi følger med frygt, fordi 3 hektiske dage endnu sidder som et chok i kroppen. Så sad vi dér 3 medarbejdere i hvert vores hjørne af frokoststuen og lyttede med. Vi trak vejret lettet over, at statsministeren ikke udløste endnu en hamstring, men på den anden side blev forlængelsen af restriktionerne til efter påske ikke modtaget med klapsalver.
Tirsdag den 24. marts 2020.
Endelig vandt jeg over opvasken, som talte samtlige af husstandens knive, gafler, glas og tallerkener. Jeg greb en uventet motivation, som opstod direkte i kølvandet på mit træningspas, og inden jeg nåede i bad, havde jeg sågar pudset køkkenvinduerne, som i den grad trængte.
Når vejret er passende, går jeg gerne en tur om eftermiddag eller tidligt på aftenen, fordi jeg for det første har en nydelse ved at vandre, for det andet fordi det får min puls ned. Jeg kender en del steder i København, hvor jeg kan gå relativt uforstyrret, men i dag måtte jeg sande, at nogle havde fundet MINE RUTER, hvorfor det ikke var muligt at tilgå en boble af social frihed. Det var umuligt at gå i mine egne tanker og mit eget tempo, fordi der hvert andet minut var mennesker, som krydsede min bane. Det er så neurotypisk at tro, at tillid har noget med fysisk tæthed at gøre. Buh til det.
Onsdag den 25. marts 2020.
Synet var hjerteskærende. En lille hund sad frysende foran Netto. Faktisk frøs den så meget, at den peb og hver gang jeg gik forbi med varer til grøntstativerne på gaden, så den bedende på mig. Den sad der i hvert fald i 10 minutter, så hundens ejer havde åbenbart tid nok og ingen tanke på den frysende hund. Jeg tænker, at den hund bidrager betragteligt til ejerens velbefindende, hvorfor det undrer mig, at det ikke var muligt i situationen at vise større omsorg for hunden.
Butikspersonalet udsættes i disse tider for en betydelig smitterisiko, fordi nogle kunder i deres adfærd synes at tilgivekende, at de ikke tager myndighedernes budskab alvorligt, når det kommer til at holde afstand og undgå fysisk kontakt. En af de bedre chefer, jeg har haft, introducerede mig engang for en ny kollega, som siden blev en af de bedste kolleger, jeg har haft, med ordene: Dette er Hildurs domæne. Hildur er meget bestemt og meget speciel, men ikke desto mindre meget dygtig.
Det dér med at være bestemt er der mange, som misforstår, fordi de tror, jeg er sur. Når folk så lærer mig at kende, finder de ud af, at jeg ikke er sur, men netop bestemt. Jeg er især bestemt, når det gælder regler, hvis formål er at optimere borgerens beskyttelse eller at minimere risikoen for svindel. Nogle kunder opfatter mig således nok som en politibetjent i disse tider, men det nærer jeg ikke den fjerneste bekymring for. Som autist er jeg drevet af fakta i modsætning til neurotyper, som for de flestes vedkommende er drevet af relationer, som jeg beskriver i min bog. Det forhold giver anledning til mange konflikter, men fakta er, at sympatiske mennesker også smitter!
Her fra en af fronterne i det ellers lukkede Danmark er det interessant at følge med i, hvordan forskellige mennesker håndterer situationen. For eksempel har jeg bemærket, at mange kunder har medbragt deres eget net. Det er en atypisk adfærd, for plastikposerne har hidtil været populære. Det med at spare på plastikken har været et budskab, som har været svært at trænge igennem med, men nu synes corona-krisen at have påvirket kundeadfærden positivt, hvad plastik angår.
Vurderet på indkøbsnettet renhed, så er det dog tvivlsomt, at kunderne har overvejet, at et indkøbsnet hurtigt kan vise sig at være betydeligt befængt med diverse vira og bakterier i modsætning til en ny og frisk plastikpose. Jovist, indkøbsnettet er godt for miljøet, men måske ikke for sundheden?