Hildur’s dagbog: Og det blev atypisk! (del 6)
En autist betragter verden i en virusbestemt tid.
Hildur Grauslund Nielsen: leder, forfatter og foredragsholder.
Læs første del af dagbogen her.
Læs anden del her.
Læs tredje del af Hildur's dagbog her.
Læs fjerde del af dagbogen her.
Læs femte del af Hildur's dagbog her.
Tirsdag den 31. marts 2020:
Kriser synes at forstærke det, som ikke virker, samt at skærpe opmærksomheden på det. Jeg mente engang, at summen af problemer var konstant, men at kriser tvang os til at fokusere på de problemer, vi nødigt ville beskæftige os med.
Jeg er normalt ikke et menneske, som giver fortiden bedre plads frem for nutiden, men i disse tider må jeg indrømme, at jeg er plaget af fortidssavn, ja, for der var jo engang, hvor jeg kunne sove fra trætheden og ikke spekulerede på, hvornår jeg kunne komme til at sove igen. Regelmæssig søvn er nu engang et af de største privilegier, et menneske kan få. Engang, hvor jeg vidste, at dagen nok skulle gå godt, skønt der skete få uforudsete hændelser i løbet af dagen.
Dengang føles i erindringen som varme, fred og ro, som en lille varm kop kakao, jeg kan lune mig ved i kulden. Komponisten Carl Nielsen har skrevet et fortrinligt værk, som hedder Fynsk Forår (opus 42). De første strejf på violinerne får det store smil frem hos mig og for en stund kan jeg glemme de nuværende tiders fortrædeligheder, læne mig tilbage i sofaen og lade mig omslutte af Carl Nielsens tonale univers.
Jeg tænker meget på uforudsigeligheden i disse dage, da jeg oplever mig selv under konstant angreb, men hvad har jeg da at beklage mig over? Jeg har da udgangstilladelse og kommer på arbejde 4-5 gange pr. uge!
Men intet er alligevel, som det hidtil var. Menneskene på gaden er anderledes. Kunderne i forretningen er anderledes. Mine kolleger er anderledes. Jeg er anderledes. De fleste af os ville nok helst påstå, at vi tager hele corona-situationen i strakt arm, men selvbedragets sødme har en bitter eftersmag. Jeg har faktisk mest lyst til at slå et telt op i en skov, hvor der i nærheden af min boplads er en let rislende bæk og rigeligt med fuglestemmer, og så ellers blive i skoven, indtil corona-krisen er overstået.
Nogle mennesker siger, at corona-krisen går over igen og alt bliver som før, men det udsagn har jeg det vanskeligt med, eftersom jeg aldrig har gennemlevet en krise, uden at den på en eller anden måde mærkede mig og prægede de valg, jeg siden tog. Kriser flytter rødderne, men ingen ved hvorhen, og det er lidelsen.
Rush hours er ikke længere præget af tung trafik og luftforureningen er faldet drastisk, og det er godt, men samtidigt også lidt forkert, fordi de mange motorveje fremstår som en urimelig luksus for de få bilister. En kollega har fortalt, at han ofte er den eneste passager i metroen, hvor han ellers er trænet i at stå som sild i en tønde. Min kollega er en temmelig ekstrovert type, så hvor jeg ville nyde at køre alene i et metrotog, oplever min kollega det som uhyggeligt.
Uforudsigelighed er et magtmiddel, hvis formål er at skabe frygt. Spontanitet bliver ofte sat op som pendent til forudsigelighed, hvor man så må forstå, at forudsigelighed er det kedelige. Jeg er ikke enig i, at spontanitet og forudsigelighed er hinandens modsætninger. Livet har lært mig en pragmatisk tilgang, fordi det simpelthen er umuligt at planlægge alle detaljer, fordi livet ikke er en stilstand, men netop en bevægelse. Det er muligt at forberede sig på, at forhindringer kan opstå. Når jeg for eksempel går i en boghandel for at købe en bestemt bog, så har jeg forberedt mig på, at bogen måske er udsolgt, som betyder, at jeg enten skal undvære den i situationen (altså bestille den direkte hos boghandleren eller fra dennes netbutik) eller skal finde noget tilsvarende.
Det er en udmærket øvelse, som selv neurotyper skulle gøre brug af, inden de bliver rasende over, at deres yndlingsleverpostej er udsolgt, selv om der i øvrigt er 10 andre at vælge mellem. Ja, det er svært at være menneske, men endnu sværere at være omstillingsparat.
Onsdag den 01. april 2020:
4 fridage i træk var tiltrængt, men da jeg vågnede i morges, fik jeg kun mig selv på benene og i arbejdstøjet, fordi jeg har en stærk disciplin. Jeg får lyst til at skrive mørke digte om lidelserne i disse tider. Digte om, hvordan tilværelsen på ingen måde er i stand til at leve op til fantasiens frodighed.
Jeg valgte livet i skovene for at beskæftige mig livets grundlæggende kendsgerninger, og for ikke, når jeg skulle dø, at opdage, at jeg ikke havde levet (Henry D. Thoreau).
Desværre er jeg ikke så god til at skrive digte, selv om jeg skrev mange som ung. Jeg læste mange digtsamlinger, da jeg var i tyverne. Særligt Michael Strunge gjorde et stærkt indtryk på mig, men i dag kan jeg ikke læse ham uden at genkende trækkene af det maniodepressive. Jeg har nok læst for mange lærebøger i psykiatri … da jeg var i trediverne 😉
I det mindste blev jeg heller ikke i dag kaldt idiot eller andre gloser fra den forbandet skuffe, men det kniber med at huske, at det er vigtigt at undgå håndkontakt med ekspedienten, selv om det går meget bedre med at holde afstand, i hvert fald i køen.
Da jeg kom hjem, drak jeg en kop varm kakao og læste lidt i en af mine igangværende bøger. Jeg fik tilmed ordnet en hvidvask, om end det tørret tøj endnu ikke er lagt sammen og placeret i skabet. Jeg læste lidt igen, men så kom trætheden snigende og greb fat i min koncentration på en sådan måde, at jeg pludselig tog mig selv at tabe hovedet, som det vistnok hedder, når man bliver så træt, at spændingen i nakken forsvinder, hvorfor hovedet faldet forover.
Jeg tænker, at jeg har brug for ekstra søvn i disse tider, så jeg skammer mig ikke over forfaldet. Jeg tog en lille lur og inspireret af en kunde tidligere i dag biksede jeg nogle tarteletter sammen i en lynversion. Det smagte udmærket, selv om hønen var købt kogt. Jeg synes, man skal tage elevatoren, hvis man er træt – spring bare over, hvor gærdet er lavest, for i disse tider vil de færreste alligevel bemærke det.